*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ubærlige løgne og forståelig frygt forpester vores tid

Status 10 år efter publiceringen af Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten. Hvor er vi nu? Tegningerne eksponerede blot det ulægelige skisma blandt danskere, som allerede eksisterede. Og de har ledt til, at de anstændige er faret vild i deres multikulturelle labyrint, ansporet af deres egen racisme og sekterisme.

Er der en vej frem i kampen mod det islamiske publikationsforbud? Det bliver jeg nødt til at spørge mig selv om, når jeg taler med unge, der tøver med at tegne og publicere noget, der er bandlyst af de islamiske blasfemilove, der nu er tvunget igennem i Vesten.

Der er også andre, som jeg har det dårligt med at opmuntre til at publicere. F.eks. folk, der har deltaget i mødet i Krudttønden, og som, mens de lå under de væltede møbler, og attentatmanden skød ind i lokalet, fik en påmindelse om, at det var en banal tegning, som de måske skulle dø for. Det fortalte journalisten Niels Ivar Larsen fra Information mig, at han tænkte, mens det stod på. Udenfor på asfalten lå filminstruktøren Finn Nørgaard og døde.

Der er noget fortvivlende ved spillet om ytringsfriheden, som det er foregået indtil videre. På den ene side lyver ”De Anstændige” ikke blot over for andre, men også for sig selv, når de bedyrer en respekt for blasfemilovene og pålægger sig selv forbud, som de slet ikke har indset rækkevidden af. Og på den anden side kan det virke som at give sig selv og andre selvmordsbælte på med de forudsigelige stunts og konkurrencer med forbudte tegninger. Det er denne enerverende blanding af ubærlige løgne og forståelig frygt, der forpester vores tid.

Men er der en vej ud af det islamiske publikationsforbud? Og hvor dybt går det skisma, som har dannet sig, siden ytringsfriheden blev udfordret med fordømmelsen af publiceringen af Muhammed-tegningerne i for 10 år siden i Morgenavisen Jyllands-Posten?

JP mener: JP mener: Friheden er ikke gratis, den har en pris

Man kan stå sammen i hele offentligheden og ved enhver given, relevant lejlighed publicere alt det forbudte. Og man kan, som det allerede er gjort i USA efter det forhindrede attentat i Garland, Texas igangsætte en street art-kampagne og anonymt plastre det offentlige rum til i alle byer med tabuiserede tegninger af profeter.

Det er en strategi, der kan vikle de udpegede tegninger og karikaturer ud af frygtens og tabuets aura.

Man kan indvende, at den skitserede publiceringsstrategi for at banalisere tabuet og bryde det ikke vil finde sted. Dertil er der for stor uenighed i medierne – ikke kun i Danmark, men overalt i Vesten.

Dette skyldes til dels det, som Salman Rushdie har kaldt zombificeringen, efter at folk i mainstreammedierne har internaliseret fatwaen. Man har taget den til sig og overtaget den frygt, der er forbundet med at overtræde islamiske blasfemilove på dette punkt. Man lever i den selvindbildning, at overholdelsen af blasfemiforbuddet sker ud af respekt for de “religiøse følelser”.

Dette har ført til et ulægeligt skisma, en dyb og uforsonlig splittelse i offentligheden mellem dem, der vil respektere de islamiske blasfemilove, og alle andre, der ikke mener, at nogen religiøse love skal nyde fortrinsret. De første anklager permanent de andre med newspeak-termen “ufølsomme” og for at skjule et fremmedhad bag et dække af universalisme og ytringsfrihed. De sidste beskylder de første for at forråde solidariteten med deres politiske modstandere og for at ville lade sig hypnotisere til at snige apartheid ind og undergrave ytringsfrihed og demokrati.

Det er dér, vi er nu, og hvor vi har været de seneste 10 år. Det eneste, der med tiden er blevet klarere, er, hvordan de anstændige har fejlkalibreret deres ideologiske udfordringer. De har ikke været åbne for kritik og i stedet fordømt alle indsigelser fra et moralistisk udgangspunkt.

I det omfang hvilke som helst modstandere ikke kan slutte op om deres ureflekterede, sekteriske og selvgratulerende markeringer, er det udtryk for, at de dybest set er racister. Men der foreligger ellers en vis diversitet i kritikken af multikulturalisme. Frederik Stjernfelts og min kritik af de anstændige fokuserer på den åbenbare selvmodsigelse, at såfremt man vil vil bevare alle kulturer og deres dogmer og vaner og livsmåder intakte mod moderniteten, så må man også principielt beskytte sin egen flertalskultur. Og den eneste måde, det ville kunne lade sig gøre på, ville være at lade kulturerne herske uantastet af hinanden på hvert sit territorium. På denne måde er de anstændiges ideologi sammenlignelig med den etnopluralistiske højreradikale strømning i Europa. Dansk kultur i Danmark og andre kulturer må udfolde sig der, hvor de oprindeligt hører hjemme. Kort fortalt betyder det: Assimilér eller forsvind. Interventionen i Danmark af fremmede dogmer og livsmåder undergraver vores egen kultur, ligesom assimilationen af danske normer hos muslimer undergraver traditionelle dogmer hos dem. Og derfor er det bedst, at vi lever hver for sig. Det er konsekvensen af de anstændiges tilgang til multikulturalisme, hvis man tænker den konsekvent igennem. Et alternativ til en politisk implementering ud fra deres konservative kulturforståelse ville være at fortsætte udviklingen af et apartheidlignende samfund under termen “multikulturalisme”. Kulturerne skal i denne vision leve adskilt på samme territorium. Der foreligger også den mulighed, at de anstændige i en xenofil anglen plæderer for ét kriterium for flertalskulturen og et andet for muslimsk kultur. Men det er endnu ikke klarlagt, da de anstændige er blottet for kritik af deres eget ideologiske grundlag.

Der er ikke sket nogen udvikling i De Anstændiges synspunkter og forståelsen af de konsekvenser, som deres position medfører i de forløbne 10 år siden, Muhammed-tegningerne blev publiceret. Derfor er en fortsat simulering af en diskussion om ytringsfrihedens status som metaprincip i demokratiet meningsløs. Voldskampagnen fra islamisterne har derimod vist sine praktiske resultater ved at sætte de muslimske blasfemilove igennem i mainstreammedierne uden indsigelser fra de anstændige. For der har reelt dannet sig en position, der ikke ønsker at bryde tabuet og konfrontere de modsætninger, som gemmer sig i multikulturalisme. Tværtimod synes man beredt på at respektere flere islamiske tabuer, så snart de bliver artikuleret.

Vi deler os efter anskuelser som altid. Men det radikalt nye er, at vi står tilbage med voldens problem.

Det vigtige er at skabe kulturbeskyttelse, så alle tabuer og skikke fra førmoderne samfund kan fortsætte som hidtil. Det “fremmer integrationen”. De anstændige synes ikke at være indstillet på overhovedet at udfordre disse principper eller overveje deres modsætningsforhold til demokratiet. Det kan virke, som om de er begejstret af en bevægelse, en strøm i tiden, som man må følge for at forstå, hvordan mennesker med forskellig baggrund overhovedet skal kunne omgås, med vendingen om, at ”kulturerne skal sameksistere”. I denne forståelsesramme er individer blevet til kulturrepræsentanter. Dog med det forbehold, at alle etniske, danske og europæiske individer stadigvæk er individer, der kan forstå andre kulturer og forandre sig selv og deres syn på verden. Indvandrere er bare “kulturrepræsentanter”, der ligner hinanden og ikke kan leve uden at være fuldstændigt i pagt med deres forfædres kultur. Déri ligger de anstændiges uerkendte paternalistiske racisme.

Den har tiden med sig, og propageres som konsensus af de anstændige. Denne ideologi er et filantropisk projekt, ofte båret frem i en ånd, hvor marxisme er blevet erstattet af våd kristendom, og hvor alle modsætninger mellem muslimske dogmer fra kultur og religion, der er fremmede og uforenlige med demokrati og menneskerettigheder, ikke bliver eksponeret for kritisk behandling. De forties og fortrænges, og den, der peger på dem, bliver udpeget som racist, fordi han bryder den gode tone. Hvis han har ret, så har han i hvert fald ikke ret til at have det, for de muslimske ofres redningsmænd og -kvinder kan kun udgå fra kredsen omkring det anstændige, filantropiske projekt. De anstændige har retten til sandheden. Og de er de udkårne af historien, disse salvede, der skal beskytte og skærme muslimerne fra moderniteten, og bære dem uskyldigt og uvidende gennem den, mens disse udkårne ofre beundrer deres redningsmænd. Bliver nogen blandt dem ofre for de modsætninger, der findes i deres kultur; homoseksuelle der bliver udstødt og pryglet, kvinder der bliver pryglet og dræbt, politiske og religiøse afvigere der chikaneres og trues, så må det forties. For det er sandheder, som kan bruges af dem, der findes uden for filantropernes rækker, og som ikke vil muslimerne det godt.

Bekæmpelsen af tilslutningen til den islamistiske ideologi, der tilsiger, at politiske modstandere skal imødegås med dødsvold, kan ikke foregå med debat og ”kamp til stregen”, og hvad man ellers anvender af retoriske figurer for at ikke at konfrontere dette problem.

Man er nødt til at se i øjnene, at denne kamp ikke finder sted på ord, men med en bevæbnet part. Der er reelt tale om en modsætning mellem hensynet til sikkerhed og hensynet til ubegrænset ytringsfrihed. Og når ytringsfriheden bruges til at propagere konkret voldsanvendelse mod politiske modstandere, så er man nødsaget til at overveje, hvordan man sætter grænser for billigelse af dødsvold.

Dilemmaet i forhold til at have en totalt ubegrænset ytringsfrihed til billigelse af dødsvold opstår, når en sådan tilkendegivelse indgår i en konkret kontekst med udpegede ofre og mobiliserede voldsmænd til eksekvering. Så bliver “bifaldet” i realiteten blot en omskrivning af en “opfordring”, som der i det mindste er bred enighed om bør være kriminaliseret. Men dette spørgsmål vil fremover afløse den nu efterhånden kun simulerede ytringsfrihedsdiskussion med de fastfrosne fronter og udfordre “tolerancen” hos alle, når deres politiske meningsfæller bliver ofre for attentater, og de efterfølgende kan læse og høre billigelse af volden (og dermed implicit – meget tæt på explicit – opfordring til at fortsætte: »Keep up the good work«). Blot to eksempler fra i år: Islamisk Trossamfund hylder morderen fra Krudttønden og synagogen med en kongebegravelse. Efterfølgende hylder Facebook- skribenter brandattentatet på Islamisk Trossamfunds bygning. Vi må nødvendigvis tillade begge dele og således åbne for bifald af flere voldsanslag uden omkostninger – eller vi må kriminalisere begge dele.

Vi har allerede har haft terrorparagrafferne i godt 10 år, men det har alligevel ikke forhindret forsøg på at terrorisere avisredaktioner og enkeltpersoner, som islamister mener har overtrådt deres blasfemilove.

Terrorlovene er derfor ikke i sig selv tilstrækkelige i et splittet samfund, hvor der ikke er enighed om, at det er legitimt at begå blasfemi over for islamiske tabuer. Vi er endt på hver sin side – ikke mellem muslimer og alle mulige andre, men mellem islamister og de anstændige på den ene side og alle mulige andre på den anden side. Det er den ideologiske brudlinje i dag. Den er hverken etnisk eller religiøs, men udelukkende defineret af, hvordan man opfatter islams status i forhold til samfundet – og hvordan man opfatter muslimsk kulturs status i forhold til det sekulære samfund. Det er der ikke i sig selv noget epokegørende i. Vi deler os efter anskuelser som altid. Men det radikalt nye er, at vi står tilbage med voldens problem.

En stor voldelig minoritet udvikler sit ideologiske had og praktiserer det i form af trusler og dødsvold. Imens ser man passivt til fra de anstændiges side; her er der ikke vilje eller lyst til at erkende de problemer, som volden udgør for deres politiske modstandere eller for demokratiet som sådant. Vi så det i forbindelse med angrebet på Krudttønden og synagogen, hvor en tusindtallig skare fulgte den døde terrorist til graven fra Islamisk Trossamfund og ud på den muslimske begravelsesplads i Brøndby.

Det var reelt en nihilistisk dødekult, der celebrerede hans martyrium og likvideringen af Finn Nørgaard og Dan Uzan, der blev skudt af terroristen som deltager i blasfemimødet og som jøde. Men selv reportager om begravelsesfesten i Politiken blev karakteriseret som sensationalisme og noget nær hatespeech af anstændige på flere platforme. Det var underforstået, at almindelig reportage om den store opbakning til voldsmanden overskred god tone.

Den danske stat har mistet suverænitet, når det kommer til at garantere borgernes ret til religionskritik i forhold til islam og profeten – til at spotte og lave satire.

Gerningsmandens planlagte attentat på et udpeget blasfemisk mål og på en jødisk institution, hvor han var forsynet med våben, som er svært opdrivelige, blev bortforklaret som en forvildet mands tilfældigt, udbesindige handling og ikke som et terroranslag, der var motiveret af islamisme og jødehad.

Voldens problem kan derfor ikke udelukkende isoleres til voldsmændene i sig selv, men må ses i sammenhæng med den sump, som deres sympatisører fra Islamisk Trossamfund udgør, og tillige de velvillige, som plæderer for at ignorere problemet med den politisk og religiøst motiverede vold. For disse anstændige udgør selve beskrivelsen af de her definerede modsætninger den egentlige misere.

De er af den opfattelse, at problemet alene består i en sproglig iscenesættelse af modsætningerne, som også ville forsvinde, såfremt man helt holdt sig fra at omtale og analysere dem. Hvis deres politiske modstandere påbød sig selv tavshed – »vi har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt« – så ville der ikke længere være noget problem. Alt er for de anstændige et problem i sproget. For hvis vi alle overholdt de islamiske blasfemilove, som de selv plæderer for, så ville volden høre op.

Men vil man forklare tingenes sande tilstand, så må man også erkende, at paragraf 77 i grundloven (om retten til ytringsfrihed) forudsætter nogle betingelser, som ikke længere er til stede. Og de er heller ikke til stede i andre lande, bl.a. Frankrig, hvor redaktionen på Charlie Hebdo blev skudt ned i januar. Man skulle næsten tro, at det ville have fået det danske politi og danske politikere til at vågne op og sikre mødet i Krudttønden i februar, der også handlede om retten til at spotte. Men som bekendt sad politiet dér begravet i deres citronmåner med ryggen til vinduerne under angrebet, og resten er nu historie. Om aftenen blev de to danske betjente ved synagogen så forskrækkede over, at nogen rent faktisk kunne finde på at skyde, at de begge to gik på røven.

Den ene tabte sin maskinpistol, som gik i stykker. Den anden løb sin vej hen mod Fiolstræde, bort fra attentatmanden. Måske fik han bondeanger, for han vendte om og løb derefter tilbage mod den nedskudte vagtmand og kiggede op ad Peder Hvitfelds Stræde efter attentatmanden. Det virker som en scene fra Andeby i panik, og dette korte referat kunne for så vidt have stået i Andeby Tidende. Men det illustrerer også noget i virkeligheden i København og i Paris og andre steder udenfor Andeby: at de betingelser, hvorunder grundloven og konstitutioner garanterer privilegiet ytringsfrihed til landenes borgere, ikke længere er til stede.

For de forudsætninger, der tages for givet, når staten garanterer en sådan frihed til den enkelte er, at staten er i stand til at kontrollere sit eget territorium og således forhindre, at fremmede magter eller organisationer blander sig og indfører deres egne love ved trusler og dødsvold.

Men den danske stat har mistet suverænitet, når det kommer til at garantere borgernes ret til religionskritik i forhold til islam og profeten – til at spotte og lave satire. Og det gælder naturligvis også andre steder, først og fremmest i Frankrig. Her i Danmark er det yderst troværdige trusler, der har erstattet paragraf 77 i grundloven på dette område. Her i landet er grundloven blevet afpresset af fremmede magter.

Det er derfor, jeg bliver ramt af tanken om et forbehold ved betimeligheden af at publicere forbudte tegninger sammen med folk, der rent faktisk er blevet beskudt af islamister som ved angrebet på Krudttønden.

For ingen normale mennesker kan bede andre om at tage et selvmordsbælte på i denne kamp, hvor staten ikke engang synes at have taget tilstrækkelige forbeholdsregler overfor den umiddelbare fare, som de, der overtræder de islamiske blasfemilove, befinder sig i.

Vi bør forskåne os for endnu én i rækken af trivielle replika med en profettegning, som ikke engang er morsom eller tilføjer noget som helst nyt i det spil, som vi allerede kender. Som udelukkende tjener til at udløse endnu et forudsigeligt voldsangreb. Som om dette grusomhedens teater på pædagogisk vis skal få os til at forstå, at grundloven og konstitutioner andre steder er afpresset af islamiske blasfemilove.

Men det behøver vi ikke flere døde tegnere for at forstå. Det har vi allerede lært fra Paris og København.

Det er dér, vi er nu, og hvor vi har været de seneste 10 år. Det eneste, der med tiden er blevet klarere, er, hvordan de anstændige har fejlkalibreret deres ideologiske udfordringer. De har ikke været åbne for kritik og i stedet fordømt alle indsigelser fra et moralistisk udgangspunkt.

Skal man gøre noget for at bryde blasfemilovene må det i det mindste være, fordi der er en helt uafviselig grund. Og ikke bare fordi en provokation skal udløse noget spektakulært og voldeligt og bevise noget, som allerede er blevet indlysende. Man må med andre ord helt seriøst overveje betydningen af det, som man vil sige op imod den fare, der er fra ikke blot islamister, men også fra den sympatisørsump, som ved fortielser og dæmoniseringer af politiske modstandere til en hver tid vil være parate til at skjule og bortforklare forbrydelsen og dens gerningsmænd.

De anstændige vil altid hævde, at ofre for dødsvolden er forudsigelige, for gerningsmændene er sårede og forvirrede idealister, der bliver forledt ud i et vildnis af de blasfemikere, som de likviderer.

Islamiske blasfemilove bør stå direkte til diskussion, og det samme gælder de skærpede forholdsregler, som staten må tage over for islamismen og dens sympatisørsump. På samme måde som man stod over for terrorismen i Vesttyskland i 1970’erne, må man resolvere, som den socialdemokratiske regering under kansler Helmut Schmidt, om tilslutningen til dødsvold kan ske helt uden personlige konsekvenser for sympatisørerne.

Udfordringen er ikke blot terrorismen, men også at udtørre sumpen. I det mindste hvis man vil videre efter maskeraden om respekt og alle de andre selvindbildninger.

Følg
Jyllands-Posten
Kronik: Tro er ikke for tøsedrenge
Maria-Louize Helbo, præst (p.t. på barsel) Ejby
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Muhammed-tegningerne

Debat: I glemmebogen?

Jens Peter Lauge Giversen, Esbjerg Ø
Minister Inger Støjberg bruger åbenlyst Kurt Westergaards Muhammed-tegning på Facebook og støttes af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, som gerne ser Westergaards tegning brugt offentligt.
Forsiden lige nu
Om temaet

30. september 2015 var det 10 år siden, at Jyllands-Posten publicerede 12 tegninger af muslimernes profet Muhammed. Hvor står debatten? Og hvordan kommer den videre?

Annonce
Redaktionen anbefaler

Kronik: Carsten Juste: »Nej, vi havde intet at undskylde«

Carsten Juste, ansvarshavende chefredaktør da tegningerne blev bragt
For første gang fortæller den tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten Carsten Juste i dette essay om tiden, før, under og efter trykningen af Muhammed-tegningerne.
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her