*

Kronik

Forfejlede klimaprognoser

Ved at fokusere på politisk ellers udsigtsløse CO2-mål opnår de mest naturødelæggende lande at få fjernet fokus fra de miljø-, natur-, hunger-, sundheds-, fordelings- og overbefolkningsproblemer, som de selv er ansvarlige for.

De fleste klimamodeller bygger på hypotetiske præmisser, der forudsiger katastrofer af Bibelens apokalyptiske dimensioner, f.eks. at vi på det nærmeste står over for et menneskeskabt varmehelvede (Thermageddon, Skærsilden) og oversvømmelse af alverdens kystnære egne (Diluvium, Syndfloden), mens alt ville være i en paradisisk ”balance”, hvis blot CO2-udledningerne fra kul og olie ikke var der.

Forestillingen om den menneskefrie naturs uforanderlighed modsiges af alle naturhistoriske fag såsom astronomi, geologi, palæontologi, biologi og evolutionsbiologi. Naturen er aldrig i ”balance”, men i vedvarende forandring. Det er indbegrebet af både den astronomiske, geologiske og biologiske evolution. Tiden kan kun gå én vej. Den norske dramatiker Henrik Ibsen sagde det på denne måde: Evigt ejes kun det tabte.

Det internationale klimapanel (IPCC under FN) og dets klimamodeller udelukker imidlertid naturlig udvikling og variation som årsag til nutidens klimaforandringer. De antages helt overvejende at være menneskeskabte. Men netop derfor kan modellerne ikke eftervise korrektheden af denne indbyggede præmis om menneskeskabte indgreb i naturens ”balancer” ved f.eks. at rekonstruere velkendte klimaforandringer gennem de sidste 100-2.000 år. Først og fremmest fordi modellerne i alt for høj grad bygger på klimasatellitternes korte måleperiode (1992 til nu, maks. 23 år), og at de velkendte, naturlige klimasvingninger med periodelængder fra 50 til 1.000 år ikke korrigeres, men indregnes i det menneskeskabte.

Sådanne undladelser er omtrent lige så grove som at forudsige næste uges temperaturer ved at måle temperaturstigningen fra solopgangen i morges og en time frem. I så fald ville målingerne forudsige 100-1.000 graders varme om en uge alt efter målingernes tid og sted. Men vejrudsigterne indregner naturligvis, at Jorden roterer og kredser i varierende afstand om Solen, og at der derfor er helt dominerende, naturlige temperatursvingninger gennem både døgnet og året. En lignende anerkendelse af langbølgede, velkendte svingninger mangler i klimaprognoserne.

Langt de fleste naturforskere har ingen videnskabelig indsigt i, hvad der styrer klimaets svingninger. De arbejder med helt andre områder eller blot med effekter af klimaforandringer, ikke de eventuelle årsager. Alligevel regnes de med i IPCC’s afstemninger om, hvorvidt de tror, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Derefter synes de selv og medløbende politikere, ja, selv paven i Rom at befinde sig i et ekkorum, hvor man har gejlet hinanden op til at marchere i takt og råbe de samme slagord, der anses nødvendige for at opnå global politisk konsensus. Men ved at fokusere alverdens opmærksomhed på politisk ellers udsigtsløse CO2-mål opnår de mest miljøforurenende og naturødelæggende lande at få fjernet fokus fra de miljø-, natur-, hunger-, sundheds-, fordelings- og overbefolkningsproblemer, som de selv er ansvarlige for, men tilsyneladende ikke vil eller evner at gøre noget ved. I denne larmende CO2-konsensus er løsningen af de virkeligt menneskeskabte problemer den helt store taber.

Grundlaget for påstanden om menneskeskabte klimaforandringer er, at atmosfærens indhold af CO2 har været stigende gennem de senere årtier, og at der er et direkte årsag/virkning-forhold mellem CO2-koncentrationen (årsag) og atmosfærens middeltemperatur (virkning). Men gennem det meste af jordperioderne før istiderne har luft- og havtemperaturerne svinget mere eller mindre uafhængigt af CO2-koncentrationen, og under de senere istider og mellemistider er der oftest en omvendt tidsforskydning, der snarere tilsiger, at temperaturen styrer CO2-koncentrationen, ikke omvendt.

I al klassisk tænkning går årsager forud for virkninger. Holder vi os til denne elementære erkendelse, er det meningsløst at bekæmpe klimaforandringer ved nedskæringer i CO2-udledningerne, fordi det ifølge Jordens geologiske historie ikke kan have den påståede årsagssammenhæng. Derimod kan der være mange andre gode grunde til at begrænse CO2-udledningerne, men det er ikke emnet her.

En anden tolkningsmulighed, der kunne begrundes med istiderne og mellemistidernes tidsmæssigt tætkoblede svingninger (samvarians) af temperatur og CO2-koncentration, er også logisk tvivlsom. At noget svinger i takt, er ikke ensbetydende med, at den ene faktor styrer den anden. Der skal både være en fysisk plausibel årsagssammenhæng og en påviselig tidsforskel, hvor den styrende faktor kommer først.

I iskernestudierne og mange andre geologiske studier af istider og mellemistider forholder det sig imidlertid mest modsat. Temperaturen stiger, før CO2-koncentrationen stiger. I andre tilfælde er tidsforskydningen så ringe, at den næppe kan erkendes. I disse tilfælde ville den normale logiske konsekvens være, at samvariansen styres af en tredje årsag, der altså både skal være fysisk plausibel og optræde før både temperatur- og CO2-ændringerne sætter ind.

Det er velkendt, at meget langbølgede ændringer i f.eks. jordaksens hældning og Jordens bane omkring Solen har nogle væsentlige klimatiske effekter over 20.000 til 200.000 år. Men det er ikke så vigtigt i nærværende sammenhæng.

Over meget kortere tidsspand er det særligt betydningsfuldt for Jordens naturlige klimavariationer, at tyngdefeltet fra de nærmeste planeter og solsystemets tungeste planet, Jupiter, trækker i Solen. Det giver en spiralformet bevægelse af selve Solen, der periodisk ændrer afstandene til planeterne og dermed også ændrer solstrålingens intensitet her på Jorden.

Først og fremmest skaber bestemte tilbagevendende konstellationer i planeternes positioner ”tidevandsbølger” i Solens øvre lag, når flere planeter står på linje med Solen og derved trækker de voldsomme termonukleare processer dybere i Solen nærmere på dens overflade. Herved dannes de såkaldte ”solpletter” og andre store ”solstorme”.

Det medfører en betydelig periodisk forskel i varmestrålingens intensitet. Det sker bl.a. hvert 11,7 år. Dertil kommer en række andre konstellationer mellem Solens nærmeste og tungeste planeter, der giver andre periodiske svingninger af betydeligt længere varighed i Solens stråling. Påvirkninger af Solens magnetfelter giver også en række periodiske svingninger i solstrålingens intensitet. En af disse langvarige svingninger er de såkaldte Maunder-minima, som bl.a. skabte Lille Istid i 1600-1700-tallet, og som nu forventes at give en ny langvarig kuldeperiode fra omkring 2030 (omtalt i alverdens nyhedsmedier for nogle måneder siden).

Et andet blandt mange eksempler på ikkeinddragelse af kendt viden er Nasas nylige pressemeddelelse om en accelererende havstigning, nu på 3,2 mm/år, der hævdes at føre til havstigninger på 1-2 meter om 100 år.

Den forudsigelse bygger på, at NASA til de faktiske satellitmålinger har adderet nogle ”korrektioner”, der ikke kan begrundes teknisk. Fra 1992 til 2000 var de målte rater for havets stigning ±0 mm/år (altså ingen stigning). Efter 2005 forhøjede man pludselig hele databasen (1992-2005) til en stigning med en middelværdi på 2,3 mm/år. I 2008 sprang hele måleserien (1992-2008) op til 3,1 mm/år, og i dag siger man så 3,2 mm/år.

En gruppe satellitfolk har for få uger siden erkendt, at de anvendte korrektioner er tilfældige (arbitrære), og at de 3,2 mm/år bør nedjusteres betydeligt. Men det melder Nasas pressemeddelelse intet om.

Fjerner man disse tilfældige korrektioner af satellitmålingerne af havets højde, kommer de til at stemme med vandstandsmålingerne fra alverdens havne gennem 100-200 år og vil vise en jævnt aftagende stigningstakt, nu på ca. 1 mm/år, når man korrigerer for tidevand og jordskorpebevægelser.

Det afgørende for effekterne er, at jo nærmere vi bygger på havet, jo stejlere skråninger vi bebygger, jo mere af Jordens overflade der er befæstet med veje og byer, hvor regnen ikke kan sive ned, jo mere skov der er ryddet, og jo mere af de store deltaer og floddale der er opdyrket og bebygget, desto større katastrofer vil der være af klimaforandringer – uanset om de er menneskeskabte eller naturlige, og uanset om forandringerne ytrer sig som skybrud, orkaner, skypumper, jordskred, laviner, flodbølger, stormfloder, ændrede vindretninger og -styrker eller som ændringer i havniveauet. Og heri bør man holde sig for øje, at eventuelle ændringer i havniveauet er blandt de mindste af de nævnte problemer.

Især nu, da der er så voldsom fokus på og anvendes så enorme midler på et enkelt klimaelement (CO2-udledningerne), bør man nok bruge noget af både opmærksomheden og forskningsmidlerne på årsagerne til og potentielle effekter af de naturlige, langbølgede klimaændringer med periodelængder på 50-80 år til et årtusind, herunder risikoen for en ny Lille Istid om få år.

Det ville ikke alene ruste os bedre til at foretage relevante klimatilpasninger, men også reducere ensidigheden af den videnskabelige klimaforskning, -debat og -formidling.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Lad os få noget mere kritisk sans i medierne

Josephine Fock
Kan det virkelig passe, at der skal et Detektor-program til, før medierne vil forholde sig kritisk til regeringens spin? Sagen om PSO-ordningen kunne desværre tyde på det.

Blog: Vil Thulesen Dahl være statsminister redde Danmark?

Rune Toftegaard Selsing
Der er en grund til, at Thulesen Dahl ikke forlanger reelle stramninger af udlændingepolitikken.

Blog: Stop så forherligelsen af utroskab, det er jo skadeligt

Angela Brink
I pip rundt omkring i de mere kulturradikale medier kører der med jævne mellemrum artikler og programmer, der handler om, at utroskab er fint. Men utroskab skal ikke glorificeres i det offentlige rum af folk, der blot tilfældigvis har adgang til mediebilledet.
International debat

Søren Espersen: Bør Danmark finansiere et Grønland, som er på vej væk?

Søren Espersen , MF, DF, Formand for Udenrigspolitisk Nævn
Jeg efterlyser danske politikere, som tør tage debatten om, hvor længe det er rimeligt, at Danmark fortsætter med at finansiere grønlandske politikeres drømmerier.
Kommentarer

Kommentar: DR på kikset slankekur

TAGE CLAUSEN
Licensen skal sænkes, men det er langtfra nok
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her