*

Klummer

Khaders kunstige konservative

En gruppe danskere med det konservative folketingsmedlem Naser Khader i spidsen vil starte en såkaldt ”værdikonservativ” tænketank. Den tank må kunne tiltrække mange tænkere.

Jeg har i hvert fald mødt masser af konservative mennesker i mit liv, også af den tænksomme slags, for folk, der vil bevare de gamle værdier, er lige så talrige som svaler på elmasterne en varm sommerdag i min barndoms Sønderjylland. Sådan en konservativ er jeg også selv, for de fleste af de værdier, som jeg har slæbt med mig til København, blev lagret i mig af mine forældre, som havde fået dem af mine bedsteforældre, som igen ikke havde opfundet dem egenhændigt og så videre.

Jeg har imidlertid aldrig mødt konservative, som jeg i politisk forstand fandt værd at samle på, hvis de ikke oven i deres konservatisme var politisk liberale som jeg selv. En konservativ, der f.eks. vil bevare de værdier, som vores socialdemokratiske velfærdsstat bygger på, er jo bare en socialdemokrat, og dem har jeg et noget anstrengt forhold til. Det kan jeg måske delvist takke min ene bedstemor for. Hun sagde altid om den til enhver tid siddende socialdemokratiske partiformand, at »han er da så møj en grimme karl«. Anker, Auken og Nyrup, de var grimme karle alle til hobe, ikke til at stole på, ikke ordentlige mennesker, for de repræsenterede byens arbejderværdier, ikke min bedstemors overleverede bondeværdier.

At være konservativ er altså som hovedregel en ret intetsigende betegnelse, for vi er stort set alle konservative. Det kan virke som om ”konservativ” i virkeligheden er højrefløjens svar på venstrefløjens ”humanist” - de er begge en slags positive tillægsord, der ofte bruges af folk, der gerne vil fortælle om sig selv, at de er gode. Humanisten kan godt lide mennesker, den konservative forsvarer de værdier, hvorpå vores menneskelige civilisation er bygget. Og hvem kan ikke skrive under på begge dele? Der, hvor vandene skiller, er, når folk giver sig rigtigt til kende ved at afsløre, hvilke mennesker de foretrækker frem for andre mennesker, og hvilke nedarvede værdier de vil prioritere over andre værdier.

Naser Khaders tænketank er begrundet med, at hans konservative flok gerne vil have en tænketank som den succesrige liberale af slagsen, Cepos. Man vil bare ikke være med dér, fordi Cepos fokuserer på liberale værdier. Hvilke værdier er det så, disse konservative vil bevare, hvis ikke de liberale?

Det politiske system i Danmark er primært bygget på liberale og på socialdemokratiske værdier. De liberale værdier fortæller os, at folk bør have frihed til at gøre, hvad de vil, så længe de ikke skader andre. Det kommer bl.a. til udtryk i vores syn på ytringsfrihed, lighed for loven, retsstatsprincipper, folkestyre og mindretalsbeskyttelse. De socialdemokratiske værdier ligger til grund for verdens højeste skattetryk, største offentlige sektor og største andel af indbyggere i den arbejdsdygtige alder, som forsørges af det offentlige.

Hvis Khaders konservative tænkere ikke vil være sammen med Cepos om at bevare de liberale værdier - og udvide dem på bekostning af de socialdemokratiske - er det så de socialdemokratiske værdier, man vil kæmpe for? Vil man stille sig op på Christiansborg Slotsplads sammen med fagforeningerne, som er imod regeringens ”nedskæringer”? Vil man gøre fælles sag med Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal om at kræve alle velfærdsydelser bevaret til evig tid finansieret af endnu mere gældsætning og højere skatter?

Den mulighed foreligger naturligvis, at man bare gerne vil skaffe omtale og, hvis forehavendet lykkes, løn til sig selv ved at hævde et modsætningsforhold, som for det meste er helt og aldeles kunstigt mellem liberale og konservative.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Alt andet er selvmord
Mikael Jalving
Var i et elendigt humør. Det ene med det andet efterfulgt af nok et forlist forsøg på at få læst Søren Kierkegaard. Gik atter død i melankolien, sad igen fast i kristendommen. Stakkels mand. Alt sammen på grund af et pigebarn. Tsk, tsk.
Håndbog for diktatorer
FARSHAD KHOLGHI
God søndag og velkommen til “Stikpillen.” Mit navn er Farshad Kholghi, og jeg er avisens undersøgende reporter. Dagens stikpille er et uddrag fra håndbogen “Diktator i en moderne tid,” som er bestseller i Mellemøsten i disse dage.
Brudflader: Kriminalitet og underklasse
Lars Olsen
Vold og kriminalitet blandt unge er i ekstrem grad socialt betinget. Det viser en af de hidtil største danske undersøgelser, som også kaster nyt lys over kriminaliteten blandt unge med indvandrerbaggrund.
Troldspejlet: Fodbold
NIELS LILLELUND
Åh, det var råkolde dage, da jeg vraltede mod grønsværen, besværet af mine nyindkøbte og skinnende fodboldstøvler, der aldrig skulle nå at blive fladtrådte og veltjente, thi jeg var ingen succes. Det stod hurtigt klart. Sandheden lod sig ikke skjule, men åbenbaredes i den frostklare aftenluft og det skarpe skær fra lysmasterne.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her