*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

En indsats for skæbner på kanten

Det store flertal har høj livskvalitet, og vi har gode muligheder for at realisere os selv. Men måske skal vi stoppe op og tænke over udtrykket ”hus forbi”: Der er sprækker i vores velfærd, som giver sig udtryk i en stigende hjemløshed, helt konkret, men også i overført forstand.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I Danmark har vi en uhyre stærk foreningskultur, der uden overdrivelse kan siges at være grundlaget for vores demokrati og en vigtig forudsætning for udvikling af vores velfærdsmodel. Danmark ville ikke være det samme uden foreningerne og de mange frivillige, som gør dem levende. Fra fodboldklubber til julemærkehjem, genbrugsbutikker, væresteder, kvindekrisecentre og borgergrupper har frivillige været med til at skabe et Danmark, hvor man engagerer sig og er noget for hinanden.

Adgangen til at træde ind i selvvalgte fællesskaber er skrevet ind i vores folkeoplysningstradition. De normer, der ligger bag, er kilden til danskernes store engagement og deltagelse både i hverdagslivets fritidsaktiviteter, i aktivt medborgerskab og i deltagelse i det repræsentative demokratis valghandlinger. En gennemsnitlig dansker er medlem af mere end tre foreninger og tæt ved hver anden har udført en frivillig indsats i løbet af det sidste år. Valgdeltagelsen er høj og tilliden til samfundets institutioner scorer flot sammenlignet med de fleste lande. Alt dette skaber en sammenhængskraft, som gør Danmark til et sted, hvor konflikter og modsætninger oftest kan løses stille og roligt. Vi finder løsninger sammen. På den baggrund skulle vi måske kunne læne os tilbage og erklære os home-free: Social kapital har vi da i overflod, og vi lever i et generøst samfund. Det store flertal har høj livskvalitet, og vi har gode muligheder for at realisere os selv. Men måske skal vi stoppe op og tænke over udtrykket ”hus forbi”: Der er sprækker i vores velfærd, som giver sig udtryk i en stigende hjemløshed, helt konkret, men også i overført forstand. Det er ikke alle forundt at være en del af samfundets fællesskaber, at føle et tilhørsforhold og opleve at blive set og bekræftet i det, man kan. En ikke ubetydelig del af os har svage relationer til familie og venner, deltager kun sjældent i aktiviteter sammen med andre, har vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet eller er blevet parkeret helt udenfor.

En fællesskabsmåling udarbejdet af Trygfonden og Vive viser, at omkring en femtedel af danskerne mellem 18 og 70 år i større eller mindre grad oplever, at de står på kanten af de fællesskaber, hvor andre mødes. 13 pct. af befolkningen føler sig holdt uden for i samfundet. Blandt udsatte borgere er det hele 57 pct., der føler sig holdt udenfor. Det er mennesker, der har problemer med helbred, økonomi, psyke eller arbejdsliv – og som ofte føler sig ensomme, ikke værdsat og ekskluderet af samfundet. Undersøgelsen skelner mellem det store flertal af danskerne, som på stort set alle parametre har et godt liv med få problemer, og som stort set alle føler ”at høre til”, og så en restgruppe, der udgør 22 pct. af befolkningen. En af fem voksne danskere har altså alvorlige udfordringer i livet af helbredsmæssig, psykisk eller social karakter og føler sig i langt højere grad end flertallet ensom og uden for fællesskaber. Hver tredje af disse er under 30 år!

Rummelighed og social forståelse ligger i kernen af de fleste frivillige foreningers værdigrundlag. Ikke desto mindre er det altså markant færre blandt udsatte, der deltager i frivillige aktiviteter end i normalbefolkningen. En netop offentliggjort rapport fra Børne- og Socialministeriet viser, at hvor 41 pct. af befolkningen som helhed har udført frivilligt arbejde inden for de seneste 12 måneder, gælder dette kun for 30 pct. af dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Ikkefrivillige blandt mennesker uden for arbejdsmarkedet er oftere yngre, de har grundskolen som højeste uddannelse, mænd er overrepræsenteret, og de oplever deres helbred som dårligere end andres.

Alt dette indebærer en risiko for social og kulturel polarisering. Der er meget, der kan gøres for at stoppe polariseringen i samfundet. Det giver god mening, at vi lægger os i selen for det, ikke mindst fordi flertallet af dem, der i dag er havnet i udenforskab, selv ønsker at blive en del af fællesskabet. Det er ufrivilligt, når hver fjerde blandt de udsatte ikke får opfyldt sit behov for at være sammen med andre. 40 pct. af dem, der står uden for arbejdsfællesskabet, oplyser, at de gerne ville være frivillige, hvis de blev spurgt. De frivillige fællesskaber kan mindske udsathed og forbedre menneskers livskvalitet: Mennesker uden for arbejdsfællesskabet, som er frivillige, oplever deres liv som mere tilfredsstillende end dem, der ikke er frivillige.

Velfærd handler således ikke alene om offentlige servicetilbud, men i lige så høj grad om at skabe adgang til samfundets fællesskaber, herunder de frivillige. Det frivillige engagement udfolder sig i meningsfulde fællesskaber. Her skabes sociale relationer og forebygges social eksklusion og ensomhed.

Tærsklen til at træde ind i frivillige fællesskaber bør være lav. Derfor er det ikke i orden, at så mange oplyser, at de aldrig er blevet spurgt. Når vi opfordrer nogen til at komme med i en frivillig aktivitet, har vi en tendens til at især at spørge dem, vi kender, og dermed dem, der ligner os selv.

En af fem voksne danskere har altså alvorlige udfordringer i livet af helbredsmæssig, psykisk eller social karakter og føler sig i langt højere grad end flertallet ensom og uden for fællesskaber.

At deltage i frivillige aktiviteter har enorm betydning for selvværd, velvære og mental sundhed. Statens Institut for Folkesundhed har netop offentliggjort en undersøgelse, som viser en klar sammenhæng mellem mental sundhed og det at deltage i frivilligt arbejde. Frivilligt arbejde er således en vej til bedre livskvalitet og styrket sundhed.

Det er selvfølgelig ikke et privilegium, der skal være forbeholdt de allerede velbjærgede i dette samfund. Det er tværtom et gode, som alle har krav på. Vi må derfor lægge os i selen for at nedbryde de barrierer, som kan findes i vores møde med andre mennesker, i vores måder at organisere os på, og i den måde vi tænker om andres muligheder for at bidrage. I stedet for at spørge til alt det, andre ikke kan, skal vi fokusere på, hvor andre kan have lyst til at være med.

Mange organisationer er i gang med dette arbejde. Det brede foreningsliv som for eksempel idrætten udfører en kæmpe indsats for at skabe positive udfoldelsesmuligheder for børn og unge på kanten og har dermed bidraget til den stadig mere vellykkede integrationsindsats. Men vi skal blive bedre til at lære af hinanden, og det offentliges medarbejdere skal blive bedre til at pege på og støtte op om de muligheder for livsudfoldelse, som findes i det frivillige foreningsdanmark.

De frivillige sociale foreninger har en helt unik viden om, hvordan man når og involverer særlige målgrupper. Med meget små tilskud sammenlignet med, hvad indsatser koster i det offentlige, lykkes det ganske ofte at skabe virkningsfulde indsatser, der involverer nogle af de grupper, der står på kanten af samfundet.

Måske ligger der her en af de nøgler, vi har brug for: en metode til at skabe aktivt medborgerskab for alle grupper i samfundet, som foreningslivet kan tage til sig og gøre til en del af egen praksis, og som samfundet bør skabe gode rammer for.

Værdien af de frivillige fællesskaber anerkendes i de økonomiske støttestrukturer på idræts- og kulturområdet, hvor foreninger kan modtage støtte til at dække drift og faste aktiviteter. Tænk blot på de faciliteter, som kommunerne stiller til rådighed for de lokale idrætsklubber.

På det sociale område, derimod, er vi endt i en situation, hvor man for at komme i betragtning til offentlig støtte er henvist til midlertidige puljer.

Aktiviteterne skal formuleres i et projekt, som skal være nyt og innovativt, hvis det skal kunne opnå støtte. Det betyder, at den frivillige sociale verden skal genopfinde sig selv og sine aktiviteter igen og igen. Det gør, at vi tænker kortsigtet, og at vi kommer til at bruge rigtig mange kræfter på at skaffe penge i stedet for at bruge kræfterne på at skabe sammenhængskraft, relationer og fællesskaber. Vi bør som samfund som minimum give de mange aktive frivillige på det sociale område de samme rammer og vilkår, som de har på de øvrige områder.

Frivilligrådet er et politikudviklende organ, der rådgiver socialministeren og Folketinget om den frivillige sektors rolle og indsats over for sociale udfordringer.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Befolkningsudskiftning

Morten Uhrskov Jensen
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej?

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.

Blog: Et pudseløjerligt valg

Morten Uhrskov Jensen
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her