*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

I virkeligheden handler det om kultur

Hvis vi vil undgå ufred og velstands- og frihedstab, er den brutale sandhed, at vi må afvise et meget stort flertal af de migranter og flygtninge, der i øjeblikket vil til Europa.

En af de mest fascinerende videnskabelige teorier er Charles Darwins evolutionsteori; teorien om hvordan mutation, variation og arvelighed i kombination med vekslende miljøer kan forklare arternes udvikling. De gener med tilhørende egenskaber, der i et givent miljø giver et enkelt individ eller den gruppe, individet tilhører, den største sandsynlighed for at ernære og efterfølgende forplante sig, vil over tid blive de dominerende. De bedst tilpassede overlever og sikrer arten ved at give deres gener videre.

Ud over noget urimeligt at bruge denne teori som det definitive argument for ateisme har Richard Dawkins forsøgt sig med at overføre den til at gælde for idéer, traditioner og praksisser i forhold til kultur.

Analogien holder næppe hele vejen, men tanken om, at de idéer, traditioner og praksisser, der har spredt sig som de definerende inden for en kultur, er bestemmende for dennes evne til at klare sig, er ganske illustrativ.

Tolket som et begreb, der dækker en samlet samfundsindretning, er kulturens rolle at skabe de betingelser, under hvilke mennesker lever.

Hvis det er rigtigt, kan vi vurdere forskellige kulturer ud fra de livsbetingelser, de byder de mennesker, der er underlagt dem.

Under Tysklands opdeling i Øst og Vest, vidnede de mange østtyskeres flugt om, at de idéer og praksisser, der dominerede i Østtyskland og kendetegnede dets indretning, havde spillet fallit.

At man byggede en mur bevogtet af soldater med befaling til at dræbe flygtende for at holde sin egen befolkning fra at stikke af fra socialismens undertrykkelse, var det endegyldige bevis på et idésæts illegitimitet og nederlag.

Vender vi os mod de millioner af flygtninge og migranter, der i disse tider er genstand for en stor del af vor politiske og medmenneskelige opmærksomhed, fortæller deres skæbner en lignende historie: historien om idéers, traditioners og praksissers ultimative fiasko.

Den er god nok: Europæisk kultur er Mellemøstens, Afrikas og de muslimske dele af Asiens totalt overlegen, når det drejer sig om at levere den tryghed, frihed og levestandard, der sikrer, at mennesker kan trives.

Migranterne og flygtningene forlader kulturer, hvis resultat er sammenbrudte stater, borgerkrig, religiøse og etniske spændinger, økonomier i ruiner, fødevarekriser, dårlige sanitære forhold, dårlig infrastruktur, sygdom, tortur, fattigdom, analfabetisme, dårlig retssikkerhed og undertrykkelse.

I stedet søger de mod Europa, hvor en vindende kombination af arbejdsetik, sekularisme, videnskab, retsstat, kreativitet og frihed hvilende på et fundament af kristendom, har fundet sin plads i etnisk og kulturelt homogene nationalstater og leveret fred, velstand og tryghed.

En succes hvis omfang fremstår nærmest pervers, når man ser reportager om pigtrådshegn opført i nødværge for at beskytte mod de hundredtusindvis af mennesker, der i forfølgelsen af drømmen om at få del i særligt den nordeuropæiske levestandard, utilsigtet truer med at skabe kaos.

Men den er god nok: Europæisk kultur er Mellemøstens, Afrikas og de muslimske dele af Asiens totalt overlegen, når det drejer sig om at levere den tryghed, frihed og levestandard, der sikrer, at mennesker kan trives.

Selvom det for nogen i starten var forbundet med praktiske og identitetsmæssige vanskeligheder, tog de flygtede østtyskere og deres efterkommere friheden og værdierne i Vesttyskland til sig.

De flygtninge og migranter, der i de seneste årtier er kommet til Europa fra Mellemøsten, Afrika og de muslimske dele af Asien, har sammen med deres efterkommere i nogen grad udvist samme tilpasningsevne.

En bekymrende stor del af dem har imidlertid ikke. De har konsekvent afvist de værdier, der ligger til grund for deres nu sikre tilværelse, og holder ufortrødent fast i den kultur, der skabte de kummerlige vilkår, de eller deres forældre flygtede eller rejste fra. Det er forbundet med enorme problemer socialt, uddannelsesmæssigt og økonomisk og tærer hårdt på tilliden og sammenhængskraften i de samfund, de ikke vil eller formår at blive en del af.

Det handler om kultur, og når vi hjælper, og vi skal hjælpe, må det ikke være på bekostning af vor egen.

Venstrefløjen har rigtigt peget på det problematiske i den aktivisme og kulturimperialisme, der i perioder har kendetegnet en del af de vestliges landes udenrigspolitik, for det tilkommer ikke os at påtvinge andre vor kultur og levevis.

Det ændrer dog ikke ved, at den kultur, vi i Vesten er rundet og bundet af, er den mellemøstlige og afrikanske totalt og absolut overlegen målt på evnen til at genere velstand og menneskevenlige livsvilkår.

Det må stå klart, efter millioner af mennesker med livet som indsats har stemt med fødderne. Venstrefløjen tog altså fejl; både i sin relativisme og i sin tro på, at forbedringer ville indfinde sig som resultat af udviklingsbistand.

Den tager også fejl, når den hævder, at en stor del af krisen kan integreres væk.

Pointen, der kontinuerligt synes at forbigå den, er nemlig den vigtige, at al empiri viser, at det ikke er muligt at integrere for ikke at tale om assimilere i et tempo, der står mål med det antal af migranter og flygtninge, der er kommet, endsige med det, der nu står ved Europas porte og vil ind.

Og skulle statistikkerne være for abstrakte, vidner de mange overfald, gruppeslagsmål, religiøse stridigheder, voldtægter og tyverier, der gør, at migranter og flygtninge allerede i lejre og asylcentre nogle steder må deles op efter religion og oprindelse for ikke at ryge i totterne på hinanden, om, at udsigterne til det fredelige multikulturelle samfund måske ikke bare er lange, men urealistiske.

Det ser således ud til, at de, der mener, at Europa skal åbne sine grænser og lade millionvis af migranter og flygtninge med en fundamentalt anderledes kultur få permanent ophold, enten er ligeglade med de nytilkomne og de europæiske lande og befolkningers fremtid, er sadistiske eller værre, er forblændede af virkelighedskontrær idealisme.

At de østtyske flygtninge hurtigt kunne tilpasse sig vilkårene i Vesttyskland var naturligvis betinget af en god portion vilje til at overkomme identitets- og værdikonflikter.

Den væsentligste del af forklaringen er dog, at selvom der var langt fra Øst- til Vesttyskland, var kulturforskellene så små, at de straks forsvinder i sammenligning med dem, der eksempelvis er mellem Danmark og Somalia, Afghanistan eller Irak. Og her er vi fremme ved, hvad historien og vores samtid om noget har vist os, nemlig at størrelsen betyder noget – især når det handler om kulturforskelle.

Mennesket er ikke rationalitet alene; i højere grad er det et kulturvæsen.

Hvis det var anderledes, ville alle muslimer, der bor i Europa såvel som de mange muslimske migranter og flygtninge, der er på vej hertil, for længst have reformeret deres religion og levevis og derved skilt sig af med en meget åbenlys forhindring for at skabe eller deltage i en samfundsindretning, der kan leve op til de forventninger til levestandard og fred, som i disse tider synes efterspurgt mere end nogensinde.

Det eneste, der adskiller os fra IS-bødlen, Taliban-krigeren og officeren i koncentrationslejren, er et tyndt lag af kultur og omstændigheder.

Men sådan er det ikke. I stedet hænger det således sammen: Verden er uinteresseret i menneskets ve og vel. Det afgørende er ikke natur og race, men kultur. Menneskets irreversible moralske fremskridt er en skrøne, og det eneste, der adskiller os fra IS-bødlen, Taliban-krigeren og officeren i koncentrationslejren, er et tyndt lag af kultur og omstændigheder. Vor allervigtigste opgave er derfor at passe på det arvede lyspunkt af en undtagelse, som Danmark og Vesten i dag er i verdens brutale malstrøm.

Det handler om kultur, og når vi hjælper, og vi skal hjælpe, må det ikke være på bekostning af vor egen.

Overholder vi den regel, vil vi kunne yde en stor indsats i nærområder, og hvis vi samtidig gennemfører en række reformer af velfærdsstaten gøre noget ved parallelsamfundene.

Det meget store flertal af migranter og flygninge må vi imidlertid afvise og dermed overlade til den elendighed, de på et tidspunkt under alle omstændigheder selv må rette op på – for det er ikke Danmarks eller Vestens opgave at regere i Afrika, Mellemøsten og Asien.

Handler vi anderledes, bliver elendigheden vores.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her