*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Én revolution – to nøgledatoer

Muren i Berlin faldt den 9. november 1989, men allerede den 9. oktober stod det klart, at den østtyske revolution ville forløbe fredeligt.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Det er snart en menneskealder siden, at Muren i Berlin faldt. Det skete nærmest ved en tilfældighed, en bureaukratisk misforståelse. Günter Schabowski, tidligere chefredaktør ved partiavisen Neues Deutschland og i 1989 regeringens talsmand, forestod den 9. november tidligt om aftenen en pressekonference i Det Internationale Pressecenter i Mohrenstrasse.

Det var lidt af en nyhed, at udenlandske journalister uden filter kunne stille spørgsmål direkte til DDR-toppen, men der var også noget nyt i gære i denne realsocialistiske øvrighedsstat. Der var regelmæssige demonstrationer mod styret i de større byer, især i Leipzig, og der var allerede blevet klippet huller i pigtråden i grænsehegnet mellem Ungarn og Østrig i løbet af sommeren. Ingen havde dog fantasi til at forestille sig, at Muren ville være faldet, inden dagen var omme.

Stemningen i pressecentrets højloftede rum med de karakteristiske brune paneler var tung. Men hen mod slutningen af den dræbende kedsommelige pressekonference kom der pludselig liv i forsamlingen.

»Hvornår træder ordningen i kraft?«, ville journalisterne vide. »Så vidt jeg ved…straks, omgående«, svarede Schabowski tøvende.

Den italienske journalist Riccardo Ehrman stillede et spørgsmål vedrørende et udkast til et nyt rejseregulativ. Det var et af de ømmeste punkter i et land, hvor befolkningen groft sagt blev holdt indespærret. Faktisk havde Schabowski fået stukket en seddel i hånden lige inden pressemødet om et nyt og ubureaukratisk regelsæt om rejser til udlandet.

Brudstykker fra denne seddel læste regeringstalsmanden nu op. Hans stemmeføring kan dårligt kaldes overbevisende: »og derfor…øh.. har vi i dag besluttet os til … øh … at indføre en ordning …øh… som gør det muligt for enhver borger i DDR…øh…at rejse ud via grænseovergangene i DDR.«

»Hvornår træder ordningen i kraft?«, ville journalisterne vide. »Så vidt jeg ved…straks, omgående«, svarede Schabowski tøvende.

Det nye regelsæt, som egentlig ikke skulle offentliggøres med det samme, vedrørte strengt taget »ständige Ausreise« – altså decideret udvandring fra DDR – og ikke kun besøgsrejser, men det tog de vesttyske medier ikke så nøje. De kunne nu lancere dagens sensationelle nyhed: »Muren er åben!«

Det skulle komme an på en prøve, syntes de tusindvis af østberlinere at tænke, som snart begyndte at indfinde sig ved grænseovergangene mellem de to bydele. I løbet af aftenen blev presset, især ved grænseovergangen i Bornholmer Strasse, så stort, at den lokale Stasi-chef, oberstløjtnant Harald Jäger, måtte søge råd hos Stasi centralt: »Hvad gør vi?« »Vi afventer situationen«, fik han til svar. Det blev aldrig uddybet nærmere.

Til sidst så Jäger sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd: »Wir fluten jetzt!« – » nu lukker vi sluserne op« – meldte han tilbage til Stasi centralt, da presset var blevet så stort, at han måtte lade grænsebommen gå op.

Muren havde dermed i realiteten mistet sin betydning, selv om den selvfølgelig stod der endnu. Det var endda gået fredeligt til. Der blev sunget og drukket champagne hele natten.

Hele verden jublede med tyskerne.

Den 9. november 1989 er gået over i historien, men datoen er faktisk ikke den vigtigste i den østtyske revolutions fredelige forløb. Afgørende var snarere datoen præcis en måned forinden. Mandag den 9. oktober – to dage efter DDR’s storslåede 40-års fødselsdag – skulle der igen holdes demonstration i Leipzig.

I denne nedslidte og forurenede saksiske metropol dukkede der fra uge til uge flere deltagere op til de såkaldte mandagsdemonstrationer. Både borgere, der havde søgt om udrejsetilladelse, og kritiske østtyskere, som arbejdede på at ændre systemet indefra. Førstnævnte gruppe plejede at råbe: »Wir wollen raus!«, sidstnævnte råbte »Wir sind das Volk!« Efter at Erich Honecker den 8. oktober havde befalet en større mobilisering af republikkens sikkerhedskræfter – folkepolitiet, folkehæren, partiets kampgrupper og Stasi – stod det klart, at den afgørende styrkeprøve mellem demonstranterne og systemets støtter ville finde sted i forbindelse med den forestående mandagsdemonstration.

70.000 demonstranter fyldte dagen efter centrum af Leipzig. 8.000 svært bevæbnede regimestøtter var klar til at gribe ind. Der gik rygter om ekstra klargjorte sengepladser på sygehusene og ekstra blodforsyninger. Republikken – ja, hele verdensoffentligheden – ventede anspændt. Dette kunne blive en særdeles blodig affære. Det kunne blive en europæisk udgave af nedslagtningen af kinesiske studenter på Den Himmelske Freds Plads i Beijing tidligere på året.

Hvorfor greb det østtyske regime ikke ind? Først en munter konspirationsteori. Ifølge den biografaktuelle tyske forvekslingskomedie Vorwärts immer! kan vi takke skuespilleren og Erich Honecker-imitatoren Otto Wolf (Jörg Schüttauf) for den fredelige afvikling af den afgørende mandagsdemonstration i Leipzig. Wolf er kommet under vejr med, at den forestående mandagsdemonstration vil blive slået ned for enhver pris. En demonstration, som hans egen udrejsesøgende og gravide datter har tænkt sig at deltage i. I denne foruroligende situation kan Wolfs overbevisende imitationer af regimets førstemand –»denne middelmådige person«, for nu at citere Helmut Schmidts karakteristik – blive nyttige. Så længe Erich Honecker er på jagt i Wandlitz, regimets småborgerligt indrettede ghetto nord for Berlin, kan den falske Honecker skaffe sig adgang til partiets centralkomité og derfra arbejde på at få suspenderet den skydebefaling, som den ægte Honecker har foranstaltet. Missionen lykkes. Den 9. oktober 1989 forblev en fredelig dag i Leipzig. Der er dog desværre ikke historisk belæg for plottet i den tyske filmkomedie. Så spøg til side.

Der er og bliver noget tankevækkende over det ellers så menneskeforagtende østtyske regimes tilbageholdenhed den 9. oktober 1989. Den lokale indsatsleder, Helmut Hackenberg, var sådan set parat til at gribe til vold. Den store menneskemængde gjorde det dog vanskeligere end normalt at arrestere, spalte, omdirigere eller trænge demonstranterne tilbage. Hackenberg ville derfor have en bekræftelse fra Berlin på, at det demonstrationsoptog, som ikke længere kunne forhindres, skulle opløses ved hovedbanegården som aftalt. Honecker selv kunne han ikke få i tale. I stedet talte han med Egon Krenz, den læreruddannede kronprins med de overdimensionerede tænder.

Netop Krenz havde tidligere på året offentligt udtrykt forståelse for de kinesiske myndigheders resolutte indgreb mod de protesterende studenter på Den Himmelske Freds Plads. Krenz måtte da være en varm fortaler for en slags kinesisk løsning. Krenz bad imidlertid om betænkningstid. Først kl. 19.15 ringede Krenz tilbage til Hackenberg, men da havde demonstrationen allerede passeret forbi banegården, uden at der blev løsnet et eneste skud.

Den omstillingsparate Egon Krenz, som godt en uge senere – kortvarigt – overtog magten i DDR, vil gerne tage æren for, at den 9. oktober ikke udviklede sig til en tragedie. Den afgørende grund til, at det østtyske regime veg tilbage fra at benytte vold, var imidlertid, at der kom langt flere demonstranter, end nogen havde forestillet sig. Det østtyske folk var i færd med at befri sig selv på fredelig vis. Det var kun et spørgsmål om tid, inden Muren ville falde.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Murens fald

Kronik: Murens fald. Én revolution – to nøgledatoer

Mikael Busch , lektor og forfatter
Muren i Berlin faldt den 9. november 1989, men allerede den 9. oktober stod det klart, at den østtyske revolution ville forløbe fredeligt.
Forsiden lige nu
Om temaet

For 25 år siden brød kommunismen sammen i Østeuropa. Berlinmurens fald den 9. november blev symbol på afslutningen af Den Kolde Krig og Europas deling i øst og vest.


 

Annonce
Interaktive grafikker
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Fotoserier
Guld fra arkivet - 2009 & 1994
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her