*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Forunderlig højesteretsafgørelse

Injuriesagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen sænker en tung skygge over Højesteret. Flertallet bag dommen kolliderer både med juraen og med retsfølelsen hos dem, der har sat sig ind i Dragsdahls meritter under Den Kolde Krig.

Grafik: Rasmus Sand Høyer

Højesterets afgørelse af injuriesagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen er forunderlig.

Den samlede Højesteret mener, at Bent Jensen som en kritik af navnlig Dragsdahls brug af kilder og oplysninger havde faktuelt belæg for at skrive, at han »desinformerede«. Ligeledes at der var belæg for at skrive, at han havde konspirativ omgang med KGB. Højesteret anerkender tilsyneladende også, at PET endte med at kvalificere Dragsdahl som (indflydelses)agent for KGB.

Men dommerflertallet mener, at udsagn eller referater af udsagn, hvorefter en person har virket som agent for en fremmed efterretningstjeneste, må forstås som injurierende beskyldninger om strafbart forhold, hvorfor Bent Jensen burde have præciseret, at der ikke nødvendigvis var tale om noget strafbart.

Det er sådan set mærkeligt, at man åbenbart godt må kalde nogen for KGB-agent, når blot det understreges, at der ikke var tale om strafbar agentvirksomhed.

Bent Jensen bygger på udtalelser i PET’s papirer fra overvågningens sidste fase. Her, lige før KGB tilsyneladende opgav Dragsdahl, omtales han som ”agent” og ”påvirknings/indflydelsesagent”. Eksempler: »… hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om«, »I begyndelsen af marts 1983 blev agenten identificeret som journalist Jørgen Dragsdahl.« »… Dragsdahl har … siden 1978 … virket som ”påvirkningsagent” for KGB«, »Den 7/3-1983 blev agenten identificeret som D(ragsdahl)…«, »Der hersker således ingen tvivl om, at D var en dygtig ”agent of influence” …«, »D har som påvirkningsagent haft til opgave … «, »… anses det for påvist, at Dragsdahl har været hvervet af den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, …«, »i 1978 blev Dragsdahl rekrutteret som agent …«, »… Efter at have været hjemme i Centret oplyste … (en afhoppet KGB-oberst, red.) at D nu har agent-status …«, »KGB-residenturets årsrapporter nævner dels D som talentspejder og accessagent, …«, »Der er dog ingen tvivl om, at hans virkelige styrke lå – og vel stadig ligger – som påvirkningsagent qua hans journalistvirksomhed. … I 1978 blev den pågældende rekrutteret som agent. …«.

Efter lang diskussion er juristernes opfattelse (nok) blevet, at straffelovens § 108 næppe giver mulighed for at straffe (indflydelses)agenters desinformation i form af aktiv påvirkning af det danske opinionsmiljø gennem indslusning af propaganda, falske oplysninger, sorterede sandheder osv.

I et demokrati må der således være frihed til at fremkomme med selv de værste fordrejninger, mistolkninger og usandheder, herunder uanset om det sker på tilskyndelse fra en fremmed efterretningstjeneste, og uanset om det sker organiseret som f.eks. af KGB. Derimod antages det, at bistand til en fremmed (fjendtlig) efterretningstjenestes virke her i landet – f.eks. videregivelse af oplysninger om formelle og uformelle magtstrukturer i medierne og de politiske partier samt andre sensitive oplysninger – er strafbar.

På tidspunktet for Bent Jensens artikler om Dragsdahl var det stadig omdiskuteret, hvad der er strafbart efter § 108. Kan det i en situation, hvor den juridiske stilling var usikker endog for jurister, og hvor end ikke PET skelnede i sine dokumenter, kræves, at en historieprofessor begiver sig ud i forklaringer om strafbarheden af forskellige typer af agentvirksomhed? Kan han så injuriesagsøges, hvis hans udlægninger viser sig forkerte?

Højesteretsflertallet tillægger det særlig vægt, at Dragsdahl blev beskyldt for strafbart forhold, efter at PET havde besluttet, at der ikke var grundlag for at afgive indstilling om tiltalerejsning.

Denne præmis er uholdbar. Da Bent Jensen skrev artiklerne om Dragsdahl, vidstes nemlig så godt som intet om PET’s beslutning med hensyn til strafforfølgning. Ved uden begrundelse at forudsætte viden eller burde-viden hos Bent Jensen om indholdet af og grundlaget for denne beslutning går højesteretsflertallet uden for sagens dokumenterede fakta.

Det er vanskeligt at forstå den nænsomhed, Højesteret kræver iagttaget i journalistiske artikler, der pr. definition ikke kan fremtræde med forskningens præcision.

Beslutningen om tiltalerejsning efter straffelovens § 108 træffes ifølge § 110 på højeste politiske niveau nemlig af ministeren. Hvorvidt denne beslutter at rejse tiltale for forhold, PET måtte anse for strafbare og derfor indstiller til strafforfølgning, afgøres ikke nødvendigvis ud fra udsigterne til, om en straffesag har rimelig udsigt til at føre til domfældelse. Således kan behovet for beskyttelse af PET’s kilder være vigtigere end gevinsten ved at få en agent dømt. Endvidere kan udsigten til at overbelaste PET’s ressourcer med komplicerede agentsager spille en rolle. Den tidligere chef for PET Ole Stig Andersen, forklarede endvidere i landsretten, at »Efter sagen mod Arne Herløv Petersen (hvor justitsminister Ole Espersen i en lignende situation ikke ville rejse tiltale, red.) var det helt åbenbart slut med at rejse sager.«

Til rådighed for Bent Jensen var blot et PET-notat vedrørende operation … (dateret 14/1 1986), hvorefter det i sidste ende af »bevismæssige/politiske grunde« blev besluttet »ikke at rejse tiltale«. Hvad PET besluttede at indstille med hensyn til en evt. tiltale, fremgår ikke. Hvad grundlaget var for, at PET muligt ikke indstillede til, at der rejstes tiltale, var også ukendt. Og hvad evt. ministerens begrundelse var for ikke at indlede straffesag uanset en evt. indstilling herom vidstes intet.

Hvor meget kan i øvrigt kræves af en historieprofessor, der skriver om sine krystalklare arkivfund i pressen, i henseende til hvad han samtidig skal forklare læserne om de straffeprocessuelle regler omkring anvendelsen af straffelovens § 108? Hvordan skal han omsætte de juridiske finurligheder til pressens populariserende fremstillingsform, så også dommere vil være tilfredse med det?

Hvad historieprofessoren derimod med sikkerhed kunne konstatere på tidspunktet for hans avisartikler var, at PET fra midten af 1980’erne, hvor man havde opnået klarhed over Dragsdahls aktiviteter, omfattende karakteriserede Dragsdahl som ”agent” og ”indflydelses/påvirkningsagent”. Endvidere kunne professoren konstatere, at PET handlede i henhold hertil ved at informere foresatte, sideordnede og udenlandske myndigheder om denne konklusion.

Det er vanskeligt at forstå den nænsomhed, Højesteret kræver iagttaget i journalistiske artikler, der pr. definition ikke kan fremtræde med forskningens præcision, over for netop en person som Dragsdahl.

Denne kollaborerede trods alt fordækt med en modbydelig og efter dansk standard kriminel organisation som KGB, der har millioner af menneskeliv på samvittigheden, imod sit fædrelands lovlige regering og til skade for sårbare sovjetiske dissidenter.

Men fremtrædende og endnu fungerende politiske figurer løb jo altså i 1980’erne imponerede rundt i hælene på Dragsdahl, og flere af dem (inklusive Folketingets formand Mogens Lykketoft) støtter ham endog den dag i dag. At anerkende PET’s vurdering af, at Dragsdahl kort og godt var KGB-agent, ville være det samme som at diskreditere disse medløberes dømmekraft, dvs. udgøre dommercensur på politikeres lødighed. Dette er en højst ubehagelig situation for en højesteretsdommer.

Sagen sænker en tung skygge over Højesteret. Højesteretsflertallet har taget objektivt fejl af, hvad Bent Jensen kunne vide om PET’s indstilling med hensyn til strafforfølgelse, og demonstrerer manglende indblik i den praktiske virkelighed på sagens område, herunder i forholdene med hensyn til retsforfølgning af KGB-agenter. Derfor kolliderer flertallet både med juraen og med retsfølelsen hos dem, der har sat sig ind i Dragsdahls meritter under Den Kolde Krig.

Dragsdahl mener for sit vedkommende, at han nu ikke mere var KGB-agent. Men dommen ændrer jo altså ikke ved, hvad PET vurderede, om end det ikke er bevist offentligt, at han gjorde noget strafbart.

For retssikkerheden, historieforskningen og researchjournalistikken er det i øvrigt fatalt, at en seriøs historiker lades i stikken af domstolene efter 8½ år med en rent ud uoverkommelig retssag anlagt af en useriøs person, der fik lov til at belaste processen med mængder af krumspring, herunder over et halvt tusinde siders bilag, samtidig med at historikerens dokumentation blev borte eller makuleredes hos den involverede danske myndighed, PET, hvor hans computer forunderligt nok også forsvandt undervejs.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Værnepligt uden militær betydning

Flemming Vinther, fmd. f. fagforeningen for hærens værnepligtige, konstabler og korporaler

Mikkel Vedby Rasmussen, professor, Københavns Universitet

Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu

Egnsteater har stor succes med eksport til hovedstaden

Traditionelt set er det Det Kongelige Teater, der tager ud i provinsen og viser dets teaterstykker frem. Det har Fredericia Teater lavet om på. Med dets Disney-musicals har teatret to somre fyldt Det Kongelige Teater i København. Fredag havde de premiere på den tredje, ”Klokkeren fra Notre Dame”.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Tak til de danske skatteydere

Mikael Jalving
Jeg stirrede på hans kontrafej, den kæmpe næse i midten af det kødfulde ansigt. En smuk mand, ja, på samme måde som skuespilleren Denzel Washington, skønt hans storhed var ikke skuespil, men åndelighed indlejret i musik.

Debat: Din ferie kan redde natur – eller rydde den

Sophie Rytter | Thomas Ravn-Pedersen
Vores rejselyst presser klima og natur. Nu har FN sat kursen mod mere ansvarlig turisme.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her