*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kronik: Engelsksproget provinsialisme

Situationen afspejler et land, hvor sprogpolitikken flyder. Vi har regler om, hvilken solfaktor der skal være i bygningsarbejdernes læbepomade, men ingen regler der siger, at danske studerende skal kunne mestre et bare nogenlunde akademisk dansk, skriver Peter Nedergaard.

Dillen med engelsk-amerikansk sprogbrug er over os. Selv stillinger i mellemstore virksomheder i mindre byer opslås nu under engelske betegnelser á la "area sales manager" for salgschef. Skal han have en bedre ”output performance” som ”matcher” virksomhedens ”mission statement”, skal han måske til ”coaching” for at få noget at vide om virksomhedens ”branding”.

Al denne overdrevne brug af engelske ord er slem nok, men er først og fremmest ret latterlig. Det samme gælder, når butikker ikke bruger almindelige dansk udtryk som "udsalg" og "tilbud", men evig og altid skal skrive "sale". Eller når gode danske ord af latinsk-tysk oprindelse som "personaleafdeling" er afløst af det mere støbegodsagtige udtryk: "Human resource center".

Værre er det imidlertid, at der er en stigende del af den danske ungdom, som i dag modtager ren engelsksproget undervisning på de videregående uddannelser. Nogle vil måske mene, at det da er ganske rimeligt her i globaliseringens tidsalder, hvor engelsk er bredt accepteret som verdens fremmeste fremmedsprog. Er det endda ikke sådan, at megen af faglitteraturen er på engelsk, og hvad kan vel være bedre end at undervise på det sprog, som litteraturen er på?

Rigtigt er det, at i hvert fald samfunds- og naturvidenskabens lingua franca i dag er engelsk. Al egentlig videnskabelig publicering af betydning på disse områder bør ske på engelsk, for det nationalt sprogede publikum simpelt hen er for lille til at kunne vurdere kvaliteten eller det modsatte af det skrevne. Vil man have kvalificeret respons på sin forskning, er der ingen vej udenom publicering på engelsk i internationale tidsskrifter. Der burde endda gøres en indsats for, at endnu mere af den endnu dansk sprogede videnskabelige produktion kom ud på engelsk.

Omvendt bygger det på en yderst overfladisk forståelse af globaliseringens udfordringer at tro, at det dækkende svar på den er, at alt foregår på engelsk. Af flere grunde. For det første viser undersøgelser, at der ved undervisning på et andet sprog end ens modersmål ganske enkelt sker en ringere indlæring. Begreberne sidder ikke helt så fast og nuancerne bliver ikke altid ordentligt opfattet. I den forbindelse spiller det ind, at undervisningen også kan opleves som værende kedeligere, når man ikke undervises på ens eget sprog. Humoren, det underforståede og det, som Søren Kierkegaard kaldte sprogets mellemtoner forsvinder. Det var netop dem, som Søren Kierkegaard i den grad savnede efter nogen tid under studieopholdet i Berlin i midten af 1800-tallet.

For det andet er den overdrevne engelsksprogethed er ensbetydende med, at det, man ellers kunne bidrage med fra dansk hold til globaliseringen, helt forsvinder. Den ensidige satsning på engelsk er udtryk for, hvad Per Øhrgaard engang har kaldt danskernes sproglige selvkolonisering, hvor igennem man i virkeligheden afskærer dansk fra flere impulser fra f.eks. Tyskland og Frankrig, end man får af nye impulser fra den engelsktalende verden, fordi de sidstnævnte impulser allerede er arriveret. Når man ensidigt underviser på engelsk, lukker man med andre ord ikke kun dele af den danske erfaringsverden ude. Tit sker der det, at alt ikke-angelsaksisk bliver ekskluderet.

Jeg har fået for nylig fået fortalt følgende illustrerende anekdote om danskernes sproglige selvkolonisering, som vi denne gang blev reddet fra af et engelsk konsulentfirma: For nogle år siden bad Øresundskonsortiet det engelske konsulentfirma Saatchi & Saatchi om et råd om, hvad man skulle kalde Øresundsbroen, og man havde vist forestillet sig noget i retning af ”the Oresound Bridge”, ”the Sound Bridge” eller ”the Baltic Bridge”. Svaret fra konsulentfirmaet blev imidlertid ”Øresundsbron” med det helt særegne danske (og norske) "Ø" foran og den svenske version af broen bagefter. Moralen er, at man ikke bliver "international" via den engelske efterabning, men man kan måske bidrage med noget internationalt spændende ved at stå ved sit eget nationale særpræg.

Maleren Harald Giersing udtrykte samme synspunkt på følgende måde: »Al national kunst er dårlig, al god kunst er national.« Man skal ikke være tilstræbt national, men vil man lave noget af kvalitet, vil man automatisk komme til at trække på sine nationale rødder. Der ligger også det i det, at kun hvis man har nogle nationale rødder at trække på, vil man kunne levere noget internationalt interessant.

For det tredje - og det er i virkeligheden det måske alvorligste problem - er der spørgsmålet om selve det danske sprog. Det er efterhånden alment anerkendt, at sproget i høj grad i sig selv er bærer af viden. Det danske sprog er i høj grad det, som sætter grænsernes for danskernes videnstilegnelse. Et nuanceret og præcist sprog indebærer, at man mulighed for at kunne komme til at besidde en nuanceret og præcis viden. Dansk degenerer på den anden side som sprog, hvis det ikke også har en logisk, analytisk og akademisk dimension. Da bliver dansk alene følelsernes sprog, som man anvender over for sin familie, venner - og sin hund. Hvis dansk ophører med at være et aktivt sprog i rationelt betonede diskurser, er det begyndelsen til enden på dansk i det hele taget.

Dansk skal derfor også være et sprog på alle de højere uddannelsessteders uddannelser, hvis det skal være et levende sprog. Al erfaring viser endda, at man endda bliver bedre til fremmedsprog, hvis man mestrer dansk præcist og på forskellige sproglige niveauer. Meget tyder på, at dem, der er bedst til dansk, også er dem, som er bedst til engelsk. Det ville derfor sandsynligvis befordre tilegnelsen af et ordentligt engelsk, hvis der blev stillet krav om en vis mængde undervisning på dansk på alle højere læreanstalters uddannelsesretninger i Danmark.

Det betyder ikke, at der ikke skal tilbydes undervisning på engelsk. Det skal der naturligvis. Af hensyn til både danske og udenlandske studerende. Det er heller ikke sådan, at danske studerende ikke skal tage på udenlandsophold på et af den engelsksprogede verdens mange fremragende universiteter og læreanstalter. Det burde snarere tvært imod være sådan, at muligheden for at komme ud i mindst ét år burde fremmes mere, end det sker i dag.

Men faktisk tyder meget på, at den stigende mængde undervisning på engelsk i Danmark har lullet de studerende i søvn i den tro, at den kan erstatte et udlandsophold. I hvert fald er antallet af studerende faldet, som tager ud på udenlandske universiteter parallelt med, at det tilbydes stadig flere rene engelsksprogede uddannelser i Danmark. En engelsksproget undervisning i Danmark er imidlertid en meget ringe erstatning for et studieophold i udlandet. Der er en lang række ting, som man får med i bagagen ved et sådant ophold i udlandet, og som man ikke får i Danmark uanset, at der tales engelsk i auditorierne.

Under alle omstændigheder er det problematisk, at der i dag findes danske studerende, som ikke har haft mulighed for at anvende deres fags begreber i danske opgaver og specialer. De aner ofte ikke, hvad der er de danske fagbetegnelser og begreber for de tilsvarende engelske.

Resultatet bliver en slags kaudervælsk, hvis de endelig skal lave en analyse på dansk. Resultatet er ofte også en ringere forståelse af deres fag.

Situationen afspejler et land, hvor sprogpolitikken flyder. Vi har regler om, hvilken solfaktor der skal være i bygningsarbejdernes læbepomade, men ingen regler der siger, at danske studerende skal kunne mestre et bare nogenlunde akademisk dansk.

Som det er nu, får vi i stadig voksende omfang kandidater ud, som ikke er dansk-engelsk dobbeltsprogede, men dobbelt halv-sprogede.

Det er i sandhed dybt bekymrende, at politikerne lader den engelsksprogede provinsialisme florere, som den gør.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce

Blog: Tabuet i mine trusser

Annika Smith
For få uger siden løj jeg en skotte lige op i ansigtet på grund af ting, der foregik i mit underliv. Det gør jeg ikke igen.

Blog: Mobilisering i yderområderne

Finn Slumstrup
Udkantsdanmark erkender stadig stærkere, at samarbejde er nødvendigt.

Debat: Foregangslande over hele verden siger nej til plasticfrås

Sophie Rytter, redaktør | Thomas Ravn-Pedersen, direktør Verdens Bedste Nyheder
Hvad har Californien, Rwanda og Marokko til fælles? De har droppet plasticposerne.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her