*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Folkenes selvbestemmelse – jura eller politik?

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Folkenes selvbestemmelse som demokratisk princip, der var basis for dansk udenrigspolitik i årtier, er ikke blevet kvalificeret behandlet i de danske medier i forbindelse med konflikten mellem Spanien og Catalonien.

Medierne og de såkaldte politiske eksperter har som tendens i overvejende grad taget parti for centralregeringen i Madrid og dermed renonceret på det klassiske princip om folkenes selvbestemmelse. Flensborg Avis' leder afviger fra tendensen. Avisens analyse af situationen var indsigtsfuld og analyserende. Det skyldes givetvis, at avisen og læserne i grænselandet i generationer er blevet fortrolige med begrebet folkenes selvbestemmelse politisk og juridisk. Tysk presse har også behandlet konflikten dialektisk og nuanceret.

Politologer og eksperter i DR og TV2 omtaler ikke engang begrebet. Det er fraværende i alle analyser. Det er overraskende, eftersom folkeafstemningen om catalansk selvstændighed er begrundet i begrebet om folkenes selvbestemmelse. Det er et begreb, der traditionelt sammen med den individuelle rettighedsliberalisme forbindes med demokratiet. Da jeg læste samfundsfag i 80'erne, indgik begrebet folkenes selvbestemmelse ikke i vores pensum. I værket "Klassisk og moderne samfundsteori" (red. af Andersen & Kaspersen), som er et standardværk på statskundskabsstudiet, er emnet heller ikke behandlet, selv om det har formet dansk politik langt op i det 20. århundrede.

Derfor har vi fået en endimensionel fortolkning af selvstændighedsbestræbelserne i Catalonien. Det danske nomenklatura er tilsyneladende uvidende om princippet og har valgt side i konflikten mellem Barcelona og Madrid. Til fordel for Madrid! Spørgsmålet er, hvorvidt de ville have gjort det, hvis de var fortrolige med den sønderjyske frihedskamp.

Vi har i løbet af det 20. århundrede mistet optagetheden af, at demokratiet også er knyttet til princippet om folkenes selvbestemmelse. Den tiltagende individualisering i det moderne har givetvis betydet, at begrebet folkelighed er trængt ud i et departement for det usamtidige.

Medierne og eksperterne omtaler i reglen catalonierne som håbløse romantikere, eventyrere og nationalister, der undergraver den moderne sociale orden. De beskriver endog catalonierne som separatister. Det finder jeg fejlagtigt.

Catalonierne er et folk med eget sprog, historie og kultur. Et folk, som ønsker selvstændighed, kan efter mine begreber ikke være separatister.

Catalonierne ønsker at træde ud af en multinational føderal statsdannelse. Spanien er således ikke en nationalstat!

Jeg vil ikke afvise, at catalonierne er eventyrere, umodne og venstreorienterede. Nogle af de ledende figurer i den catalanske frihedskamp virker noget vidtløftige og sværmeriske efter min smag. Men det ændrer ikke ved, at catalonierne, hvis man skal forstå folkenes selvbestemmelse i en sønderjysk klassisk optik, har ret til som folk at etablere en selvstændig nation, hvis en folkeafstemning kan indfri det.

Det catalanske folk kan tilslutte sig den føderale stat Spanien, eller etablere sin egen stat. Det er den klassiske tilgang til begrebet.

Sådan blev princippet fortolket i årtierne op til Genforeningen 1920. Efter Anden Verdenskrig er retten til en stat på baggrund af folkenes selvbestemmelse blevet indskrænket. De store multinationale stater vil ikke acceptere det klassiske princip. Demokratiet er blevet minimeret. Princippet om folkenes selvbestemmelse kan vurderes klassisk, pragmatisk og juridisk.

Juridisk er princippet om folkenes selvbestemmelse anno 2017 i strid med den klassiske forståelse af begrebet. Lektor i folkeret ved KU Lars Henriksen vurderer begrebet folkeretligt dvs. juridisk. Catalonien har allerede selvstyre og har ikke været kolonialiseret. Derfor har Catalonien ifølge Henriksen og folkeretten anno 2017 ikke ret til en stat.

Henriksen analyserer også begrebet folkenes selvbestemmelse politisk. Henriksen skriver: »Det internationale system er nu engang organiseret omkring suveræne nationalstater og de territoriale grænser for disse nationalstater ligger som udgangspunkt fast. Det dur simpelthen ikke, hvis alverdens folkeslag og regioner bare uden videre skal kunne løsrive sig fra deres ”moderstater” og opnå selvstændighed. Så bryder tingene og den internationale orden sammen. Det bør også catalonierne kunne forstå.«

Henriksen er jurist, og det er muligvis grunden til, at han overvurderer de juridiske betydning for stabilisering af magten i den europæiske sociale orden. Henriksens politiske analyse er efter min vurdering tvivlsom.

Politisk og historisk har det ofte vist sig, at fastholdelsen af det juridiske argument om folkenes selvbestemmelse er destabiliserende for den sociale orden. Det var gældende for den føderale stat Jugoslavien i 1990’erne, da serbernes insisteren på juraen og den føderale stat førte til barbari, krig og etniske udrensninger.

Østrig-Ungarn er et andet eksempel. Østrig-Ungarn var fra nationalismens fremkomst i 1830’erne en evig destabiliserende faktor for Europa. Første Verdenskrig blev udløst, fordi dobbeltmonarkiet ikke havde løst de nationale spørgsmål.

Spaniens forfatning var, som den jugoslaviske, føderal. Begge forfatninger nægter at acceptere retten til folkenes selvbestemmelse, hvis det medfører en ny statsdannelse. Den jugoslaviske og spanske forfatning har derfor et indbygget destabiliserende konfliktfelt.

Det føderale Tjekkoslovakiet blev opdelt i to stater i 1991 på trods af, at Slovakiet aldrig havde været kolonialiseret. Delingen var fredelig, fordi det tjekkiske folk var formet af præsidenterne Havels og Masaryks demokratiske og tolerante ånd.

Tjekkoslovakiet omfattede 15 millioner indbyggere. Tjekkerne udgjorde 10 millioner og slovakkerne fem millioner. Alligevel besluttede de tolerante tjekkiske folkevalgte, at slovakkerne skulle have ret til at være selvstændige.

Det ville være oplagt, at den danske presse og offentlighed advokerede for Cataloniens ret til en folkeafstemning om selvstændighed. Dels fordi Spanien er en multinational føderal stat, dels fordi princippet i klassisk forstand har været comme il faut for dansk udenrigspolitik i årtier, dels fordi H.P. Hanssen og sønderjyderne gjorde folkenes selvbestemmelse til det centrale i frihedskampen mellem 1864-1920, og endelig fordi et forbud mod en folkeafstemning i Catalonien vil skabe årtiers destabilitet i Spanien.

Folkenes selvbestemmelse er således nært knyttet til dansk historie. Måske er det Danmarks vigtigste realpolitiske bidrag til Europas moderne historie.

Vi må således erindre os, at uden virkeliggørelse af princippet om folkenes selvbestemmelse var forholdet mellem dansk og tysk ikke endt fredeligt i Nord- og Sydslesvig (Sønderjylland).

Afstemningen i Catalonien 1. oktober 2017 blev forstyrret af statens vold. Vi kan derfor ikke reelt vide, hvor mange flere der ville have stemt 1. oktober i Catalonien, hvis afstemningen var forløbet fredeligt og ordentligt.

Min vurdering er, at catalonierne i overvejende grad vil stemme for løsrivelse fra Spanien, hvorimod spanierne i Catalonien vil stemme imod.

Den nationale demografiske sammensætning i Catalonien er et emne, som har været totalt fraværende i den danske debat. I Sønderjylland var det et helt afgørende tema ved de to afstemninger i 1920.

Vi må derfor stille følgende spørgsmål: Hvem har retten til at stemme? Har catalonierne i Spanien ret til at stemme? Er spaniere, som ikke er født i Catalonien, men bosat i Catalonien stemmeberettigede? Eller er det kun dem, der aktuelt bor i Catalonien, der har stemmeret?

Hvorom alting er. Vi står realpolitisk overfor en alvorlig politisk konflikt i Spanien og Catalonien, som kan udvikle sig til et nyt Jugoslavien.

Spanierne må forholde sig pragmatisk og tolerant til konflikten, som tjekkerne gjorde i 1991, ellers accelererer den. En folkeafstemning for catalansk uafhængighed vil højst sandsynlig ende med en tilslutning til det føderale Spanien.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Befolkningsudskiftning

Morten Uhrskov Jensen
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej?

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.

Blog: Et pudseløjerligt valg

Morten Uhrskov Jensen
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her