*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Den vedtagne foragt for fædrelandet

Lektien fra integrationsministeren i maj 2002 var fortsat gældende10 år efter. Jesper Langballe og jeg kunne rase og regere, for ikke sandt: Hvad er Danmark andet end en provins i FN eller EU?

Jeg husker endnu tydeligt de første dage i maj 2002. Det handlede om en udlændingeaftale med den nyligt tiltrådte regering Fogh Rasmussen, og aftalen skulle sluttes mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

Det var jo derfor, Dansk Folkeparti havde fået store stemmetal ved folketingsvalget og var blevet fundament for regeringen Fogh Rasmussen.

Spørgsmålet om den ukontrollable indvandring i en gammel nationalstat, som den katastrofale udlændingelov af 1983 havde sat i gang, havde med god grund opskræmt danskerne, og Dansk Folkepartis opgave var at standse indvandringen.

Det vidste vi. Det var på grund af dette nationalt skæbnesvangre forhold, at Jesper Langballe og jeg havde sagt ja til at stille op til Folketinget, og som alle andre var vi opsatte på, at der skulle ske noget. Det var for at udvirke dette, at vi denne majdag spadserede ad Holbergsgade mod Integrationsministeriet.

Egentlig var det Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup, der skulle have forhandlet en udlændingeaftale på plads med integrationsminister Bertel Haarder.

Men Pia Kjærsgaard og Bertel Haarder havde en meget dårlig ”kemi”, hvorfor forhandlingerne ikke var kommet ud af stedet. Vi hørte om det. Og Jesper og jeg tillod os at fortælle, at vi kendte Bertel Haarder fra tidligere og havde haft mange drabelige drøftelser med ham om kristendom og danskhed og var villige til at slås med ham om den sag, der var eneste årsag til, at Jesper og jeg nu sad på Christiansborg.

Det endte med, at vi blev bedt om at være en del af Dansk Folkepartis forhandlingsdelegation, og sammen med Peter Skaarup og sekretær Anders Skjødt spadserede vi denne første dag i maj 2002 hen ad Holbergsgade for at tage livtag med VK-regeringen om Danmarks fremtid som nationalstat.

Bertel Haarder tog naturligvis venligt imod os. Vi skulle jo være på samme fløj. Vi var alle interesserede i at få de katastrofale forhold vedrørende den udlændingelov af 1983, der var i færd med at forvandle en nationalstat til et indvandrerland, sat på plads.

Men der er én ting, der skal stå fast, sagde Bertel Haarder til os ved indledningen af drøftelserne. De internationale konventioner må ikke røres.

Jeg husker det endnu. Jesper og jeg kiggede på hinanden. Jamen, hvis de internationale konventioner er hellige og urørlige, så er det jo ikke Danmarks ve og vel, der sætter dagsordenen. Så er det den internationale ”dagsorden” – hvad det så ellers er for en. Hvis de internationale konventioner skal trumfe Danmarks eksistens og interesse, så er Danmark jo i realiteten reduceret til en biting.

Vi så på hinanden. Vi fremførte også adskillige kritiske bemærkninger til integrationsministerens helliggørelse af de internationale konventioner. Vi mente jo, at det var for Danmarks skyld, vi førte politik. Men trods vores erklærede kritik og modvilje havde vi ikke magt og mulighed for at få gennemført, at Danmarks interesse er vigtigere end de internationale konventioner.

For det er jo denne modsætning, der bliver stående. Hvis Danmarks interesse er afgørende, er internationale konventioner ikke urørlige. Men hvis de internationale konventioner er afgørende, er Danmark reduceret til et mindre vigtigt og væsentligt anliggende.

Enten-eller! Dette forsøgte Jesper Langballe og jeg at få Bertel Haarder til at begribe. Men vi havde ikke magt til det, og resultatet blev en udlændingeaftale af 6. maj 2002, der betegnede et stort fremskridt i forhold til de hidtidige forhold på udlændingeområdet, men som på afgørende forhold ikke fik sat skellet, hvor det skal stå – med Danmarks interesse som nationalstat som det afgørende og internationale konventioner som pynt eller skum på bølgen.

Og dette står tilbage her 12 år efter udlændingeaftalen. Enten Danmarks interesse som nation som udgangspunktet. Eller alskens internationale konventioner om dit og dat, der reducerer fædrelandet til en internationaliseret provins.

Enten-Eller!

Der er tale om en grundskade ved dansk politik. Der er tale om, at Danmark af det sværmeriske EU og FN har ladet sig lokke eller tvinge til at udgøre et uselvstændigt område, der ikke skriver sin egen dagsorden.

Ja, den vedtagne foragt for fædrelandet.

I 10 år oplevede Jesper Langballe og jeg denne virkelighed, og den sidste dag, jeg havde i Folketinget, blev den umisforståeligt bekræftet. Det var den 1. juni 2011. Det handlede om FN’s konvention om begrænsning af statsløshed, hvor denne FN-konvention tvang Danmark til at udstede dansk indfødsret til unge statsløse, der var født i Danmark – på trods af at grundlovens paragraf 44 fastslår, at »ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«, og at altså det danske folketing alene kan tildele fremmede indfødsret. Disse unge statsløse kunne have søgt om indfødsret på vanlig vis. De ogFolketinget kunne have respekteret grundloven og dermed Danmark.

I stedet kapitulerede man over for en FN-konvention, der fratog Danmark eneretten til at meddele dansk indfødsret.

Jeg havde på vegne af Dansk Folkeparti stillet forslag om at opsige FN-konventionen. Jeg havde fulgt sagens forløb og konstateret, at konventionen var blevet vedtaget i 1977 i en sky af fraser, som slet ikke forholdt sig til sagen selv: den danske grundlovs eneret til at meddele dansk indfødsret.

1. juni 2011 debatterede Folketinget dette forslag om opsigelse af FN-konventionen, der forgreb sig på den danske grundlov, og som ordfører for Dansk Folkeparti sagde jeg: »På denne måde tyranniseres vi i dette land af en mængde fromme hensigter, konventioner og internationale aftaler, som vi falder på maven for. Her er det altså FN.

Det kunne lige så godt være EU, for også EU er en international instans, der er overnational, og som et lille flinkt land tilpasser sig og siger ja og amen til. Jævnfør hvordan EU-Domstolen tyranniserer dansk udlændingelovgivning og påtvinger os forhold, som vi har sagt nej til. Tænk på navne som Metock og Zambrano. Tænk på, hvordan vi umyndiggør os selv i det ene tilfælde efter det andet, fordi vi så gerne vil være gode og fromme og derfor opgiver at tænke os om og se virkeligheden i øjnene.

Jeg advarer imod alle gode hensigter og alle overnationale konventioner fra henholdsvis FN og EU. Jeg opfordrer Folketinget til at besinde sig på, at vi sidder her for Danmarks skyld, og at det er den danske grundlov, der i egentligste forstand er vores grundlag og altså grundlov.

Derfor opfordrer jeg Folketinget til at opsige FN-konventionen om begrænsning af statsløshed fra 1961, som Folketinget i den største tåbelighed og overfladiskhed ratificerede i 1977.«

Dette var den 1. juni 2011. Det var mit sidste forsøg som folketingsmedlem på at hævde Danmarks suverænitet. Jeg havde ikke heldet med mig. 18 (DF) stemte for, 91, resten af Folketinget, stemte imod. Ikke sandt, hvad er fædrelandet imod en FN-konvention eller en EU-konvention?

Lektien fra integrationsministeren i maj 2002 gjaldt fortsat. Jesper Langballe og jeg kunne rase og regere, for ikke sandt: Hvad er Danmark andet end en provins i FN eller EU?

Er Danmark danskernes fædreland?

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Derfor er vi ”vilde med dans”
Lars Hovbakke | Sørensen, adjunkt, ph.d. Professionshøjskolen Absalon
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Det radikale blodbad er startet

Jens Kindberg
Nu starter nedsmeltningen hos Det Radikale Venstre

Blog: Det er helt sort

Signe Munk
Jo, Løkke, Pape og Samuelsen. Nedskæringer for 1 mia. på vores uddannelser kan mærkes. Det er helt sort.

Blog: Derfor elsker jeg cykling og hader fodbold

Mikael Jalving
Cykling er konservativt. Den dyrker gentagelsen, vanen, øvelsen, kontinuiteten og respekten for det givne. Cykling er ikke kun en kirke, cykling er også en kongerække.

Karin Riis-Jørgensen: Stor risiko for at Danmark ender på EU's b- eller c-hold

Karin Riis-Jørgensen, tidligere MEP (V), Senior Rådgiver hos Kreab, København K
EU-Kommissionens formand arbejder med en byge af forslag, der skal styrke eurosamarbejdet, hvor Danmark ikke er med. Dermed svækkes Danmarks position i EU.
Annonce
Annonce
Biler
Den praktiske Volvo er på vej og vil være helt sin egen
Volvos nye XC40 er designet til moderne storbymennesker. Derfor er bilen proppet med praktiske detaljer, men også topmoderne teknik. Dansk introduktion til februar næste år. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her