*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kronik: Slip patrioten ud af skabet

Man bliver ikke mindre verdensborger af at være meget glad for sit eget fædreland. Tværtimod ville det kunne give den folkelige patriotisme nogle ideer at spejle sig i stedet for som nu at svømme hvileløs rundt i folkehavet, skriver kronikøren.

Da Caroline Kennedy for nylig blev spurgt om, hvad hun troede, at hendes mor (Jacqueline Kennedy) ville have sagt til, at hun havde udsigt til en plads i Senatet, svarede hun prompte: »Hun ville have været stolt, for hun var meget patriotisk«. Den patriotisme havde hun ikke fra fremmede. John F.'s mest kendte udsagn (Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land) er også hans mest patriotiske.

Mens patriotisme således er en naturlig og selvfølgelig del af den amerikanske politiske retorik blandt dem, som vil indtage offentlige hverv, er situationen helt anderledes i Danmark. Her har man i de seneste 20-30 år blandt de fleste partiers politikere veget meget tilbage fra at komme med patriotiske ytringer. Politikerne har sikkert fravalgt det patriotiske sprog-repertoire af forskellige grunde. Nogle synes sikkert, at det lyder gammeldags og som noget fra før globaliseringens tid. At være patriot i det 21. århundrede lyder nærmest, som om man ikke har forstået internationaliseringens betydning, synes de at tænke. Andre vil måske nødigt have skudt i skoene, at de skulle være nationalistiske og imod fremmede, og de mener (modsat holdningen i det mere indvandrervenlige USA), at den patriotiske sprogdragt ekskluderer mennesker udefra.

Resultatet er, at det stort set kun er politikere fra Dansk Folkeparti, som artikulerer sig bevidst patriotisk. I befolkningen som helhed trives patriotismen derimod efter alt at dømme lige så stærkt, som den hele tiden har gjort. Da befolkningen imidlertid sjældent hører politikerne udtale sig om, hvad de mener hører god moderne patriotisme til, bliver den folkelige patriotisme udenfor det offentlige rum meget ofte lig med brutal selvhævdelse og alskens tankegods, som hviler på afstandtagen fra alle ”de andre” og de værdier, der opfattes som ikke danske. Engang imellem dukker denne uslebne folkelige patriotisme så frem i medierne, og mange gruer. Det har så efterfølgende som i en egen ond spiral skræmt politikerne over en bred kam fra at komme med udsagn, som kunne opfattes som patriotiske.



Nu banker en alvorlig økonomisk krise på døren i Danmark. Hvis landet skal komme igennem den bare nogenlunde helskindet, vil det indebære et mål af ofre fra alle danskere. Den danske befolkning skal overbevises om, at der må gennemføres initiativer, som mange borgere måske ikke kan se deres egen fordel i. Derfor burde lejligheden være der til, at politikere fra alle partier greb chancen til at artikulere, hvor en god moderne patriotisme efter deres mening ser ud. Hermed kunne de sætte nogle gennemtænkte pejlemærker for, hvad det vil sige at være dansk fædrelandskærlig i det 21. århundrede - på samme måde, som politiske ledere som fx Thorvald Stauning og H.C. Hansen aldrig holdt sig tilbage fra patriotiske ytringer ud fra behovene i deres tid. At Danmark klarede sig helskindet politisk, økonomisk og kulturelt igennem 1930'erne skyldes ikke mindst Staunings appel til det patriotiske fælles danske.

I et interview i Arbejdernes Almanak fra 1939 (gengivet i den såkaldte Demokrati-kanon under afsnittet om Kanslergadeforliget) blev Stauning i den forbindelse spurgt om, hvorvidt han følte sig som patriot, og han svarede:

»Hvis De ved patriot forstår en mand, der elsker sit land og vil arbejde for det efter evne, så vedkender jeg mig at være det.

Jeg har altid følt kærlighed til mit fædreland; men jeg havde ikke mindste respekt for de personer, der i min barndom og ungdom talte store ord om fædrelandet, mens de foragtede det folk, der skabte fædrelandets værdier. Det var personer, der holdt store befolkningsdele nede i elendighed uden den sociale forsorg, som er nødvendig i et godt og velordnet samfund.

I den tid var fædrelandet kun indrettet for de rige; og vi, der hørte til de undertryktes kreds, vi kom til at hade dem, der kaldte sig fædrelandsvenner og betragtede os som fædrelandsløse.

Vi svor, at vi ville erobre plads i dette land, at vi ville omforme det således, at vi kunne føle, at det var vort land og vort hjem. Det er nu sket, og jeg har givet mit bidrag.

Det fædreland, vi har, er folkets, og den danske arbejder er patriot. Han vil netop derfor sætte ind på at gøre landet til et godt hjem for hele den danske befolkning.«



Stauning turde med andre ord tale om fædreland og patriotisme i den betydning, han mente, der burde tillægges begreberne. Han turde vedkende sig en socialdemokratisk farvet patriotisme, som bidrog til at bære landet gennem 1930'ernes krise.

En moderne patriotisme vil ligeledes indebære, at politikerne åbent tør tilkendegive en særlig kærlighed til det land, som er deres. Det kan ske ud fra den tankegang, at man sagtens kan bryde sig vældig godt om andre landes befolkninger, selv om man særligt elsker sit eget land og dets befolkning. Man behøver heller ikke ofre mindre på at hjælpe verdens allerfattigste, fordi man accepterer at ofre noget økonomisk her og nu på vegne af fremtidens borgere i ens eget land. Man bliver desuden ikke mindre verdensborger af, at man er meget glad for sit eget fædreland. Tværtimod ville det kunne give den folkelige patriotisme nogle ideer at spejle sig i stedet for som nu at svømme hvileløs rundt i folkehavet.

I gamle dag var der mange forretningsfolk, som helt åbent vedkendte sig deres patriotisme ved at lade trykke valgsprog om ”laboremus pro patria” (lad os arbejde for fædrelandet), ved at overdrage hele virksomhederne til fonde med det eneste formål at forske til gavn for Danmark, eller ved at iværksætte store privatfinansierede uddannelsesinitiativer til gavn for ungdommen. Det har været en umådeligt stor fordel for det danske samfunds udvikling, at så mange erhvervsfolk i den grad var indstillet på landets ve og vel på længere sigt. Havde de alle dengang tænkt som visse af nutidens bankdirektører, var Danmark ikke blevet det rige land, det er.



Det interessante er i den forbindelse, at det netop er de virksomheder, hvis ledere dengang var de mest patriotiske, som siden viste sig at være de internationalt mest fremgangsrige. Ligesom Kennedy demonstrerede, at patriotisme og internationalt engagement synes at hænge sammen (ja, måske endda ligefrem være hinandens forudsætninger), således er det også de virksomheder, der er født med et stærkt patriotisk rodnet, som senere viser sig at være dem, der kunne klare de stærke vinde på de internationale markeder.



Brygger Jacobsen (far og søn), Tietgen, A.P. Møller og alle de andre patrioter i erhvervslivet befandt sig imidlertid ikke åndeligt vakuum. De havde deres patriotisme fra opinionsledere, som ikke lod den være uudtalt. De var ikke mindst patriotiske, fordi der også var en bred kreds af politiske ledere, som turde udtrykke sig patriotisk.

Hvis politikerne derfor vil have befolkningen til at være mere patriotisk, bør de selv gå forrest. Kennedys eksempel viser som sagt, at patriotisme og moderne internationalt engagement meget vel kan gå hånd i hånd.

Når politikerne særligt skulle vedkende sig en moderne patriotisme i den nuværende situation, er det fordi, den kan være et bidrag til at løse, hvad samfundsforskere kalder kollektive handlingsproblemer. Der er tale om fælles samfundsproblemer, som det ikke er sådan at løse, hvis borgerne og virksomhederne blot fortsætter med udelukkende at pleje deres egen snævre interesser. Et klassisk eksempel er, når enkeltpersonerne i krisetider sparer mere op og bruger mindre, fordi privatøkonomien er usikker.

Der er rationalt for den enkelte, men det er irrationelt for samfundet som helhed, fordi det uddyber krisen endnu mere, end den allerede er. Da Danmark i den grad i 2009 står overfor alvorlige kollektive handlingsproblemer, som kræver opbakning til løsninger i fællesskab af et helt andet omfang end tidligere, tyder meget på, at en moderne artikuleret patriotisme ville være til landets fordel.

Summa summarum: Politikerne bredt i det politiske felt burde i den kommende tid overveje at slippe deres indre patriot løs og lad deres kærlighed til Danmark få mæle. Det ville være fædrelandsgavnligt.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her