*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Bent Jensen-klikens stammedans

Endnu engang har Bent Jensens sympatisører optrådt med vildledning. For dem er fælles tro vigtigere end sandheden.

Festligt er det unægteligt, når Bent Jensen og hans klike optræder i medierne. Det sker folkeligt med farverigt sprog og masser af knaldperler i argumentationen. Men det er også en stammedans, der appellerer til fælles tro og set med kritiske øjne bygger på løgn.

Efter en længere pause er ritualet blevet genoptaget i kronikken 13/3 af Jens Gregersen. Umiddelbart virker det informativt: Ganske urimeligt hemmelighedskræmmeri fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) udstilles i hans beretning med henvisning til, at man både i Norge og Storbritannien giver adgang til arkivmateriale, som er utilgængeligt i Danmark. Man får det indtryk, at Bent Jensen bliver ofret i retssagen, som jeg nu ved Højesteret fører mod ham, fordi han har kaldt mig agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Bent Jensen har nemlig fra sine arkivstudier kendskab til beviser, som PET ikke vil lade ham bruge. Men, heldigvis, har han nu fra et britisk arkiv fremskaffet dokumenter, som PET skjuler.

Ud fra Gregersens kronik må man tro, at ond vilje er årsagen, når PET ikke vil frigive dokumenter til brug i retssagen. Det oplyses ikke, at PET faktisk har afklassificeret nogle hundrede sider, som nu er bilag i sagen. Intet tyder på, at der i resten af arkivet gemmer sig knusende beviser. Bent Jensen har beskrevet stadigt klassificerede dokumenter for sin sagfører – ifølge PET i strid med straffeloven – og denne har beskrevet dem for retten.

Det er også en stammedans, der appellerer til fælles tro og set med kritiske øjne bygger på løgn.

Det er centralt for Bent Jensen-stammen, at den beskylder PET for unødigt hemmelighedskræmmeri, så det er kedeligt, at ingen fra PET eller andre med indsigt i arkiverne tager til genmæle. Det er direkte skændigt, at journalister ikke har leveret en uafhængig opklaring. Men PET har faktisk gode argumenter, og Bent Jensens krav er yderst betænkelige, vurderet ud fra hensynet til retssamfundet. PET’s ”åbenhed” har allerede ved en fejl afsløret en person, som samtidigt betjente både KGB og PET. Man har også fået afsløret et hemmeligt teknisk samarbejde med USA angående rumaflytning af den sovjetiske ambassade. Hvis man husker, at grundloven beskytter fortrolig kommunikation mellem borgerne, så er det vel problematisk, at Jensen kan få udleveret aflytningsrapporter. Jeg tvivler på, at domstolen, som oprindeligt gav PET lov til aflytning, samtidigt tillod, at indholdet senere, ud fra en rent administrativ beslutning, kunne spredes til en større offentlighed.

Gregersen bekymrer sig for Bent Jensens ret til forsvar, men hvad med mine rettigheder, så der kan være lighed mellem os? Hele sagen blev startet, fordi han anklagede mig for agentvirksomhed. Men jeg har ikke fri adgang til PET’s arkiv, og derfor er mit forsvar mod hans anklager ret svært. Dertil kommer, at professoren ud fra sin privilegerede adgang har fremsat usande påstande angående arkivmaterialet, og at han, ifølge Justitsministeriet, med sine anklager har brudt forvaltningsloven. Som kontrast til PET’s hemmelighedskræmmeri fremhæves, at det norske sikkerhedspoliti PST har givet adgang til ”flere tusinde” sider efter et engelsk universitet gav norske journalister adgang til det såkaldte Mitrokhin-arkiv. Igen er Gregersens fodarbejde så hurtigt, at det kan bedrage.

Arkivet bygger på håndskrevne referater af dokumenter i KGB’s arkiv foretaget af en KGB-arkivar, Vassilij Mitrokhin. Materialet blev overgivet til den britiske efterretningstjeneste MI6, hvorefter notaterne blev skrevet på maskine. Det er unægteligt interessant stof, som bl.a. ligger til grund for to bøger skrevet af Mitrokhin i samarbejde med den britiske historiker Christopher Andrew. Men Gregersen skjuler, at materialet skal behandles med stor agtpågivenhed.

Gregersen hævder, at Mitrokhins oplysninger er korrekte »helt ud i detaljen«. Men han oplyser ikke, at universiteterne, som giver adgang til noget af materialet, påpeger, at der er store kildekritiske problemer. Mitrokhin selv har indrømmet, at notaterne kan være upræcise. I deres bøger påpeger Mitrokhin-Andrew-parret desuden: »Det er også vigtigt, at selv når KGB rettede sin opmærksomhed mod bestemte personer, og de måske fik kodenavne, så er det ikke ensbetydende med, at de navngivne personer var bevidste agenter eller kilder – eller at de blot var opmærksomme på, at de var udvalgt til rekruttering eller operationer med henblik på politisk indflydelse. Desuden betyder den kendsgerning, at en person har givet støtte til et standpunkt, som var favorabelt for Sovjetunionen, ikke nødvendigvis, at denne person var agent eller indflydelsesagent for KGB«.

Det største problem med Mitrokhin-arkivet er, at det afspejler indholdet i KGB’s arkiv. Det er kendt fra bl.a. mange afhopperes beretninger, at KGB’s udsendte overdrev deres bedrifter. Der skete falsk rekruttering af agenter, så centralt planlagte planmål kunne opfyldes. Penge til agenter havnede i egne lommer. Indberetninger skulle behage de politiske ledere, ikke afspejle virkeligheden osv.

Gregersen påpeger, at den norske avis Dagbladet har bragt mange artikler, som bygger på Mitrokhin-materialet, men han fortier, at avisen også har påpeget, at det indeholder fejl og eksempler på KGB-officerers overdrevne indberetninger.

Gregersen gør PST til et forbillede, som på grund af adgang til tjenestens arkiv sætter PET i skammekrogen. Men han oplyser ikke, at de frigivne dokumenter, hvis man skal dømme ud fra det offentliggjorte, primært gælder afdøde og dømte personer. Desuden har PST foretaget censur af materialet. Det er altså ikke klart, at Bent Jensen ville få bedre beviser mod mig, hvis PET fulgte PST’s eksempel.

Gregersen nævner, at der nu i retssagen er fremlagt to dokumenter fra Mitrokhin-arkivet. Reelt er det nogle små tekststumper, som næsten intet nyt indeholder.

Det ene hævder, at KGB har fremstillet et angiveligt amerikansk militært dokument, som har betegnelsen FM 30-31B og beskriver, hvordan amerikanske agenter kan anstifte terroraktioner, som venstrefløjen får skylden for. Ifølge Gregersen har jeg med henblik på dets udbredelse »udfoldet store anstrengelser«. Hvad disse ord dækker over, aner jeg ikke, men han overser, at Bent Jensen har beskyldt mig for ”dezinformatsija” – altså bevidst videregivelse af falske informationer. Selv hvis KGB har fremstillet dokumentet, beviser Mitrokhin-notatet ikke, at jeg var bekendt med det. Man kan tværtimod notere, at Mitrokhin ikke knytter mig til udbredelsen af det – hvad hovedkilden bag Bent Jensens anklager mod mig, dobbeltagenten Gordievskij, heller ikke har gjort. I øvrigt er det meget bemærkelsesværdigt, at Mitrokhin-Andrew-parret ikke nævner FM 30-31B i deres bøger, så måske er der kildeproblemer, som Gregersen ikke indvier os i.

I forbifarten bør det nævnes, at FM 30-31B fortsat af nogle forskere og journalister anses for ægte. Det spiller således en rolle i den amerikanske journalist Paul Williams’ bog om USA's aktiviteter i Italien, ”Operation Gladio”, som netop er udkommet. Frigivne amerikanske dokumenter viser desuden, at den amerikanske hærs ledere havde godkendt falskflag-terror i selve USA, som skulle give en begrundelse for invasion af Cuba.

Det andet fremlagte Mitrokhin-dokument end ikke hævder, at jeg er agent, idet notitsen, som fylder fem linjer og er udateret, blot vagt hævder, at jeg er blevet brugt til »aktive foranstaltninger«. Det er ikke nyt, at KGB-officerer i København har påstået det i deres indberetninger, og det er også indrømmet, at det blot var pral. Helt underholdende er det, at notitsen nævner, hvordan et besøg af amerikanske eksperter har bidraget til, at den danske regering distancerede sig fra Nato. Men KGB tager åbenbart ikke æren for dagbladet Informations invitation til bl.a. tidligere vicedirektør i CIA, Herbert Scoville og samme tjenestes fhv. ekspert i psykologisk krigsførelse Arthur Macy Cox.

Som det fremgår af mit samtidige interview med dem, kritiserede de, at Danmark ikke engagerede sig nok i Natos beslutningsprocesser. De fandt, at vi havde et »letsindigt forhold« til vore forpligtelser, og de var under besøget stødt på »åbenbar ansvarsløshed«. (Se interview på http://www.dragsdahl.dk/A19791013.htm).

Indrømmet. Under stammedansen har andre fra kliken leveret mere direkte løgn end Gregersen, som primært er uhyrligt ensidig. Men til fælles har de alle foragt overfor menigheden, som de henvender sig til. Hvorfor ellers denne letsindige håndtering af virkeligheden?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Politikerne tager røven på os

Lars Boje Mathiesen
Selvom især de borgerlige partier gerne profilerer sig i medierne på en stram kurs overfor kriminelle udlændinge, så sker der absolut ingenting.

Blog: Grænseforening uden Grænser

Mikael Jalving
Grænseforeningen fremstår i dag som en vækkelsesbevægelse for menneskerettigheder, minoriteter og asylindvandring.

Blog: Diskrimineres sorte amerikanere af politiet?

Morten Uhrskov Jensen
Nej, er det korte svar. Ikke når man ser på tallene.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her