*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

God pædagogik med Stasi-metoder

Min erfaring siger mig, at langt de fleste danskere mener, at Tvinds aktiviteter er aftaget kraftigt. Virkeligheden er, at de ekspanderer voldsomt herhjemme.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Apropos den genoptagne debat om et stort imperium:

Mange arbejdsløse unge har gennem tiderne tilsluttet sig græsrodsbevægelser, organisationer, partier mm., som tilbød attraktive ideologier, der kunne være et attraktivt modsvar til lediggang, rodløshed og meningsløshed.

Alt for mange unge har gennem de seneste fem årtier rodet sig ud i stofmisbrug, alkoholmisbrug og kriminalitet eller er blevet indlagt på psykiatriske afdelinger. I dag er de unge udsat for et bombardement af diagnoser med et sandt efterskælv af psykofarmaka til følge. Samfundet som sådan er ikke i den grad blevet diagnosticeret og har selvsagt derfor heller ikke fået medicin for dets mentale sygdom, om jeg så må sige.

Tressernes nye ideer forblev ikke kun ved ordene. Thy-lejren og i tusindvis af kollektiver opstod. De fleste med meningsfyldt arbejde.

Også nye former for undervisning piblede frem.

Særligt Skolesamvirket Tvind tiltrak opmærksomhed og lå i årevis på de fleste danskeres læber. Muligvis var Tvind den største forandrende kraft i skoleverdenen siden de Grundtvig-inspirerede højskoler satte Danmark på verdenskortet. Tvind viste, at man kunne realisere alt, hvis man løftede i flok. Verdens største vindmølle var det konkrete bevis. Det verdensomspændende imperium, som ejer et utal af forehavender, der består af alt lige fra eksotiske frugtplantager, skibe, vindmøller, luksusvillaer, busser, småskoler (opholdssteder), efterskoler, højskoler, hoteller, seminarium, tøjindsamlingsfirmaer og meget mere.

De unge, som den danske folkeskole ikke rummer, har haft stort udbytte af et ophold på Tvind, hvor man kombinerer det boglige med det praktiske, hvilket går rent ind hos de unge.

Jeg har aldrig været ansat Tvind. Kender kun andres gode og dårlige erfaringer.

I begyndelsen af 70’erne gik jeg på et lærerseminarium i Skive. Min bedste veninde og studiekammerat tog på Tvind. Måske skulle hun aldrig have gjort det.

Efter at have været ansat på Tvind i mange år stod hun en dag uventet foran min dør.

Aldrig før eller siden har jeg set et menneske så opløst.

Hun ville have taget bussen ud til mig, men måtte spadsere hele vejen, da hun blev overvældet blot ved synet af en bus, som mindede hende om de gamle busser, som hun til hverdag så på skolen.

Første næste morgen var hun i stand til at fortælle, hvad der var sket. Hun fortalte sine kollegaer glædesstrålende om sit ønske om at få børn. Alle rystede afvisende på hovedet og hånede hende på det groveste.

I Hans la Cours bog, ”Den Rejsende”, kan man læse meget mere om de utraditionelle metoder. Han har været med i toppen på Tvind. Barsk læsning, kan jeg kun sige.

Ellen brød sammen, men beherskede sig og forsøgte at glemme alt om børn.

Presset blev for stort. En aften flygtede hun bogstaveligt talt ud ad vinduet, stjal en af skolens store Mercedeser og forsvandt. Hendes tanker kredsede om det at være eller ikke at være, men hun fandt forældrenes gård.

Men freden og roen varede kun ganske kort, da hun næste morgen så endnu en Mercedes holde på gårdspladsen. Hun blev gelejdet ind i bilen og bragt tilbage på skolen.

Imens havde en af lærerne lokket hendes barndomsfotografier fra moren. Han skulle angiveligt bruge dem i undervisningen.

Efter nogen tid, hvor jeg ikke havde hørt fra Ellen, skrev jeg flere breve til hende uden at få svar.

En måneds tid senere kom hun igen. Hun fortalte, at hendes barndomsfotografier var blevet brændt og at hun ikke kendte noget til breve fra mig.

Ellen var ikke længere i tvivl om, at hun måtte væk fra det sted, som hun havde holdt så meget af og som havde givet hendes liv så megen mening.

I mange år havde hun meget svært ved at fortælle om sine negative oplevelser. Hun agiterede stadigvæk for skolerne og deres kvaliteter og fortalte, hvor meget hun savnede elever og kolleger. Samtidig var hun et nedbrudt menneske.

13 år senere blev hun alvorligt syg. Sidste gang, jeg var sammen med hende, udtrykte hun et ønske om, at jeg ved lejlighed ville fortælle hendes historie. Men først efter hendes død. Hun var stadig skrækslagen for repressalier fra Tvinds side.

Nu, 10 år efter hendes død, kom så lejligheden i forbindelse med, at jeg er ved at færdiggøre en ny roman, som forventes at udkomme i forsommeren. Et kapitel handler netop om min relation til Ellen og udviklingen af vores venskab.

Ellen var udmærket klar over at hun kun var en af snesevis af lærere, som havde lignende erfaringer med Tvind-imperiet.

En anden af vores studiekammerater troede, at hun havde fået ansættelse som lærer, men blev i stedet sendt til Caymanøerne. Der skulle stå for imperiets bogholderi til trods for, at hun ikke vidste noget om økonomi.

Hun ville gerne have bidraget med oplysninger om sin tid i Tvind, men fik søvnløse nætter og angstlignende symptomer – blot ved tanken om sine oplevelser. Derfor kan jeg ikke komme nærmere ind på de oplysninger, som jeg har i den sammenhæng.

Både hun og Ellen ønskede, at andre afhoppere skulle vide, at de ikke stod alene.

Jeg begyndte for et halvt års tid siden at spørge danskere på min vej, hvad ordet Tvind sagde dem. Mange kendte Tvind af navn, men mente at det ikke eksisterede længere. De unge skatteydere under fyrre er stort set blanke, og selv om de kender de gule og sorte tøjindsamlingscontainere, aner de ikke, at de tilhører Tvind, da der ikke står Tvind på dem.

En af mine tanker er, at især de unge skatteydere intet aner om, at de betaler penge til en slags totalitær stat i staten, nemlig Danmark, der jo som bekendt ellers er en demokratisk stat.

Ingen instans undtagen Tvind selv ved præcist, hvor mange penge kommuner og stat betaler til skolesamvirket. Men nu ser det ud til, at der er dokumentation for, at Århus Kommune betaler mellem 20 og 25 mio. kr. om året til småskoler, efterskoler osv. På landsplan betaler skatteyderne henved en kvart milliard kr. om året.

Imidlertid oplyser man nu i Århus Kommune, at der kan der være et mørketal, da mange skoler ikke oplyser, at de er en del af Skolesamvirket Tvind.

Nu kunne man indvende, at beløbene hører til i bnp’s småtingsafdeling, men i min optik helliger målet ikke midlet. Heller ikke de gode resultater i undervisningsforløbene.

Hvordan den virkelige økonomi i Tvind-imperiet hænger sammen, ved de danske myndigheder formodentlig ikke en pind om. Men det kan oplyses, at Tvinds ledelse er sigtet for svindel mod den danske stat for et stort tocifret millionbeløb.

Lignende sigtelser er rejst i Brasilien, hvor der heller ikke er fældet dom. Som nævnt siger min erfaring mig, at langt de fleste danskere mener, at Tvinds aktiviteter er aftaget kraftigt.Virkeligheden er, at de ekspanderer voldsomt herhjemme.

I Kina producerer Tvind Ikea-møbler til den store guldmedalje, men til en ringe løn. Og i USA er det største tøjindsamlingsfirma nu Skolesamvirket Tvind.

Afslutningsvis synes jeg at regering og folketing skulle se at få styr på den del af finanserne, som angår Tvind-sagen. Det ser det heldigvis ud til efter den nye debat om emnet.

Mig forekommer det mystisk, at ledelsen i Tvind med Mogens Amdi Petersen i spidsen ikke tager ansvar for deres aktiviteter, står frem og går i dialog med os, der er medfinansierende. Om der er åbne regnskaber, tvivler jeg på.

Begejstringen i tresserne og halvfjerdserne for de nye vinde, der blæste ind over landet, førte til mange fornyelser i samfundet. Men det forekommer mig at en euforisk begejstring kan gøre mennesket blindt og dermed få det til at glemme de autentiske mål og drømme om en bedre verden.

Bestræbelserne på at få indflydelse og bestræbelserne på at forandre verden må foregå i et åbent og demokratisk forum for ikke at ende i magtmisbrug og undertrykkelse.

Tvind er ganske et lille sandkorn i den store verden.

Lad os alligevel stille krav om at vide, hvad vi får for pengene.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Stem Enhedslisten ind – og skattely ud

Rune Lund
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr.

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Blog: Fem borgerlige pejlemærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her