*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Kristendommen findes ikke

Kronikøren karakteriserer kristendommen som en psykose, der i sin grundvold ikke kan rumme seksualiteten og døden. Han har netop udgivet en bog om emnet: "Kun dette åndedrag".

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Da kristendommen som en mellemøstlig indvandrerreligion konkurrerede med den nordiske asatro, stod de to religioner lige, hvad angår fantaserede elementer. Asatroen havde nogle forestillinger om, at når det lynede og tordnede, agede Thor med bukke over skyerne, og eftersom ingen vidste, hvad der var over skyerne, var den forklaring så god som nogen.

I dag har vi for længst opgivet, at tordenvejret skyldes Thors bukke, for vi har aldrig mødt Thor, når vi fløj over skyerne. Derimod tror de kristne gladeligt på kødets opstandelse og det evige liv, skønt heller ikke de har mødt deres afdøde venner over skyerne – endsige Gud og hans søn. Denne grundforestilling hører ligesom Thors bukke hjemme i et verdensbillede, der er ekstremt forskelligt fra vort. Derfor skulle man tro, at også kristendommen måtte gå til grunde med det verdensbillede, der har fostret den. Men det er endnu ikke tilfældet.

Alligevel kan man i en vis forstand hævde, at kristendommen ikke findes, for den rummer i sit grundlag så mange modsigelser, at de sprænger enhver sammenhæng.

Specielt modsætningerne om Jesus er uoverstigelige. Han var overbevist om, at Guds rige stod for døren, og beviset var de talrige mirakler, han udførte ved at mætte de sultne, helbrede de syge og genopvække de døde. Jesus foregreb desuden dommedag ved at holde dom over kræmmerne foran templet i Jerusalem.

Men hvad der skulle have været Jesu triumftog, blev i stedet hans forsmædelige nederlag. Dommedag udeblev, og det var kun Jesus, der blev holdt dom over. På korset udstødte han de desperate ord: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.«

Man kan undre sig over, at Jesus føler sig så alene på korset, for i sin egenskab af Guds søn burde han vide, at hans far i himlen netop ikke havde forladt ham, men tværtimod brugte ham i en djævelsk udspekuleret plan med henblik på kristendommens grundlæggelse og alle senere troendes frelse. Men det virker, som om Jesus til det sidste blev holdt i uvidenhed om faderens masterplan. Den kristne forfatter og tænker G.K. Chesterton går så vidt som til at mene, at her synes Gud »for en stund selv at blive ateist«.

Disse to hovedhjørnestene i ethvert menneskeliv bringes ud af verden ved hjælp af en tænkning, som man kun kan kalde psykotisk.

Evangelisterne blev tvunget til at omfortolke Jesu nederlag på korset, så det blev vendt til en sejr. Pludselig var formålet med Jesu indtog i Jerusalem ikke, at Guds rige skulle komme, men at han skulle tage vor skyld på sig. Kun på denne måde kunne hans død på korset tilskrives en form for mening, som var nødvendig, fordi man ikke magtede at leve med det meningsløse. Men at et menneske på korset kan tage vore synder på sig for tid og evighed, kan ikke diskuteres fornuftigt. Det må accepteres gennem blind tro, sådan som det jo også siges af Luther: »Jo svagere fornuft, jo større er evnen til at modtage troen«.

De troende har imidlertid ikke Jesu ord for syndernes forladelse. På dette centrale punkt er kristendommen baseret på et falsum. Hvor vi andre er nødt til at anstrenge os for at modtage tilgivelsen fra vore nærmeste, har de kristne meget praktisk skabt sig en gud, der er rede til at tilgive dem alt – hvad de også har hårdt brug for, når de følger Luthers råd om at »synde tappert«.

Det har de kristne da også gjort i 2000 år. De kristne forbrydelser indledtes for alvor af Karl den Store, der i kampen for at kristne Nordeuropa gav de hedenske saksere valget mellem dåb eller henrettelse ud fra Jesu doktrin om, at dem, der ikke vil have ham som konge, skal hugges ned for fode. De kristne massakrer blev sat i system med heksebrændingerne, og i samme periode kostede Trediveårskrigen mellem protestanter og katolikker tre til fire millioner livet. Etniske massakrer ramte i Europa jøderne, i Mellemøsten muslimerne og i Amerika og Afrika de oprindelige beboere, som blev torteret og nedslagtet i milliontal.

Den særlige kristne ondskab kommer til udtryk ved, at de kristne ikke mener, at de frelses gennem gode gerninger, som de derfor oftest lader hånt om, men udelukkende gennem troen. Her er de dog også på kollisionskurs med Jesus, der fastholder, at fordi enhver kan hykle tro, er det kun gerninger, der fører til frelse:

»For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger.«

Kristendommen identificeres ofte med et sæt leveregler, uden hvilke vor kultur ikke ville have nået sit nuværende menneskelige niveau. Nu ligger der jo rigtignok et ukristeligt hovmod i den opfattelse, at for så vidt som vi hedninge overhovedet er i stand til at udvise ømhed, godhed og kærlighed, skyldes det, at vi er påvirket af den kristne kultur.

Man kunne med større ret hævde det modsatte. Nogle af de mest bestialske torturmetoder i menneskehedens historie er opfundet af de kristne og praktiseret i Guds navn. Det er intet tilfælde, at de kristne netop har valgt at lade deres kærlighedsbegreb være symboliseret ved et sadomasochistisk tegn som korset. Kirkens billede af Jesus er en udglattende konstruktion.

Evangeliernes Jesus prædiker ikke blot kærlighed, men også krig. I bjergprædikenen siger han: »Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn«, men han siger også: »Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.«

Vil man begribe, hvem Jesus var, må man nødvendigvis tage begge udsagn med, men i den kristne kirke er han gjort til et glansbillede, mens hans voldelige tendenser i disse år er fortrængt og projiceret over på muslimerne, sådan som nazisterne i 1930’erne projicerede deres egne voldelige tendenser over på jøderne. Alt, hvad vi kritiserer muslimerne for, findes imidlertid også i kristendommen. Volden er en uadskillelig del af Jesu forkyndelse. Han var på samme tid hippie og terrorist, og det kunne uden videre være 1970’ernes familieopløsende vesttyske terrorister, der i deres ubændige faderopgør sagde:

»Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.«

I stedet for at lade kristendommen være et tag selv-bord, hvor man vælger og vrager mellem retterne, må man tage evangelierne som den helhed, de er. Jesus spænder over så uforenelige modsigelser, at det er svært at komme uden om den skizofrenidiagnose, som vi andre ville få, hvis vi først krævede af vore medmennesker, at de skulle elske deres fjender, og derefter krævede henrettelse af de samme fjender.

Der er to steder i den kristne trosbekendelse, som strider afgørende mod de hidtil kendte naturlove, nemlig troen på, at en kvinde kan blive gravid uden en mands medvirken, samt troen på, at kødet genopstår til evigt liv. Fordelen ved at foretage dette indlysende brud på naturlovene er, at man undslipper de to naturlige temaer, som de fleste af os i perioder af vores liv får problemer med: seksualiteten og døden. Disse to hovedhjørnestene i ethvert menneskeliv bringes ud af verden ved hjælp af en tænkning, som man kun kan kalde psykotisk.

Det er ingen ringe præstation, at kristendommen har sat døden ud af kraft ved at tilbyde et alment accepteret rum for den psykotiske forestilling, at døden ikke er en definitiv grænse, men rummer et løfte om opstandelse og genforening. Man skulle tro, at det for de fleste mennesker er en stadig udfordring at modnes og slippe ud af det barnlige fantasiliv, som netop ikke kan rumme døden. Men for de kristne ligger udfordringen tværtimod i at blive som barn på ny.

Der ligger i den kristne tro en særlig modvilje mod at blive voksen og i forlængelse heraf en voldsom faderlængsel, som kommer til udtryk i behovet for en stærk faderskikkelse i himlen, når den jordiske far viser sig alligevel ikke at være verdens stærkeste mand. Den største modsigelse i Jesu forkyndelse er utvivlsomt hans ambivalente forhold til fadermagten. Han overholdt ikke sit eget bud om, at man skal ære sin far og sin mor, idet han kun havde hån tilovers for sin mor de par gange, han mødte hende, mens hans far synes helt udstødt af hans liv. Han forbyder da også sine tilhængere at kalde nogen på jorden for deres far:

»I må ikke kalde en på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han som er i himlen.«

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Fem borgerlige pejelmærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning

Blog: Venstre skærer i velfærden og lyver om det

Christian Rabjerg Madsen
Da Socialdemokratiet i 2015 advarede om, at Venstre ville skære velfærden, afviste V-borgmestrene det som en skræmmekampagne. I dag kan vi desværre konstatere, at Socialdemokratiet fik ret. Venstre har skåret dybt i velfærden.

Blog: Det er bedre med slap penis

Lars Boje Mathiesen
Magtmisbrug og sexchikane er alvorligt. Det må Alternativet forholde sig til - partinavn eller ej.

Debat: Mere fælles udenrigspolitik gennem EU

Alexander Lemche, jurastuderende ved Københavns Universitet, København K
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her