*

Kronik

Hvordan bekæmper vi antisemitismen

I samme uge som Europa fejrer 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig, gøres i Jerusalem et forsøg på at forstå, hvordan det syv årtier gamle løfte ”Aldrig mere” synes at være henvist til historiens sidelinje.

I dag samles 800 delegerede fra 51 lande, heriblandt fra Danmark, i Jerusalem. Ikke for at nyde det solrige israelske majvejr, men for at diskutere den formørkelse, der gennem den seneste tid har kastet sin faretruende skygge over det europæiske kontinent på ny. Her indledes The 5th Global Forum for Combating Antisemitism (GFCA) for at imødegå den fornyede trussel mod jødiske samfund og jøder generelt i hele verden, en trussel, som vi havde håbet, var definitivt forvist til fortiden.

I samme uge, som Europa fejrer 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig, gøres et forsøg på at forstå, hvordan det syv årtier gamle løfte ”Aldrig mere” synes at være henvist til historiens sidelinje.

For tre måneder siden blev Dan Uzan myrdet foran synagogen i Krystalgade i København af én eneste grund: fordi han var jøde. Af samme grund blev fire jøder myrdet i et supermarked i Paris i januar, i færd med at købe ind før den jødiske sabbat. Før det var vi vidner til mordene på fire mennesker på det jødiske museum i Bruxelles i 2014. I 2012 blev tre skolebørn og en rabbiner myrdet på en jødisk skole i Toulouse. Skolens rektor var vidne til, at morderen fastholdt hans otte-årige datter, Miriam Monsonego, som han derpå henrettede med et skud i hovedet på klos hold.

Det er ikke tilfældigt, at morderne i Paris og København gik efter symboler på ytringsfriheden og derefter jøderne.

Antisemitismen er ulig de andre former for intolerance og diskrimination, vi kender. Den er Europas og vores kulturs oprindelige had. Den eksisterer i såvel de samfund, hvor der er jøder, og der hvor der ikke er jøder.

Antisemitismen giver jøderne skylden for at stå bag såvel den globale finanskapitalisme som verdenskommunismen. Jøderne er både udspekulerede, magtfulde manipulatorer, der står bag 9/11, og beskidte hunde, aber og svin uden menneskelige karakteristika.

Hadet til jøder er et organiserende princip i en sindsforstyrret fantasi, der ikke lader sig påvirke af fakta og fornuft.

Antisemitismens udtryk er vold. Dens endestation er altid blod og mord. Afdøde professor Raul Hilberg, en af Holocaust-forskningens største skikkelser og forfatter til hovedværket ”The Destruction of the European Jews” fra 1961, har indsigtsfuldt påvist, at antisemitismen i Europa frem til 1945 gennemgik tre faser: Tidligt i Middelalderen lød det, at jøderne ikke måtte leve iblandt de kristne som jøder – med kravet om konvertering til følge. Dernæst lød det fra magthaverne i Senmiddelalderen, at jøderne ikke måtte leve iblandt dem i det hele taget – hvorpå udvisninger og deportationer blev konsekvensen. Endelig besluttede nazisterne at sige til jøderne: I må ikke længere leve. Holocaust og mordet på 6 millioner jøder var en realitet.

Her står vi 70 år senere. Igennem de seneste år har der været en betragtelig stigning i antisemitisk vold mod jøder og jødiske samfund, institutioner, skoler og synagoger i Europa og på globalt plan. I Danmark registrerede Det Jødiske Samfund 53 antisemitiske hændelser i 2014; en stigning på 21 pct. sammenlignet med året forinden. 75 pct. af de registrerede hændelser i 2014 fandt sted i juli og august, og altså samtidig med krigen mellem Israel og Hamas, hvilket understreger, hvad vi ved: at danske og europæiske jøder gøres personligt og kollektivt ansvarlige for staten Israels politik og handlinger. Carolineskolen, den jødiske skole i København, blev i juli 2014 udsat for hærværk, og ukendte gerningsmænd skrev ”zionistsvin” på skolens mure, hvilket er en kvalmende påmindelse om dette. For blot få uger siden blev kosherbutikken i København overmalet med antisemitisk graffiti.

I Europa er jøder blevet udsat for hadefuld tale og ækle tilråb, personlige overfald og fysiske angreb, altimens synagoger og begravelsespladser er blevet skændet. BDS-kampagnens (Boycott, Divest, Sanctions) orwellianske nysprog vinder frem, hvorved det er blevet comme il faut offentligt at nægte Israels ret til at eksistere som det jødiske folks nationalstat. Sommeren 2014 var vidne til et udbrud af protester, gennemløbet af antisemitisme, i store europæiske hovedstæder på en skala, som vi ikke har set i årtier. I dag kan jøder mange steder i Europa ikke længere offentligt identificere sig netop som jøder, uden helt oplagt at frygte for deres sikkerhed. Jihad-terroristers tilbagevenden til Europa fra Syrien og andre steder udgør en enorm sikkerhedstrussel, først og fremmest mod de jødiske samfund. En nylig rapport fra The Kantor Center for the Study of Contemporary European Jewry ved Tel Avivs universitet, i samarbejde med European Jewish Congress, viser, at der blev begået 766 voldelige antisemitiske angreb i Europa i 2014 mod jøder eller jødiske institutioner, hvilket er en stigning på 38 pct. i forhold til 2013.

Undersøgelser fra 2013 og 2014 fra respekterede internationale NGO’er og mellemstatslige institutioner såsom Anti-Defamation League i USA og EU’s Agency For Fundamental Rights understreger, at de jødiske samfund i store dele af Europa er truet såvel fysisk som på deres helt basale rettigheder.

I mange europæiske lande viser systematiske opgørelser fra de statslige sikkerhedsmyndigheder, at antallet af antisemitiske overgreb mere end fordobledes i sammenligning med det forrige år. I mange lande er andelen af jødiske ofre for hatecrimes (ud af det samlede antal hatecrimes mod alle minoriteter) langt højere end andelen af jødiske borgere i forhold til den samlede befolkning i de lande.

Positivt skal det noteres, at politiske ledere fra det internationale samfund i 2014 trådte frem for i klarsprog at fordømme udviklingen og antisemitisme, såsom statsoverhoveder, regeringsledere og udenrigsministre fra Tyskland, Frankrig, Italien og ikke mindst Danmark. Efter terrorangrebene i København i februar og mordet på Dan Uzan udtalte både statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Martin Lidegaard stor sympati og støtte til Det Jødiske Samfund.

I august udtalte FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, at han var dybt bekymret over stigningen af antisemitiske angreb, særligt i Europa. Dette blev fulgt af et særligt møde i FN’s generalforsamling 22/1, som bad alle FN’s medlemslande skride til handling for at standse spredningen af antisemitisme.

Men nationale regeringer og internationale organisationer kan ikke alene løse dette problem, som er grundfæstet i Europa. En række arbejdsgrupper på GFCA i år vil nedfælde en handlingsplan for bekæmpelsen af antisemitisme. Der vil være tematisk fokus på forskellige aspekter ved den aktuelle antisemitisme såsom den, der er forklædt som antizionisme og delegitimeringen af staten Israel; antisemitisme på internettet og i medierne; og Holocaust-benægtelse og -relativisering. Der vil endvidere være fokus på forskellige redskaber til at konfrontere antisemitisme, såsom lovgivning, retlige midler og ordenshåndhævelse, dialog mellem trosretninger, og uddannelse med fokus på tolerance og gensidig respekt.

Denne indsats stopper næppe forhærdede, aktive antisemitter, men det vil give værdifuld indsigt til alle andre om det patologiske had, vi er oppe imod. De europæiske regeringer og myndigheder må under alle omstændigheder beskytte deres jødiske borgere med det nødvendige sikkerhedsopbud og slå kompromisløst ned på ethvert angreb.

Et af hovedbudskaberne på dette års Global Forum for Combating Antisemitism er, at antisemitismen ikke kun er en trussel mod det jødiske folk. Truslen retter sig mod vores frie, åbne samfund, hvor jøderne udgør en seismografisk gruppe, i forhold til den generelle trussel mod friheden, åbenheden og tolerancen.

Den jødiske minoritets generelle sikkerhed og frihed i ethvert samfund er en god indikation for, hvorledes de demokratiske frihedsrettigheder har det generelt. Det er ikke tilfældigt, at morderne i Paris og København gik efter symboler på ytringsfriheden og derefter jøderne.

I antisemitternes verden er jøderne, ligesom den frie presse, repræsentanter for demokrati, oplysning og modernitet. Antisemitismen er så at sige indgangsporten.

Hinsides dén ligger enden på det frie, tolerante samfund og forfølgelsen af andre etniske, religiøse og seksuelle minoriteter.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Vi er i utakt med naturen
Marie Raes, kostvejleder, Hedevang 4, Vrads Bryrup
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Brexit, Trump og hvad så?

Morten Uhrskov Jensen
Fremtiden er lige rundt om hjørnet. Vil du være med på vognen?

Blog: Lad os få noget mere kritisk sans i medierne

Josephine Fock
Kan det virkelig passe, at der skal et Detektor-program til, før medierne vil forholde sig kritisk til regeringens spin? Sagen om PSO-ordningen kunne desværre tyde på det.

Blog: Vil Thulesen Dahl være statsminister redde Danmark?

Rune Toftegaard Selsing
Der er en grund til, at Thulesen Dahl ikke forlanger reelle stramninger af udlændingepolitikken.
International debat
Kommentarer
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her