*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Demokrati på de mongolske stepper

Verden har i årevis ignoreret Mongoliet, skønt landet er klasser over sine tidligere sovjetiske, centralasiatiske naboer 25 år efter det fredelige opgør med kommunismen.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Mongoliet er et fornemt eksempel på fredelig omvæltning fra kommandostyre til demokrati i sin region. Nomader på steppen taler om glæden ved at eje deres egne dyr, alle påpeger begejstret friheden til at mene, tro, tænke og tale, som man vil.

Demokratimedaljen har også sin bagside; først og fremmest korruption og skæv fordeling. Men set i et større perspektiv her 25 år efter revolutionen, er det gået over al forventning, og Mongoliet er klasser over sine tidligere sovjetiske, centralasiatiske naboer.

Mongolerne er sociale, omsorgsfulde mennesker med tanke for fællesskabet. De er også ekstraordinært, næsten indædt individualistiske, hvilket nogle regner for arven fra steppen og andre nedladende omtaler som ”nomadementalitet.”

Det gør f.eks. Mongoliets rigeste kvinde, der ejer 400 tankstationer og står for 45 pct. af salget af fossilt brændstof i landet. Hun mener, at mindre byer skal nedlægges og alle flyttes til storbyer. En absurd tanke som hun også er ret alene med.

Der lever knap tre millioner mennesker i Mongoliet, som er godt 1,5 mio. km2 – eller tre gange større end Frankrig; efterhånden bor to tredjedele i byer og én på steppen. Somme nyder godt af begge livsformer.

Mongolerne er veluddannede, mange taler flere sprog, nu om dage også engelsk; og koreansk, for mange unge mænd drager til Sydkorea som migrantarbejdere. Ældre, også nomader, der er uddannet i Sovjetunionen eller DDR, taler russisk eller tysk.

Mongoliet råder over betydelige ressourcer som kul, kobber, guld, sølv, sjældne jordarter og uran. En enkelt kobbermine, Oly Tolgoi i Sydgobi, skal efter planen stå for 35 pct. af Mongoliets bnp om fire år (bnp i 2013 godt 76 mia. kr.).

Verden har i årevis ignoreret Mongoliet, der derfor har udtænkt en enestående udenrigspolitik, ”De tredje naboers politik”, som består i at knytte sig til lande på den anden side af de to dominerende naboer, Kina og Rusland. De tredje naboers politik har hidtil givet sig udslag i betydeligt internationalt engagement: Mongolske soldater har deltaget i FN-missioner i Afrika, Afghanistan og Natos KFOR i Kosovo, og landet er medlem af alle tænkelige internationale fora. Samtidig udnytter præsident Elbegdorj Mongoliets status som overset til at betræde nye diplomatiske stier. Elbegdorj er den første udenlandske statsleder, der har talt til studerende, lærere, politikere og diplomater på Kim Il-sung Universitet i Pyongyang – på betingelse af, at han ikke brugte ordene demokrati og markedsøkonomi.

Så Elbegdorj talte om frihed og fortalte, hvordan den private sektors andel af Mongoliets økonomi er steget fra 10 til 80 pct. på 20 år. Han fortalte om sin første embedshandling som præsident, nemlig afskaffelsen af dødsstraf, og at Mongoliet erklærede sig for atomvåbenfri zone kort efter det fredelige opgør med kommunismen for 25 år siden; samfundsomstyrtende, hvis en nordkoreaner tog ordene i sin mund. Men forhåbentlig stof til eftertanke fra Mongoliets præsident.

Mongoliet tjener desuden som velorganiseret mellemstation for flygtninge fra Nord- til Sydkorea på vejen fra Kina. Og det var i Mongoliets hovedstad, Ulaanbataar, at japanere, der gennem tiden er blevet bortført til Nordkorea, i fjor for en stund blev genforenet med deres slægtninge hjemmefra.

I denne måned er det 25 år siden, daværende leder på Ulaanbaatars universitets afdeling for videnskab og videreuddannelse, Sambuu Lambaa, i ly af natten klæbede regeringskritiske plakater op i gaderne og mødte dødtræt på arbejde om morgenen.

I dag er han seniorrådgiver for parlamentsformanden i Den store Hural og fortæller veloplagt om tiden som revolutionær. Den mongolske folkerepublik var verdens anden kommunistiske stat efter Sovjetunionen. Den Røde Hær støttede revolutionære mongoler i afsættelsen af det buddhistiske styre, som tog magten ved Qing-dynastiets fald i Kina i 1911.

Den kommunistiske revolution i 1921 blev indledningen til 70 år som sovjetisk vasalstat – og bufferstat til Kina. Så på nær de seneste 25 år og en halv snes år fra 1911 og frem har Mongoliet været underlagt enten den ene eller den anden dominerende nabo.

I 1989 stiftede demokratiaktivisterne Mongoliets Demokratiske Union, der naturligvis var ulovlig. Der var demonstrationer foran Ungdomspaladset – nogle dage i 30-40 graders frost.

I spidsen stod 13 studerende, hvoraf flere havde oplevet glasnot og perestrojka under studier i Sovjetunionen.

Mongoliets Demokratiske Union stillede krav til regeringen om frie valg, fri presse, økonomiske reformer mm.

Demonstrationerne og regeringskritikken fortsatte i månedsvis. Nomader, der ikke opfyldte centralmagtens kvoter, kom i fængsel. I den lettere ende var de unge trætte af, at man ikke måtte være langhåret, og at trompetbukser var forbudt. Rolling Stones og Beatles blev ledestjerner i revolutionen.

Den 7. marts 1990 gik studerende i sultestrejke på Ulaanbaatars centrale Sukhbataar Plads. Hundredtusindsvis strømmede til for at se på og støtte de sultestrejkende. Kravet om den kommunistiske regerings afgang var massivt og havde også bredt sig til andre byer.

Det regerende Mongolske Folks Revolutionære Partis politbureau holdt krisemøde og besluttede at skride ind mod demonstranterne. Ordren krævede partichefen Batmönkhs underskrift. Han lukkede sig inde en hel nat for at tænke over det.

Batmönkh nægtede: »Jeg skriver aldrig under her. Vi få mongoler er endnu ikke nået dertil, at vi giver hinanden blodtud.«

Næste dag gik han på tv og erklærede, at regeringen gik af – selvom flertallet af kollegerne i politbureauet var lodret uenige.

»Det var Batmönkhs store fortjeneste, at det gik fredeligt for sig. Derfor har vi også rejst en statue af ham,« siger Lambaa, der siden revolutionen bl.a. har siddet 16 år i Ikh Hural for udløberen af Mongoliets Demokratiske Union, Det Demokratiske Parti, og også været sundhedsminister.

Kort efter Batmönkhs afgang, blev statuen af den sovjetiske diktator Josef Stalin foran statsbiblioteket i UB, som hovedstaden kaldes, væltet.

En af de 13 studerende i spidsen for demonstrationerne for 25 år siden var Mongoliets præsident, Elbegdorj, der i dag er 51 år. Han har siddet i Ikh Hural ad fire omgange siden 1990, han grundlagde Mongoliets første uafhængige avis i 1990, den første uafhængige tv-station i 1994 og medvirkede ved indførelsen af loven om pressefrihed.

Ud over de mærkesager, han nævnte i sin tale i Pyongyang, tæller de bl.a. korruptionsbekæmpelse, miljøet, kvinders ligestilling, et aktivt civilsamfund og ejendomsret.

Elbegdorj er vokset op som nomadehyrde og har arbejdet i en kobbermine. I hæren blev han leder af en revolutionær ungdomsenhed og skrev digte til hærens avis. Det førte til studier i militærjournalistik og marxisme-leninisme på Sovjetunionens Militærpolitiske Institut i Ukraine.

En anden af de 13 studenterledere var Bat-Uul, der efter flere år i landspolitik har været guvernør og borgmester i Ualaanbaatar siden 2012.

Én af hans første embedshandlinger var at fjerne statuen af Lenin – 23 år efter revolutionen. Så af de gamle sovjetkommunisters statuer står nu kun Mongoliets egen stalinistiske diktator, Choibalsan. Bat-Uul ændrede også navnet på UB’s centrale plads fra Sukhbataar, Røde Helt, til Chinggis (Djengis) Khan Plads.

Og så kastede Bat-Uul sig over nutiden. UB er vokset eksplosivt og aldeles planløst siden revolutionen. Nomader, der som følge af dramatiske isvintre på steppen har mistet deres dyr, har slået filtteltet op i teltslummen, der omkranser UB.

I 1990 boede to tredjedele af befolkningen på steppen og én tredjedel i byerne, flest i UB. I dag lever næsten 1,5 millioner mennesker i hovedstaden, som er under enormt pres. Der mangler boliger, kloakker, arbejde, veje, elektricitet, varme o.m.a., hvilket bl.a. har den frygtelige konsekvens, at UB om vinteren nu er verdens mest forurenede by.

Men lokalregeringen går til opgaven med stor energi og mange planer, som tegner godt, og mødes med tillid i befolkningen – i modsætning til de foregående lokalregeringers mangelfulde og lemfældige bestræbelser.

70 års undertrykkende kommunistisk styre med kvoter, kollektiver og tvang har betydet, at de individualistiske mongoler er skeptiske over for topstyret kollektiv tilgang til problemer. Men samtidig savner især folk i byerne forsørgelsen, som Sovjetunionen bandt i halen på det undertrykkende formynderskab, og har endnu ikke helt fundet melodien i den nye virkelighed.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Den amerikanske borgerkrig er ikke forbi

Olav Skaaning Andersen
Trump har vist sig at være problemet. Ikke løsningen.

Blog: Ord har betydning

Holger K Nielsen
Det hævdes ofte, at kun handlinger betyder noget i politik. Hvad man går rundt og siger er ligegyldigt, for det er kun ord.

Blog: JP er mere pluralistisk end Berlingske

Jens Kindberg
Tolerancen og mangfoldigheden har trange kår på Berlingske.
Annonce
Annonce
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her