*

International debat 17.12.2012 kl. 03:00

Derfor er det i orden at gennemføre målrettede drab

Debatten om efterretningstjenesters ret til at begå målrettede drab raser i Danmark, efter at en tidligere agent har sået tvivl om PET’s rolle i likvideringen af en Al Qaida-leder. I USA debatteres det også. En tidligere Bush-rådgiver argumenterer for, at det er inden for folkerettens rammer.

Droner gør det muligt for USA’s forsvar at anvende en teknologi, der er særligt virkningsfuld over for Al Qaidas organisation og taktik. Foto: AP/US Air Force

Præsident Franklin Roosevelt blev virkelig overrasket, da en journalist fortalte ham, at admiral Isoroku Yamamoto, der stod bag angrebet på Pearl Harbor, var blevet skudt ned af amerikanske fly over en stillehavsø, efter at amerikanerne havde fået kendskab til Yamamotos flyveplan.

Roosevelt havde støttet dette ”målrettede drab” – dvs. drab på en bestemt person af militær betydning – en vending, der er blevet velkendt, siden Israel begyndte at foretage målrettede drab i 2000 i kampen mod den anden palæstinensiske intifada (intifada betyder rystelse og benyttes som betegnelse for to tilfælde af palæstinensisk oprør i konflikten mellem palæstinenserne og Israel, red.).

Spørgsmålet er blot, om nedskydningen af Yamamotos fly var “et snigmord”. Hvis det var lykkedes britiske kommandostyrker at dræbe den tyske general Erwin Rommel i Libyen i 1941, ville det så have været et snigmord? Hvis præsident Ronald Reagans angreb i 1986 på militære mål og efterretningsmål i Libyen, inklusive et sted, hvor Moammar Gaddafi somme tider opholdt sig, havde ført til, at Gaddafi blev dræbt, ville det så have været et snigmord? Eller hvad med dengang i november 2001, da CIA rettede et droneangreb mod et møde i Kabul mellem højtstående Al Qaida-ledere?

Osama bin Laden blev ikke ramt, men hans militærchef blev dræbt. En gammel bekendtgørelse og en ny teknologi giver disse spørgsmål aktuel betydning.

Bekendtgørelse nr. 1233, udstedt af Ronald Reagan i 1981, er en forlængelse af en bekendtgørelse, som Gerald Ford udstedte i 1976 – som reaktion på afsløringen af CIA-forsøg på at snigmyrde Fidel Castro – og som blev stadfæstet af Jimmy Carter. I nr. 1233 hedder det:

»Ingen person, der er ansat af eller repræsenterer USA’s regering, må deltage i eller samarbejde hemmeligt om at deltage i snigmord.«

Hvad så med Navy Seals, der dræbte Osama bin Laden? Den nye teknologi er den bevæbnede drone, som kan hænge over et formodet tilholdssted for en vigtig fjendtlig person og på få øjeblikke sammen med satellitbilleder affyre præcisionsammunition.

USA kan kun vinde ved at ødelægge Al Qaidas »evne til at fungere – ved selektivt at dræbe eller pågribe organisationens nøglemedlemmer.«

Heldigvis har John Yoo fra juridisk fakultet ved Berkeley-universitetet skrevet en klar og tydelig indføring i den lovlige og moralske baggrund for at bekæmpe terrorisme ved at gå målrettet efter betydningsfulde fjendtlige personer.

I ”Assassination or Targeted Killings after 9/11” bemærker John Yoo korrekt, at »præcise angreb på enkeltpersoner« har mange fortilfælde og »fremmer målet for krigens regler ved at udslette fjenden og mindske skader på uskyldige civile«.

Han præciserer den overbevisende logik bag anvendelse af droner til målrettede drab – angreb på en bestemt person i stedet for en militær enhed eller et militært aktiv – i dagens »udefinerede krig med en grænseløs slagmark«.

Enhver anvendelse af militær magt skal, for at være korrekt, være nødvendig, så passende som praktisk muligt og afstemt efter truslen.

Krigsførelse adskiller sig fra det strafferetlige system på ét afgørende punkt, siger John Yoo. Det strafferetlige system er tilbageskuende: Det går i gang efter en forbrydelse. En nation, der er blevet angrebet, som USA blev det den 11. september 2001, går i krig for at forhindre fremtidig skade, hvilket uundgåeligt indebærer sandsynligheder og gætterier.

Krigsførelse nu om dage kompliceres yderligere af, at USA’s fjende »ligner et netværk, ikke en stat«, som John Yoo udtrykker det. Dens øverstbefalende og soldater bærer ikke uniform; de skjuler sig blandt civilbefolkningen og indgår ikke i et gennemsigtigt kommando- og kontrolapparat.

Droner gør det muligt for USA’s forsvar – som i spørgsmålet om droner indbefatter CIA; en vigtig sondring er blevet udvisket – at anvende en teknologi, der er særligt virkningsfuld over for Al Qaidas organisation og taktik. Fjendes ledere er reelt militære, ikke civile. At dræbe dem tjener det militære formål at demoralisere fjenden, forhindre planlægning, sprede forvirring og tappe deres lager for erfaring.

De fleste amerikanske krige er blevet udkæmpet ved hjælp af militær styrke støttet af økonomisk magt. Men, som John Yoo siger, så udkæmpes vore dages krig mod en diffus fjende, der ikke har noget territorium, der kan invaderes, og ingen samlet styrke, der kan knuses. Så krigen kan ikke vindes ved at stille med flere kampvogne, hærdivisioner eller flådestyrker. USA kan kun vinde ved at ødelægge Al Qaidas »evne til at fungere – ved selektivt at dræbe eller pågribe organisationens nøglemedlemmer«.

Efter terrorbombningen af to amerikanske ambassader i Østafrika i 1998 sendte Bill Clintons regering krydsermissiler mod formodede terroristlejre i Afghanistan i håb om, at Osama Bin Laden var der. Hvis missilerne havde dræbt ham, ville det så have været uacceptabelt?

I marts 2003, i timerne før invasionen i Irak, rettede George W. Bushs regering et krydsermissilangreb mod et af Saddam Husseins beboelseskomplekser, i den tro at den vidste, hvor Saddam Hussein befandt sig. Var det forkert at forsøge at mindske blodsudgydelserne ved at underminere styret? Ville det have været moralsk at foretrække at forsøge at opnå det ved med et omfattende bombeangreb at gå målrettet efter et område og ikke en bestemt person?

Forhåbentlig ikke.

George F. Will er fast kommentator ved The Washington Post.
© The Washington Post
Følg
Jyllands-Posten
Nyhedsbreve
International Debat
Tophistorier
Annonce
Annonce
Blogs
E-Avis

Morgenavisen Jyllands-Posten online – tilgængelig fra kl. 23:00 aftenen før udgivelsesdato.Premium

Kommentarer
Annonce
Kultur
Stjerneforfatter: »Jeg har altid haft problemer med, hvem jeg er«
Fra en opvækst med misbrug og Jehovas Vidner til prisbelønnet forfatter. Kim Leines livshistorie vil kunne pirre de fleste psykoanalytikere. Men ikke alt skal analyseres. 
Sport
I idrætten har kvinderne altid været bagud på point
Idrættens ledere erkender at skulle stramme sig an for at sikre ligestilling, men kvinderne bliver også nødt til at markere sig mere i kampen om posterne som trænere, sportschefer og bestyrelsesmedlemmer. 
Analyser
Græsk premierminister vil være venner med Putin
Analyse: Betaler Grækenland ikke 458 mio. euro inden en måned, er landet bankerot. Premierminister Alexis Tsipras er på vej til Kreml, og hans dagsorden for mødet med Putin kan skabe ballade i EU.