*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kronik: Hvor islam går frem, breder ørkenen sig

For nogle år siden ville jeg, når talen faldt på islam og islamisme, pr. automatik og helt overbevist om argumentets rigtighed, sætte en uoverskridelig mur imellem begreberne: At islam var en stor verdensreligion på linje med jødedom og kristendom; at der netop var tale om en tro. Og - på den anden side - at islamisme var en politisk bevægelse med sharia som arbejdsprogram. Islamismen var det således legalt at tale midt imod og bekæmpe, mens angreb på islam var utidigt - for det var jo netop folks tro, man så krænkede.

Jeg er så småt ved at ændre opfattelse! Det bliver dag for dag vanskeligere for mig at argumentere for den ”uoverskridelige mur”. Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.

Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. I sin nyeste bog skriver hun ligeud, at den 11. septembers massemordere var islams krigere, og at deres gerning var islam i sin rendyrkede form. For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen. Det var selve religionen islam, hun sidestillede med nazismen - hvilket senere blev gentaget af forfatteren Henrik Norbrandt. Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam, han advarede imod.

Lad mig fremdrage nogle eksempler på, hvorfor ”muren” også for mig smuldrer. Tag først Enhedslistens nye folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid. Hun skildrer sig selv som en dansker, som bare tror på Allah. Den samme sang lyder fra imamerne. Men hvis vi nu forudsatte, at islam bare var en tro - og ikke politik, hvorfor opfordrer imamerne så til, at alle deres trosfæller bør stemme på Enhedslisten? Er det mon fordi, de alle sammen på en og samme dag - er blevet venstresocialister og kommunister? Eller er forklaringen, at Asmaa er muslim?

Naturligvis er den sidste forklaring den rigtige. Jeg tror da ikke på, at de forsamlede imamer lige på én gang, uafhængigt af hinanden, har fundet ud af, at Enhedslistens arbejdsprogram med fri abort, lesbiske ægteskaber og andet godt pludselig er blevet deres politik. Nej, de er ligeglade med, hvilket parti, Asmaa tilsluttede sig. Havde hun valgt de konservative, ville imamerne have opfordret til, at man stemte konservativt. Og jeg spørger: Var islam i dette tilfælde religion - eller politik?

Et andet eksempel: I Nigeria er islam på fremmarch, og så hurtigt som om et par årtier, vil Nigeria have muslimsk flertal. Denne fremmarch, hvor man i iltempo vinder sjæle, drømme ingen om at betegne islamisme. Nej, her hedder det sig, at flere og flere så klar over, at Muhammeds lære er den rigtige - så de konverterer.

Ja, vel konverterer de. Men var det alene en religiøs vækkelse og en tro, hvorfor skulle man så, i takt med at folk konverterer til islam, ændre samfundets love og regler? Hvorfor skal strafferetten ændres? Hvorfor skal forfatningen ændres? Hvis det bare handlede om tro, hvorfor skulle så Nigerias britisk-inspirerede demokrati sparkes væk for at afløses af sharia?

Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam indeholder anvisning på alle livets forhold - herunder samfundets indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk flertal pr. automatik, med mindre man da vil optræde kættersk - nødvendigvis må afskaffe demokratiet.

Og jeg spørger igen: Er islam religion, eller er islam politik?

»Når somalierne står overfor vejrkatastrofer, samles de alle og beder. Naturkastrofer er et tegn fra Allah for at straffe menneskene, fordi de ikke opfører sig ordentligt på jorden. Men hollænderne bebrejdede deres regering for ikke at have vedligeholdt digerne ordentligt - og gik så straks i gang med at udbedre digerne. Det lod ikke til, at der var nogen, der bad.«

Citatet er fra Ayaan Hirsi Alis bog, ”Opbrud og Oprør”, hvor hun beskriver sit opgør med islam - ved netop at sammenligne det velstående, tolerante, ordentlige og velorganiserede Holland, hun kom til, med det elendige, tilbagestående land, Somalia, hun havde forladt.

Ayaan havde gradvist sværere ved at forklare, hvordan det kunne være, at de lande, hvor alle tilbad Allah og underkastede sig Allah, og uden at stille spørgsmål levede efter islamiske forskrifter, på alle måder var så aldeles miserable, mens Holland, som ikke underkastede sig noget som helst, og følgelig måtte være udsat for Allahs vrede, var så fremgangsrige og velorganiserede - og så tolerante.

Hun kunne forklare, at et menneskeskabt system var så meget mere stabilt, fredeligt og godt end det system, som var udtænkt af Allah.

Det er ofte sagt, at vi danskere burde lære noget mere om islam - så vil integrationen af muslimer gå bedre. Det lykkedes mig at tage studentereksamen i 1973, uden at jeg i mit skoleforløb havde fået kendskab til islam. Det var ikke fordi, jeg ikke hørte efter. Sagen var, at ingen af mine lærere havde følt nogen anledning til at undervise i denne fjerne religion.

Da jeg så, i takt med at der kom muslimer til landet, begyndte at tænke på sagen, omfattede jeg i min bevidsthed islam med den allerstørste respekt, positivisme og tolerance. Det gør jeg altså ikke mere. Og det underlige er, at jo mere jeg med årene er kommet til at kende islam, desto mere vrangvillig og negativ er jeg blevet.

For jo mere står det klart, at islam er et system, der handler om, hvordan ikke alene det mest intime og private menneskeliv skal leves, men også hvordan samfundet skal indrettes. Og at der i det univers ingen plads er til eftertanke, til diskussion, til kritik. Her tæller kun underkastelse

Det forfærdelige traume er, at islam ikke kan vente med Paradis til efter døden. Islam vil have Paradis indført her og nu. Og når man har det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender historien smertelige eksempler på.

Forleden lavede et institut en undersøgelse af danskernes forhold til islam. Det viser sig, at de negative holdninger overfor islam efter Muhammed-krisen er stærkt stigende, og at tilliden til islam i almindelighed er faldende. Det er ikke overraskende, at det forholder sig således. Det giver god mening.

For det skulle da bare mangle, at den hetz, som dengang blev rettet mod Danmark, ikke ville have nogen effekt på den måde, hvorpå vi opfatter islam.

Vi havde jo tidligere haft bange anelser: Den måde, hvorpå islam havde opført sig i forbindelse med kunstnere som Rushdie, Aayan Hirsi Ali og van Gogh havde nok sendt overraskelse ind over den vestlige civilisation, men danskerne generelt opfattede først rigtigt, hvor galt det er fat med islam, da det var Danmark det vulgære og urimelige had gik rettedes mod.

Og islams reaktion på tegningerne: Vold. Og det er bemærkelsesværdigt, at hver gang islam anklages for at være voldelig, er der straks masser af islams tilhængere, der løber ud i gaderne og forøver vold - i protest mod den frække påstand...

Enhver teologisk debat, som rummer kritik af islam, ethvert kunstnerisk tiltag, som udstiller profeten, enhver politisk ytring, som imødegår islam, vil kunne udløse skrigeriet, prygleriet og smadreriet.

Det er, set i det lys, ikke underligt, at de arabisk-islamiske lande ikke på nogen måde har kunnet bidrage til civilisationen - dér sker intet! Hvor er de nyeste arabisk-islamiske landvindinger inden for bygningskunst, humanistisk tænkning, filosofi, skulptur, litteratur, videnskab, teknologi? De er ikke eksisterende.

I de 20 lande i Den Arabiske Liga sker der intet. Produktionen er ikke vokset de sidste 30 år - faktisk er produktionen faldet. Bare lige for at sætte det i relief: Spanien alene har et større bruttonationalprodukt end samtlige arabiske stater tilsammen.

I et land som Saudi-Arabien bliver de astronomiske olieindtægter aldrig investeret i forsknings-, uddannelses- eller udviklingsprojekter, men anvendes alene til fysiske størrelser - ikke mindst militært udstyr, indkøbt i Vesten. Det samme gælder i de andre arabiske lande. Løb Saudi Arabien tør for olie, ville landet blive et af verdens fattigste og mest forarmede lande.

Den personlige frihed er begrænset. Styreformerne er islamiske diktaturer med censur - bøger er ofte bandlyste. Oversættelser finder stort set ikke sted. Igen til Spanien: Der oversættes ligeså mange bøger til spansk på et år, som der har været oversat til arabisk i de sidste 1.000 år.

De unge arabere har ingen job- og uddannelsesmuligheder, og alle drømmer om en fremtid i et europæisk land. Men ved ankomsten hertil, medbringer man - utroligt nok - islam, netop det regime, der bærer skylden for den manglende udvikling.

Når den arabiske verden er så tilbagestående, skyldes det, at det er lykkedes for islam at fastholde befolkningerne i uvidenhed. Man lærer, at alt er dikteret af Allah, at alt er skæbnebestemt, og initiativ dermed ligegyldig.

Den arabiske verden vil forblive fattig og tilbagestående, med mindre islam mister sit tag. Man kan ynke de mange afrikanske og asiatiske lande, hvor islam marcherer. Den skæbne, der venter dem, når det muslimske flertal er sikret, er et mareridt.

Det er vores opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at islam marcherer. 53 lande er allerede faldet til islam. Ikke ét er demokratisk. Hvorfor skulle et eksperiment her falde anderledes ud? Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Befolkningsudskiftning

Morten Uhrskov Jensen
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej?

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.

Blog: Et pudseløjerligt valg

Morten Uhrskov Jensen
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her