*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Den store ytringsfrihedssvindel

Den stille krig mod ytringsfrihed breder sig i de vestlige samfund.

Islamistiske trusler mod ytringsfriheden er velkendte og bogstavelige. Men en måske værre trussel kommer inde fra de vestlige samfund, hvor flere og flere føler sig berettiget til at lukke munden på bestemte synspunkter. Det kortlægger englænderen Mick Hume i sin nye bog.

Oprindelig var han trotskist og udgav magasinet Living Marxism. Da det måtte lukke efter en tabt injuriesag, grundlagde han det polemiske internetmagasin Sp!ked, der stadig trives godt.

Han tager udgangspunkt i Charlie Hebdo-massakren og det efterfølgende hykleri med ”Je suis Charlie” – hvor han konstaterer, at mange af dem, der pludselig solidariserede sig med magasinet, med David Cameron i spidsen, hastigt gled tilbage i at kræve forskellige indskrænkninger af ytringsfriheden. Den voksende række af begrænsninger er alarmerende, især i Storbritannien og USA. Det angår den stille krig mod ytringsfrihed, hvor folk som regel begynder med at understrege, at de skam er fuldstændig for ytringsfrihed, og det, de nu vil foreslå, slet ikke har noget med ytringsfrihed at gøre – men det er altså nødvendigt at regulere denne eller hin form for tale.

Det opsamler han i omskrivningen af den berømte talemåde tilskrevet Voltaire: »Jeg foragter Deres standpunkt, men jeg vil til min død forsvare Deres ret til at fremsætte det«.

For tidens ”bagvendt-Voltaire” må dette omskrives til: »Jeg foragter det, du vil sige, og jeg vil kæmpe til ytringsfrihedens død for min ret til at forhindre dig i at sige det«. At de mange, der fremfører sådanne synspunkter, ikke vil indrømme, at de reelt vil indskrænke ytringsfriheden, får Hume til at tale om »den store ytringsfrihedssvindel«.

Den finder han i en forbløffende mængde konkrete sager – fra internettet over universiteterne til fodbold, komik og presse. Den gennemgående linje er, at den nye censur på disse områder ikke som tidligere fremføres af vrisne, bornerte konservative. Den fremføres istedet af velmenende liberals, altså venstreorienterede, der mener, at der er en lang række synspunkter, som almindelige mennesker ikke kan tåle at høre.

På internettet ser han det i kampagner mod trolls – trolde, der dukker op på hjemmesider og i debattråde og siger grove ting og afsporer den seriøse debat. I stedet for bare at ignorere dem er der flere og flere, der forsøger at regulere eller endog lovgive imod dem. Problemet er bare, at det synes lige så vanskeligt at blive enige om en gangbar definition af en troll som af en ”krænkelse” – og når man forsøger, er tendensen, at der kommer for meget med, og at trolls meget let bliver dem, der bare mener noget andet end hjemmesidebestyrere og lovgivere. Derved kommer den afgørende grænse mellem reelle kriminelle trusler og groft sprog til at opløses. For Hume er det snarere hæren af professionelle krænkelsessøgere, der er det reelle problem på nettet, med deres likesstorme mod ulyksalige enkeltpersoner – mere end sølle troldes sporadiske skældsord.

En ny internetbevægelse er ”retten til at blive glemt”, der understøttes af EU-domstolen – eksemplet er pianisten Dejan Lazic, der i 2014 krævede af Washington Post, at en tre år gammel dårlig anmeldelse skulle fjernes fra avisens hjemmeside. EU-domstolen har magt til at beordre aviser til således at slette links til artikler, som folk klager over, og i løbet af kun fem måneder fra domstolens vedtagelse i 2014 rapporterede Google, at man havde fjernet 498.737 links efter anmodning fra domstolen. Argumentet er, at uddaterede eller irrelevante informationer skal kunne fjernes – men kan man stole på domstolens vurderinger af dette? Som Wikipedias grundlægger, Jimmy Wales, argumenterer: »Skaber det ikke snarere orwellske hukommelseshuller, at folk skal være i stand til at bortredigere ubekvem information om dem selv fra offentligheden?«

På universitetsfronten finder Hume studenterbevægelser, der kæmper for frihed fra ytringer snarere end for ytringsfrihed. Et giftigt eksempel er 50-årsfejringen af den berømte Free Speech Movement på University of California i 2014.

Ytringsfrihed angår friheden for de synspunkter, vi hader.

Her hyldede rektor Nicholas Dirks fortidens aktivister, men tilføjede dydigt, at man kun kan have ytringsfrihed, for så vidt som »we feel safe and respected«, og at ytringsfriheden derfor skal dæmpes af civility – anstændighed. Det gav sig samtidig udtryk i, at protesterende studenter fik aflyst et planlagt foredrag af tv-værten og komikeren Bill Maher på grund af hans kritiske syn på islam. Det mente studenterne var »blatantly bigoted and racist«, samtidig med at de hævdede: »It is not a matter of freedom of speech, it's a matter of campus climate« – og at Mahers taletid ville medføre et »farligt læringsmiljø«.

De studerende havde ikke mod til at møde ham i åben debat, men gik den feje vej over en internetkampagne. I sag efter sag viser Hume denne tendens: en bevægelse ved navn No platform fejer henover angelsaksiske universiteter, hvor en lang række synspunkter om religion, pro-Israel, con-Israel, pro-abort, con-abort, køn, politik, etnicitet osv., osv. udelukkes fra campus, fordi de hævdes at hindre de studerende i at være safe og comfortable. Aktivisterne, siger Hume, behandler deres medstuderende som børn, der skal beskyttes, i stedet for at se dem som voksne mennesker, der selv er i stand til at vurdere strømmen af synspunkter. Og i sag efter sag viser universiteterne sig ude af stand til at opretholde akademisk frihed, men bøjer sig ynkeligt for de studerendes censurkrav. Det er naturligvis særlig problematisk på universiteter, hvor muligheden for at tage hvilke som helst kontroversielle synspunkter op til kritisk diskussion udgør en del af selve institutionens formål.

I England er fodboldverdenen blevet næste slagmark for den tavse krig. Lasse Ellegaard hævdede engang, at »fodbold er ikke for de stumme«. Den konstatering kan han snart komme til at revidere. Det er velkendt, at skældsord udveksles blandt spillere på banen, ligesåvel som det er velkendt, at fanklubber synger og har råbekor, der siger mindre pæne ting om modstanderholdene og deres fanklubber. Det er der imidlertid en stærk opinion støttet af den engelske fodboldunion FA, der har sat sig for at ændre på. I oktober 2014 fik Rio Ferdinand, tidligere kaptajn for landsholdet og Manchester United, en dom på tre kampes karantæne og 25.000 pund i bøde – plus pligt til en art høflighedskursus – for en tweet. En modstanderfan havde spydigt sagt om hans hold, Queens Park Rangers, at det manglede en god centerback. Hertil svarede Ferdinand: »Get ya mum in, plays the field well son! #sket«

Så godt som ingen kendte skældsordet ”sket”, afledt af caraibisk slang, ”sketel” for luder – og FA måtte antagelig google ordets betydning, før de afsagde dommen, der svarer til, hvad man plejer at give for temmelig alvorlige forseelser på banen. Men det skete var ikke foregået på banen, men derimod i Ferdinands privatliv. For Hume er det symptomatisk for en bredere tendens, at fodboldforbundet føler sig berettiget til at regulere spilleres private adfærd ud fra det argument, at de er rollemodeller og derfor skal afkræves en særlig reguleret adfærd også i privatlivet.

Et genkommende argument hos Hume er, at sådanne idéer afspejler en grotesk opfattelse af almindelige mennesker – i dette tilfælde fodboldfans: De er naive robotter, der uden videre blindt vil handle efter deres idolers udtalelser. Bizarre exksempler er legio: Tottenham Hotspurs har en gammel tilknytning til jødiske miljøer i nord-London og deres fanklub kalder og synger om sig selv som Yid Army. Det har FA nu forbudt med henvisning til at Yid er et skældsord.

De dydige bagvendt-Voltairer vil generelt udrydde felter i samfundslivet, hvor der af den ene eller anden grund har været tradition for særlig fri tale – ud fra en idé om, at alt socialt samvær skal være, som når den liberale elite selv holder middagsselskaber. Reelt er der tale om, at denne elite er rædselsslagen ved tanken om at overlade almindelige mennesker til at bero på deres egen dømmekraft – for så vidt er det en videreførelse af den gamle konservative elites skræk for masserne.

Den gamle marxist Hume foretrækker derimod at stole på, at masserne er myndige personer, der faktisk er i stand til at orientere sig i mediestrømmen, og som ikke blindt foretager sig forrykte ting, fordi de hører et farligt ord. Han mener, det er forkert, at masserne lider af fobier eller patologiske benægtelser – de har bare anderledes synspunkter. Hans mangfoldige eksempler overbeviser om, at hvis man først går ind på, at der er synspunkter, der bør bringes til tavshed, så er der ingen grænse for, hvor krænkelsessøgerne slår ned næste gang – og den diskuterende offentlighed vil stadig mere blive snævret ind mellem væksten i mærkværdige tabuer. Imod det holder Hume sig til de klassiske ord fra den amerikanske højesteret – at ytringsfrihed angår friheden for de synspunkter, vi hader.

Er det sådan, at Hume og hans anstændige modstandere har hvert sit grundlæggende menneskesyn? Fortalerne for forbud synes at mene, at mennesket med korrekt input kan socialiseres fuldstændig væk fra enhver ubehagelig tanke eller handling – og at ethvert ”farligt” ord, der kan hindre denne løbende opdragelse af masserne, må forhindres.

Hume, derimod, synes at hævde en antropologi, hvor mennesket ikke på denne måde kan formes til bunds, og hvor der aldrig kan opnås fuld enighed om, hvad der er ubehagelige tanker og synspunkter. Sådanne synspunkter kan derfor aldrig udryddes, men behandles bedst i den fri, offentlige debat.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Befolkningsudskiftning

Morten Uhrskov Jensen
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej?

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.

Blog: Et pudseløjerligt valg

Morten Uhrskov Jensen
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her