*

Privacy Policy Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her
Klummer 16.03.2012 kl. 03:01

Ytringsfrihed på svensk

Lars Vilks nærmest løber ned ad den stejle klippeskrænt over jord, rødder og granit med de to politifolk i hælene.

De er sat til at beskytte ham døgnet rundt fra deres campingvogn i hans baghave, men her er de kommet på en fysisk prøve: at følge med den adrætte 65-årige performancekunstner i det uvejsomme terræn på nordsiden af Kullen, hvorfra vi lige præcis ikke kan se Kronborg i det fjerne. Danmark er så tæt på og alligevel så langt væk. Især når det gælder ytringsfriheden. Den har en noget højere pris i Skåne end i Danmark. Som vi har været inde på igen og igen i Danmark, skal man passe på, hvad man siger eller tegner, især hvis man siger eller tegner det i Sverige. Det kender Lars Vilks alt til, siden han tegnede den højhellige profet som hund i en rundkørsel i 2007 og lige siden har måttet leve i en slags husarrest. En selvvalgt husarrest, kalder han sin tilværelse, for han valgte selv at tegne den ukrænkelige og utegnelige og lever nu med konsekvenserne. Vilks, klædt casual, viser os det vindue, hvor to muslimske mænd en sen aften for to år siden forsøgte at sætte hans hus i flammer. Det lykkedes ikke, og de blev pågrebet efter at have begået alle de fejl, to brandstiftere kan begå på 10 minutter, og så røg de i kachotten. Snart er de begge ude igen, og Vilks lever med dødstrusler, som vi andre lever med rudekuverter. Den efterstræbte kunstner lader til at have vænnet sig til omstændighederne, og jeg kommer til at tænke på, at mennesket er et plastisk væsen - på godt og ondt - men det er først på vej over stok og sten ned til hans livsværk, at han med sine hurtige og præcise skridt badet i den nådesløse forårssol røber, hvad han er lavet af: energi. Den mand er et helt økosystem, en skånsk drømmer, hvis ikke det var for hans fornuft, en idealistisk oplysningsmand, hvis ikke det var for hans realisme.

Lars Vilks ved godt,
at han har bevæget sig over en grænse og fornærmet såvel de godhjertede som dem med onde hensigter, men han sammenligner sin personlige Muhammed-krise med den ballade, det udløste, da han tilbage i 1980 påbegyndte det arbejde, der mere end 30 år senere må regnes for hans livsværk, Nimis-tårnene ved kysten ud for Arild. Bygget af træ og drivtømmer rager tårnene mere end 30 meter op som en sær blanding af skyskraber og flygtningelejr, et monument over kaotisk orden og improvisation i forhåndenværende materialer. Nimis betyder ”for meget” på latin, og Lars Vilks er for meget til Sverige, før som nu. Af forskellige grunde, forstås, men konklusionen er den samme. Hvor det i dag er vrede muslimer, der vil have Vilks sat ud af spillet, var det i årevis myndighederne, som ville sætte en stopper for Nimis og stadig slæber ham i retten. Engang var det folkehjemmet, der bestemte; i dag er det folkevandringen. Alligevel står Nimis endnu og er vokset med tiden trods vind og vejr. Hver sommer valfarter turister fra nær og fjern hertil - camperer, vegeterer, drikker og ryger. Da jeg spørger kunstneren, hvad meningen med Nimis er, svarer han, at pointen er stedets sociale relation. Fra protest, kritik og forbud har relationen over tid forandret sig til interesse, sympati og praksis. Først senere ved vi, om det samme sker med kritikken af Muhammed og hans raske drenge. Vilks går over grænsen og er med sin kunstneriske ekstremrealisme i familie med den ligeledes i Skåne bosatte norske succesforfatter Karl Ove Knausgård. Det er Knausgård, der har skrevet, at der i Sverige findes en gul streg på gulvet, som ikke må overskrides. I Sverige handler det fortsat om ikke at støde hinanden, men om at sige og gøre det, man skal. Knausgård skriver det modsatte. Vilks gør det.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
En generation af blanke tavler
MIKAEL JALVING
Før demokratiet blev indført i Danmark, skortede det ikke på modstand, advarsler, skepsis og klamme håndflader.
Den nøgne sandhed
Sophie Hytteballe, kommentator
Danmark er kendt som en frisindets højborg. Det første land, der frigav pornoen, med strande, hvor pigerne soler sig topløse, og hvor man frit snakker om sex og porno.
Mod strømmen: Enden er nær
Christopher Arzrouni, kommentator
Min barndom i 70'erne var præget af udsigten til ragnarok. På et eller andet tidspunkt ville en galning trykke på knappen, og så ville det bare være slut.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her