*

Klummer

Misforstået afmagt

En anonym aktivist fortalte for nylig, hvorfor trendy københavnske butikker og cafeer bliver udsat for systematisk hærværk.

»Jeg bryder mig ikke om, at der kommer en ensrettende kultur og stjæler det byrum, som jeg har været med til at forme. Det bør være op til de mennesker, der bor her, bruger byen, og som holder af stedet, ikke de her kæder, der udnytter folk, og som prøver at presse en mainstreamkultur ned over os,« forklarede aktivisten.

Det er rigtigt, at kapitalismen har frembragt en mainstreamkultur uden lokalt præg. Burgerrestauranter. Caféer med indretning À la Paris. Bankfilialer med ensartede blå farver. De leverer genkendelige varer til priser, som er de samme over hele landet.

Aktivister mener, at den slags butikker ”stjæler” byrummet. Men detailkæderne har betalt for at ligge, hvor de gør, og fået pengene til det af de lokale kunder. Var det bedre med kvarterer, hvor ingen kæde turde åbne af frygt for hærværk? Sådanne slumkvarterer findes i USA, og hér er de lokale beboere henvist til små etniske nærbutikker med skyhøje priser.

Hærgende aktivister møder sjældent forståelse blandt borgerlige politikere. Men for nylig holdt min ven, Søren Pind, en grundlovstale, hvor han både fordømte hærværk, men dog alligevel følte sig kaldet til at forstå aktivisterne.

»Jeg genkender aggressiviteten og vreden,« sagde han. »Afmagten. Jeg genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider - nemlig ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed, vi nyligt har set udfoldet.«

Det er skråsikre, generaliserende og moraliserende ord. I ånden leflede Søren Pind for de hærgende aktivisters hovne ”samfundsanalyse”. I stedet burde han glæde sig over de fremskridt, den moderne kapitalisme vitterlig har frembragt for almindelige mennesker. Lavere forbrugerpriser end nogensinde.

Det er rigtigt, at store kæder tilbyder samme slags varer. Men det øger gennemskueligheden for forbrugerne, som ved, hvad de køber. Det er også rigtigt, at man kan købe stort set samme produkter på tværs af landegrænser. Samme par jeans eller samme chokolade. Men ingen tvinger os. Det er som med de 117 ens tv-kanaler. Bare sluk. Afmagt? Ikke hér.

De forbrugere, som gerne vil have specialbutikker, kan heldigvis finde dem. Det er mange år siden, at der har været så mange gode chokoladebutikker i København. Og på internettet kan man hente specialiteter, som førhen var uden for almindelige menneskers rækkevidde. Hellere 10.000 specialbutikker på nettet end 10 på Vesterbro. Afmagt? Ikke hér.

Markedet er mangfoldigt. Nogle tilbyder kunderne det almindelige, det trygge. Andre tilbyder noget nyt og anderledes. Belønningen er enkel: Profit. Den har drevet større velgerninger frem end nok så mange rare politikere.

En af Søren Pinds bekymringer gik på »de vulgære, ens facader, discount overalt - laveste fællesnævner.« Sådan vil det være nogle steder i byrummet. Men andre steder vil byrummet ose af netop den ”gentryficerede”, stilfulde luksus, aktivisterne hader.

Jeg er bange for, at Søren Pind er blevet grebet af misforstået afmagt. Selv internettet vrængede han af. »Internettet med dets ubegrænsede frihed, hvor alt kan findes.« Søg lige under J. S. Bach på Amazon. Det giver 14.728 hits, hvilket formodentlig er flere plader, end nogen bornholmsk pladebutik til dato har haft.

Smil, Søren. Menneskers kreativitet i kapitalistiske samfund er langt større, end både du og jeg og de røde hærværksmænd begriber. Men du burde være klogere end dem.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Troldspejlet: Den redigerende klasse
NIELS LILLELUND
Ingen tragedie er så grum, at den ikke kan bruges til noget, så det var vel nok ærgerligt, at morderen i Toulouse viste sig at være en almindelig islamist snarere end en af de utallige, kampklare og svært bevæbnede nynazister, som den journalistiske mytologi er så rig på.
Guds dros
Niels Lillelund, kommentator
Forleden havde nogen fjernet et udtryk fra en artikel, jeg havde skrevet, og det var jeg selvfølgelig ærgerlig over, ligefrem echaufferet, edderspændt og lettere konsterneret.
Mod Strømmen: Blå lejesvende
Christopher Arzrouni, kommentator
I min pure ungdom ødelagde jeg min chance for at gøre international politisk karriere. I slutningen af 1980'erne var jeg på politisk dannelsesrejse med andre unge fra lyserøde liberale organisationer.
Hvad er kernevelfærd?
Camilla-Dorthea Bundgaard
»Der bliver råd til vores kernevelfærd. Uddannelse til de unge, omsorg til de ældre og hjælp til de syge«, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, da hun fremlagde regeringens gode intentioner frem mod 2020. Det lyder jo umiddelbart ganske forjættende, for det må så betyde, at vi skal skære alt det overflødige ”velfærd” væk.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her