*

International debat 18.12.2012 kl. 03:00

Vil det gå EU som det tidligere Jugoslavien?

EU bliver nødt til at finde nye samarbejdsmodeller frem. Hvis fornuften får lov til at råde, kan det lade sig gøre. I modsat fald er alternativet en balkanisering af Europa. Det vil være en tragedie.

Et indtryk fra krigen på Balkan. Arkivfoto: Boris Grdanoski/AP

Er vi mon vidne til en balkanisering af Europa og ikke en europæisering af Balkan?

Da pengene slap op, begyndte det stærkt forgældede Jugoslavien at bevæge sig fra den ene økonomiske krise til den anden, og tingene ændrede sig.

For nylig var der valg til lokalparlamentet i Catalonien, og uanset hvordan stemmerne fordelte sig på partierne, viser resultatet umiddelbart én ting: Et flertal af vælgerne vil have en folkeafstemning om, hvorvidt Catalonien skal erklære sig uafhængigt af Spanien. Om og i givet fald hvordan Catalonien løsriver sig, må tiden vise. Men det er ikke længere utænkeligt, at vi om nogle år taler om ”Restspanien”, ”det tidligere Belgien” og ”det tidligere Storbritannien”.

Alt dette burde lyde velkendt for enhver, der var vidne til Jugoslaviens opløsning. Fællestrækkene – mellem sammenbruddet i Josip Broz Titos multinationale stat og den spirende separatisme rundt omkring i Europa – er tydelige på to punkter.

For det første er der nord-syd-kløften i EU; for det andet er der nord-syd-kløften i medlemslande – jf. Skotland over for Vallonien i Belgien. På såvel EU-niveau som i tilfældet med de tre lande er borgerne i den nordlige del trætte af at støtte de set med deres øjne dovne og ødsle borgere i den sydlige del. Den tendens er meget klar, når tyskerne taler om grækerne, catalonierne om resten af Spanien, flamlænderne om vallonerne, og for Storbritanniens vedkommende taler skotterne om, at London sætter sig på Skotlands olie.

Olaf Tempelman, der er tidligere Østeuropa-korrespondent for den hollandske avis De Volkskrant, opsummerede for nylig parallellen mellem Balkan i 1990’erne og den aktuelle kløft mellem Syd- og Nordeuropa. Han gjorde gældende, at Kroatien og Slovenien sagde god for at bidrage til udviklingen i de fattige dele af Jugoslavien som Kosovo og Bosnien, »så længe det blev ved med at gå godt, og så længe indbyggerne ikke mærkede nævneværdigt til deres yderligere forbindelse med de andre regioner«.

Men da pengene slap op, begyndte det stærkt forgældede Jugoslavien at bevæge sig fra den ene økonomiske krise til den anden, og tingene ændrede sig. »Det nuværende nordeuropæiske slogan – ”Ikke én cent mere til hvidløgsnationerne” – minder uhyggeligt meget om datidens slovenske slogan – ”Ikke flere penge til biftekzonen (bøfzonen, red.)”« – skrev Olaf Tempelman.

Han fortsatte med at påpege ligheder mellem de nationalistiske og ultrahøjreorienterede ledere, der skaber overskrifter i vore dages økonomisk plagede Europa, og de personer, der kom til magten i Jugoslavien i slutningen af 1980’erne, f.eks. Slobodan Milosevic i Serbien og Franjo Tudjman i Kroatien.

Den slags sammenligninger har været oplagte for indbyggerne på Balkan i nogen tid. I Serbien drøftes de endog med en snert af skadefryd. Da Jugoslavien faldt fra hinanden, sagde mange serbere, at løsrivelsesbestræbelserne, der begyndte som en kræftknude i deres land, ville sprede sig til resten af Europa, hvis der ikke blev gjort noget for at bremse dem. Nu føler nogle serbere, at de er blevet bekræftet i deres spådomme, om end argumentet ikke passer – Milosevic ville danne et Storserbien, og Tudjman ønskede et Storkroatien. Catalonien og Flandern har ikke den slags ambitioner.

For næsten et år siden skildrede den serbiske journalist Momcilo Pantelic disse ligheder i Serbiens førende dagblad, Politika, der har hovedkontor i Beograd. Med henvisning til EU’s kvaler noterede han, at debatten om et Europa i to hastigheder lignede dødsdømte forslag fra slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne om at gøre Jugoslavien til et ”asymmetrisk statsforbund”.

På samme måde, sagde han, minder »sloganet ”Enhed og broderskab mellem de jugoslaviske folk” (Titos parole, red.) om den nuværende holdning, som Bruxelles forsvarer, nemlig at fælles interesser skal veje tungere end nationalt uvenskab og forskelle«.

Momcilo Pantelic sammenlignede også Jugoslaviens ikkevalgte kommunistiske, bureaukratiske ledelse og vore dages EU-ledelse. Og det er svært at lade være med at sammenligne EU-systemets roterende formandskab mellem de nuværende 27 medlemslande og Jugoslaviens formandskab, der gik på skift mellem Jugoslaviens seks republikker og to selvstyrende provinser.

»I begge tilfælde forholder det sig således, at frygten for, at de folkerigeste stater skulle få for stor indflydelse, har forhindret indførelse af principperne om én borger, én stemme,« skrev Momcilo Pantelic.

Europæerne vælger repræsentanter til Europa-Parlamentet, men dettes beføjelser er yderst begrænsede. Et af de argumenter, der ofte er blevet fremført imod i hvert fald nogle af disse sammenligninger, er, at moderne europæiske lande er demokratier, hvilket Jugoslavien ikke var. Men selv om nogle mennesker gerne så, at det forholdt sig anderledes, så valgte serberne Milosevic frit, og kroaterne valgte Tudjman.

Siden krigene på Balkan sluttede i 1999, har europæiseringen af Eksjugoslavien været taget næsten for givet. Tanken er, at fred, stabilitet og sikkerhed vil komme til de tidligere jugoslaviske stater, efterhånden som de bliver medlem af EU. Den tidligere jugoslaviske republik Slovenien blev medlem af EU i 2004, Kroatien bliver medlem næste år, og de andre følger efter hen ad vejen. Balkaniseringen af Europa ville derimod formentligt føre til en gruppe relativt små lande, der kæmper for at klare sig i verden, og et splittet Europa, der ikke er stærkt nok til at forsvare dets interesser.

Dermed være ikke sagt, at det vil komme til konflikt i Spanien, Storbritannien og Belgien. Dermed være heller ikke sagt, at en opløsning – i den forstand at nye stater bliver skabt, eller at EU falder fra hinanden – er uundgåelig. Det vil imidlertid være dumt at se bort fra disse muligheder fuldt og helt.

I slutningen af 1980’erne forekom en fysisk konflikt utænkelig i Jugoslavien. Etnisk og nationalistisk populisme er attraktiv for politikere, der kæmper for at sikre sig opbakning.

Hvordan skulle Milosevic – en leder fra den kommunistiske epoke – have modstået udviklingen i Østeuropa og klynget sig til magten i over 10 år efter Berlin-

murens fald, dersom han ikke havde appelleret til serbisk nationalisme? Populisme af den art kan give folk en begrænset fornemmelse af at få et pusterum fra deres meget reelle økonomiske problemer ved bl.a. at stille i udsigt, at de måske kan blive af med de dyre ”andre”.

Hvis vi tager højde for den jugoslaviske parallel, vil separatistbevægelserne i Europa næppe levere det, som folket forventer.

Jugoslavien var i sin tid et betydningsfuldt europæisk land, ligesom Spanien og Storbritannien er det i dag, og EU er en global magtfaktor (det betyder mindre, at EU’s aktuelle problemer begrænser unionens indflydelse i regionen).

De små stater, der opstod efter Jugoslaviens opløsning, er nu sociale og kulturelle afkroge med faldende befolkningstal. Deres indflydelse i verden er begrænset, og de bliver derfor nødt til at rette ind efter normer, som andre udstikker, især EU.

EU og de medlemsstater, som nu er truet af løsrivelsestendenser, bliver nødt til at finde frem til nogle nye, velfungerende samarbejdsmodeller. Hvis fornuften får lov til at råde, kan det lade sig gøre. I modsat fald er alternativet en balkanisering af Europa. Det vil virkelig være en tragedie.

Tim Judah er forfatter og journalist. Han skriver om udenrigspolitiske forhold og dækker Balkan for det britiske ugemagasin The Economist.
© Bloomberg News
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
International debat: Det er nødvendigt med flygtningekvoter i EU
Poul Skytte Christoffersen
Forhandlingerne har vist problemerne med en frivillig fordeling. Mange nye medlemslande bidrog kun symbolsk, og Danmark og Storbritannien gemte sig bag deres traktatforbehold over for EU’s asylsamarbejde.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs
E-Avis

Morgenavisen Jyllands-Posten online – tilgængelig fra kl. 23:00 aftenen før udgivelsesdato.Premium

Kommentarer
Annonce
Annonce
Ups, jeg er kommet til at slå nogen ihjel
I det stemningsfulde gyserspil Until Dawn får hver lille beslutning, du tager, afgørende betydning for otte teenageres liv – og død. Tør du spille det i mørke? 
Se flere
Ups, jeg er kommet til at slå nogen ihjel
I det stemningsfulde gyserspil Until Dawn får hver lille beslutning, du tager, afgørende betydning for otte teenageres liv – og død. Tør du spille det i mørke? 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her