*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kronik: Løsladelse, forfølgelse og udrejse

Wolfgang Mayer var leder af den gruppe østtyskere, der for 20 år siden besatte den danske ambassade i Østberlin. I en tidligere kronik fortalte han om selve aktionen. I denne beretter han om tiden, der fulgte, mens kasernestaten DDR gik sin opløsning i møde.

Den 12. oktober 1988 fælder retten i Berlin-bydelen Lichtenberg i DDR en skændig dom: Arco Hoffmann, Helmut Urban, Uwe Küpper, Stefan Wendt, Hilmar Laake og Jörg Dressler bliver hver idømt et års fængsel med en prøvetid på to år. Jeg bliver idømt halvandet års fængsel med en prøvetid på tre år for »ulovlig indtrængen« og »krænkelse af statsvirksomhed«. Og det til trods for, at vi havde fået stillet i udsigt, at vi ikke ville blive straffet, hvis vi straks forlod ambassaden!

Det tager en halv time at oplæse domspræmisserne. Skuffelsen over de milde domme står tydeligt at læse i øjnene på de få Stasi-folk, der er i retslokalet. Vi tilbageholdes i separate lokaler i retsbygningen af robuste Stasi-folk - selv om vi faktisk er på fri fod. På den måde forhindrer Stasi, at vi kan besvare spørgsmål fra pressen og afsløre detaljer om vores besættelsesaktion.

Et par timer senere bliver vi i to minibusser kørt fra retsbygningen til vores hjemby Ilmenau 350 kilometer derfra. Mellem os sidder bevæbnede Stasi-officerer - alle storrygere, så køreturen bliver en tortur. Kl. 23 er vi endelig fremme.

Glæden er overstrømmende; et par flasker mousserende vin fra Krim bliver åbnet. To ægtepar fra vores vennekreds er til stede. De har i timevis lyttet til udsendelser fra vestlige radiostationer, som bringer nyheden om vores løsladelse. Advokat Vogels fejlorientering irriterer os foreløbig ikke nævneværdigt, for der er så meget at fortælle. Det er ikke lige muntert alt sammen.

Jeg får at vide, hvem der har ransaget vores hjem, mens vi var tilbageholdt. Hvor de fem børn var interneret, hvad de havde været udsat for, hvornår og hvordan de blev genforenet med deres mødre. Og at også de var blevet afhørt om natten. »Vi vækker dig hvert 20. minut, hvis du ikke fortæller sandheden!« sagde en Stasi-medarbejder til min 12-årige søn Felix. Jeg fik gåsehud, da Gisela fortalte, hvordan børnene blev revet væk fra deres mødre, fordi de skulle i fængsel.

I den følgende tid bliver vores hjem omhyggeligt overvåget. Den 13. oktober tæller jeg 14 Stasi-bødler i nærheden af vores hus. De overvåger hvert et skridt, vi tager. Selv når vi går i kirke om søndagen. Når det er koldt, byder vi de frysende vagter foran vores dør på varm citronte. De skal mærke, at de har med mennesker at gøre.

I Stasis hovedkvarter i distrikt Suhls største by af samme navn er der lys til langt ud på natten i ugevis. Den lokale chef for det østtyske kommunistparti, SED, skal til Berlin på grund af os og aflægge rapport til politibureauet. Ved billetlugen på hovedbanegården i Ilmenau er der billeder af os. De er forsynet med vore navne. Medarbejderne har strenge ordrer om ikke at give os billetter til Berlin.

Vi ambassadeflygtninge mødes ofte privat, på restauranter eller i naturen. Det er det sikreste for os, vurderer vi. Vi havde vore tvivl, men i vores hjemby skyller en kolossal bølge af sympati os i møde. Derhjemme er der et værre rend: Gæster kommer og går. Og alle ønsker til lykke med sejren over Stasi.

Vi er dog langtfra i Vesten - i det, som vi forstår ved frihed. Nu kæmper vi for ikke at tabe vort mål af syne. Hvordan kan vi én gang for alle undslippe systemet, undertrykkelsens, ufrihedens og censurens system? Det system, der udøver vold mod anderledestænkende? Hvordan kommer vi videre? Hvad stiller vi op? Skal vi forholde os roligt - så roligt som de kommunistiske magthavere ønsker det?

Aldrig i livet! Da vestlige medier har skrevet om vores aktion, så andre gør os kunsten efter. Flere og flere østtyskere flygter til vestlige ambassader. Vi har på fornemmelsen, at en dominoeffekt kan betyde kolossale forandringer. Altså skal flest mulige oplysninger ud.

Vore boliger og telefoner bliver overvåget og aflyttet konstant. Alligevel er det muligt at komme til at tale med venner i Vesten af og til. Ude på bøhlandet arbejder Stasi med enkle metoder. Det lykkes ikke altid at afbryde vores telefonforbindelse hurtigt, især ikke i weekenden.

Den 7. november 1988 ringer telefonen uafbrudt. Dagen forinden havde jeg givet et interview, der blev sendt på DR samme aften. På den måde lykkedes det at få detaljer ud om det, der skete på ambassaden. På baggrund af Vogels fejlorientering vakte interviewet stor opsigt. En telefonsamtale med Jørn Mikkelsen, som nu er ansvarhavende chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, bliver konstant afbrudt; ikke desto mindre lykkes det ham at få oplysninger til sin artikel. Lidt senere ringer advokat Wolfgang Schnur og udbeder sig en skriftlig redegørelse for hændelsesforløbet i ambassaden. Han er ved at drukne i opringninger fra Danmark. Ingen ved, at også han er Stasi-medarbejder.

Den ottepunktserklæring, som vi i fællesskab udarbejder, bliver straks underskrevet af sagens parter. Men Schnur bringer ikke dokumentet, som klart strider imod Wolfgang Vogels version, videre på grund af det kolossale pres, der hviler på ham. Stasi dikterer omgående en tavshedserklæring, som advokat Schnur, min hustru og jeg under trussel om fængsel underskriver. I punkt et i denne erklæring hedder det ordret: »I forståelse med vor forsvarer fremsætter vi ingen offentlige udtalelser.« Pludselig er alle ambassadeflygtninge bevidste om den sprængkraft, som vore svar og kommentarer har i relation til medierne.

Da SED-chefen ikke har meldt klart ud om vore udrejseansøgninger, holder vi os ikke til erklæringen. Advokat Vogel, som har forbindelse til Stasi, truer sine seks klienter med at nedlægge hvervet som forsvarer og presser dem til omgående at dementere indholdet af vores erklæring og bekræfte Stasis version. De holder dog stand.

Den 24. november skal jeg til Berlin - til SED-skarpretter Jürgen Wetzenstein-Ollenschläger! Han belærer mig om, hvordan jeg skal forholde mig. (I 1992 flygter W.-O., der i mellemtiden er blevet Stasi-chef Mielkes forsvarer, med 17 millioner d-mark til Cuba. Den dag i dag er han eftersøgt af statsadvokaturen i Berlin.) Advokat Schnur er med til resocialiseringssamtalen. Han skal lægge en yderligere dæmper på mig.

I den følgende tid bliver vi konstant tilsagt af Stasi. Forsøgene på at skræmme os lykkes ikke, for vi har alt for længe måttet finde os i de sørgelige tricks fra partifunktionærer og Stasi-folk. Julen 1988 er ikke noget at skrive hjem om.

Den 14. marts 1989 læser vi i en avis, at den danske ambassadør har været på afskedsbesøg hos DDR-leder Erich Honecker. »Vi burde pakke nogle ting,« mener Gisela. Vestlige medier havde oplyst, at den danske diplomat skulle blive i DDR, indtil den sidste af os var rejst til Vesttyskland.

»For at forskåne DDR for yderligere politisk skade er det politisk-operativt tvingende nødvendigt at give ægteparret Mayer tilladelse til at rejse fra DDR til Vesttyskland,« anbefaler Stasi-løjtnant Heinze med synlig resignation sin chef, generalmajor Lange (der begik selvmord efter Murens fald).

Den 23. marts kommer det endelig så vidt! Mens vore venner for længst er kommet til Vesten, må vi en sidste gang begive os til amtsforvaltningen, hvor vi så ofte havde siddet over for Stasi-medarbejderne. De sidste formaliteter bliver ordnet; der bliver skrevet og stemplet. I stedet for et normalt pas får vi en id-attest. Og så det vigtigste: den eftertragtede gule fritagelse for DDR-statsborgerskab i A4-format. Det var vidunderligt!

Vores hjem ligner en slagmark. Vi må efterlade møbler og andre større ejendele. Den nye Trabant, som vi måtte vente 14 år på, samt hundreder af bøger og plader er for længst solgt for at skaffe penge. Omkring en snes venner tager afsked med os. Tårerne flyder. Ægte tårer. Vi føler, at man oprigtigt under os flytningen. Vi er henrykte, da venner kører os til toget mod Eisenach i deres biler.

Det kæmpemæssige tog kører af sted. Vores glæde varer dog kun nogle minutter: I Gerstungen, ved grænsen til vores nye hjemegn, skal vi af - med alle vore pakkenelliker. Kun vi må stige ud. Jeg hører en enkelt gjalden. Kun flygtigt registrerer vi en uniformeret flok med kalasjnikovgeværer og afrettede jagthunde. Det er jo det rene vanvid!

Efter et par timer konfiskerer Stasi-snushaner nogle papirer, bl.a. mit studentereksamensbevis. Vi bliver sat på et tog, der normalt kører gennem Gerstungen uden at holde. Bebra - Bad Hersfeld - Fulda - ingen direkte forbindelse til Giessen. Med andre ord til Frankfurt am Main og så endelig til Giessen til den centrale modtagelseslejr for tilflyttere. Det er langfredag, kl. halv et om natten. Børnene er fuldstændigt udmattede, og vi er dødtrætte.

Hvad mon fremtiden bringer?

Wolfgang Mayers første kronik stod at læse 17/9 i Jyllands-Posten.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Færre migranter til Europa og flere kondomer til Afrika

Mikael Jalving
Menneskesyn er forklædt religiøsitet, det er åndelighed i metermål: Enten har du det rigtige menneskesyn eller også er du et dumt svin.

Blog: Er Fyn for fin?

Finn Slumstrup
Hvorfor taber Fyn i kampen om statslige arbejdspladser?

Optimisme: Europa genfinder styrken

| Anne Applebaum er kommentator ved The Washington Post. | © The Washington Post
Lige pludselig ser det gamle Europa mere stabilt, mere lovende og ikke mindst mere harmonisk ud.

Tilbageblik på EM-sejren: Farvel, Bodo Illgner!

Niels Lillelund
Kommentar: Sidste år er længe siden, og 25 år er endnu længere, men er det virkelig så længe siden, vi blev europamestre over Tyskland - med målmanden Bodo Illgner? Vi, for vi er altid vi, når vi vinder, og det kalder på erindringen og eftertanken.
Annonce
Annonce
Interview: »Letbanen er den bedste løsning – også i fremtiden«
Teknikrådmand Kristian Würtz (S) vil arbejde for et grønt islæt på letbanens næste etape. Trods kritik af kørestrømsmaster og skred i både budget og tidsplan på den første etape, mener han stadig, at letbanen er den bedste transportløsning i fremtiden. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her