*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Nærdemokratiet lever

Det hele er ikke ikke kommunalreformens skyld. Kommunalbestyrelserne kan vælge anderledes.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I 1970 gennemførte KVR-regeringen den store kommunalreform. Den slog de indtil da fungerende 1.300 sognekommuner og 86 købstandskommuner sammen til 275 kommuner og nedbragte antallet af amter fra 24 til 14. Med denne struktur var der tre skatteudskrivende myndigheder, idet der betaltes skat til kommunen, amtet og staten. Derfor sagde statsminister Poul Schlüter i 1980’erne, at Danmark er for lille et land til tre skatteudskrivende myndigheder, hvorefter han startede debatten om amternes nedlæggelse.

I 2002 satte KV-regeringen derfor gang i en ny amts- og kommunalreform, som blev gennemført for 10 år siden. Den betød, at amterne blev nedlagt og erstattet af fem regioner, der ikke har ret til at udskrive skat. Samtidig blev de 275 kommuner slået sammen til 98, men målet havde været at få endnu færre kommuner. Imidlertid nægtede flere kommuner at lade sig slå sammen med en eller flere nabokommuner. De mente, at de var store nok til selv at servicere deres borgere. Det gjaldt f.eks. Allerød, Hørsholm, Hillerød og Vallensbæk, og de har faktisk klaret sig ganske godt ligesom Frederiksberg, der ikke ville klaskes sammen med København, selv om Socialdemokratiet igen havde godt kig på denne ”grønne ø i det røde hav”. Det er (tilfældigvis?) konservativt ledede kommuner, hvilket i grunden stemmer nydeligt overens med konservatismen, der som bekendt går ind for, at man er selvhjulpen.

De nye regioner fik til hovedopgave at drive sygehusene, mens kommunerne fik en række opgaver overdraget fra de gamle amter og staten. I forbindelse hermed udsendte daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen en forklarende pjece, som han bl.a indledte med ordene: »De større og mere bæredygtige kommuner får ansvaret for løsningen af de fleste velfærdsopgaver – og bliver borgernes hovedindgang til den offentlige sektor. Og de nye stærke regioner skaber et godt grundlag for at nå målet om et sundhedsvæsen i verdensklasse«.

Vi har rigtignok et godt sundhedsvæsen, og alt afhængigt af hvor stor verdensklassen er, skal det nok være rigtigt, at det danske sundhedsvæsen er blandt de bedste. Men for at nå dette mål har regionerne nedlagt mange lokale sygehuse og samlet indsatsen på færre og større sygehuse og i mange tilfælde fordelt specialerne mellem de tilbageværende.

De betjener ikke borgerne på skatteområdet, for deres skattekontorer er nedlagt.

Der kan således være længere til skadestuerne og fødeafdelingerne, end der var før, og der kan være meget længere til hospitalet end før. Det positive ved reformen er, at man har større chancer for at blive behandlet af de bedste specialister med de bedste apparater. Det negative er den større afstand og længere rejsetid til sygehuset.

Selv om sundhedsvæsenet måtte være i verdensklasse, er det ikke blevet så godt, at der ikke rejser sig røster, som ønsker en ny reform, hvor sygehusene lægges direkte ind under staten. Det er nemlig staten, der bevilger pengene til regionernes drift, uden at sundhedsministeren kan træffe beslutninger for hospitalerne. På den måde kommer ministeren til at stå til ansvar over for Folketinget uden at kunne træffe de beslutninger, som vedkommende skal stå på mål for. For beslutningerne træffer regionerne, og de må gøre det med de penge, de får stukket ud af ministeren.

I forbindelse med ikrafttrædelsen af den nye kommunalreform udsendte Økonomi- og Indenrigsministeriet en pjece, der forklarede, at reformen betød, »at de nye store kommuner kunne varetage nye og vigtige opgaver«.

Det er nok lykkedes inden for den overdragne ”erhvervsudvikling” og drift af musikskoler og med oprettelsen af kulturcentre med teatre i flere kommuner. Det er nok også lykkedes på miljø-, spildevands- affalds- og vandforsyningsområdet samt hjemmesygeplejen. Anderledes ser det ud med løftet om forbedringer af borgernes adgang til det offentlige, hvorom ministeriet skriver, at »de nye store kommuner blev borgernes indgang til den offentlige sektor. Med kommunalreformen blev den offentlige service rykket tættere på borgerne«. Det sidste er nok en sandhed med modifikationer, for selvfølgelig betyder en nedlæggelse af en kommune ikke, at den offentlige service rykker tættere på borgerne. Snarere tværtimod, for når det gamle rådhus i den sammenlagte kommune nedlægges, skal borgeren køre længere for at nå frem til den offentlige service i den del af den nye storkommune, der har vundet retten til at bevare sit rådhus og derfra betjene alle storkommunens borgere med ”borgerservice”.

For henved halvdelen af borgerne i den nye store kommune er den offentlige service i praksis rykket længere væk fra borgerne. Det var bl.a. derfor, at flere kommuner afviste at blive sammenlagt.

I samme pjece får man en oversigt over de nye opgaver, som kommunerne har overtaget i kraft af reformen. Inden for skatteområdet skal de levere »borgerbetjening på skatte og inddrivelsesområdet i samspil med de statslige skattecentre«. Den opgave er i hvert fald ikke lykkedes. De betjener ikke borgerne på skatteområdet, for deres skattekontorer er nedlagt, så borgerne ikke kan henvende sig til den lokale skattemyndighed med deres problemer. De kan ringe til Ringkøbing, kan de. Og i Ringkøbing kender de ikke den opringende skatteborger, som det gamle, lokale skattekontor ellers gjorde og derfor kunne rådgive bedre, end skattemedarbejderen i Ringkøbing kan. Hvad inddrivelsen angår, ligner det i dag en joke, for kommuner kan ikke inddrive. Trods gentagne advarsler fra Dansk Told- og Skatteforbund, ikke mindst fremsat af fhv. borgmester i Allerød Erik Lund, tilfaldt denne opgave under ”samspillet med staten” det centrale inddrivelsessystem, EFI, der aldrig formåede noget som helst. Ved sin skrotning i 2015 efterlod EFI op mod 100 mia. aldrig inddrevne kroner, så kommunerne efterlades med det hul i budgettet, der udgøres af den ikke inddrevne skattegæld. Staten overtog opgaven og efterlod regningen hos kommunerne.

Blandt opgaverne, der blev overdraget de nye store kommuner, var »lokale veje« og »deltagelse i trafikselskaber og finansiering af lokal bustrafik«. Det har betydet, at den lokale bustrafik blev nedlagt på mange lokale vejstrækninger, så det for mange borgere er blevet endnu sværere at komme til den borgerservice, der ellers skulle være rykket nærmere på borgerne, og komme til det sygehus, der nu er rykket længere væk. Det er også blevet sværere for disse ”lokale” at komme til jernbanestationen og indkøbscentrene. Den lokale bustrafik har trafikselskabet udliciteret til private busselskaber, der selvfølgelig ikke vil betjene »lokale veje« med borgere, der ikke er tilstrækkeligt mange til, at det kan betale sig at betjene dem. Og disse nu nødstedte borgere kan ikke klage deres nød til kommunalbestyrelsesmedlemmerne og borgmesteren, for de har i trafikselskabet privatiseret ansvaret, så ingen har ansvaret.

Folkeskolen blev også overdraget de nye store kommuner, der i effektivitetens navn nedlagde skoler i yderområderne og samlede dem i større, centrale skoler, hvilket gav længere afstand for de børn, hvis skoler forsvandt, og eliminerede det børnevenlige miljø, der kendetegner de små, lokale skoler. Fra at gå sammen med et par hundrede børn går de sammen med op mod et tusind.

Når rådhuset er væk, skolen nedlagt, og borte har taget bussen, flytter børnefamilierne i hvert fald ikke ind dér, og dermed bliver yderområder til udkantsområder, som de nu udflyttede statsansatte naturligvis heller ikke flytter til. De foretrækker de nye store kommuners nye centre, ligesom de fraflyttende børnefamilier.

Det er bare ikke reformens skyld, at det går sådan, for kommunalbestyrelserne kan vælge anderledes. De afgør selv, om den lille skole skal bevares. De afgør selv de betingelser, det private busselskab skal leve op til. De afgør selv balancen mellem miljø og erhverv i kommunen. De træffer selv bestemmelserne over det meste, der vedrører os borgere i hverdagen.

Det er for resten derfor, vi har regional- og kommunalvalg.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her