*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Vi står i gæld til kurderne

Kurderne ønsker som andre folkeslag at kunne leve i deres egen stat. Indtil nu har omverdenen vendt det blinde øje til.

Holger K. Nielsen, folketingsmedlem (SF), tidligere udenrigsminister
Kurdernes skæbne er én af historiens store uretfærdigheder. Da Frankrig og England trak nye grænser i Mellemøsten efter Første Verdenskrigs afslutning og sammenbruddet for Det Osmanniske Rige, blev kurderne glemt. Eller rettere: De måtte leve som nationale mindretal i fire forskellige lande: Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran.

Det vurderes, at der bor ca. 30 millioner kurdere i disse lande, hvortil kommer adskillige millioner andre steder i verden – herunder i Danmark. I Mellemøsten udgør kurderne den fjerdestørste etniske gruppe efter arabere, persere og tyrkere.

Men modsat dem har de aldrig haft nogen nationalstat – de har i stedet oplevet undertrykkelse i de lande, hvor de bor. Mest grusomt med Saddam Husseins giftgasangreb mod de irakiske kurdere i byen Halabja i 1988.

Ikke desto mindre har kurderne og den kurdiske kultur overlevet trængslerne. I den kurdiske del af Irak er der udviklet en stor grad af selvstyre. Det samme er tilfældet i dele af de kurdiske områder i Syrien. I Tyrkiet slår Erdogan hårdt ned på alle tendenser til større autonomi. Det samme er tilfældet for det iranske præstestyre.

Men også kurderne ønsker – som andre folkeslag – at kunne leve i deres egen stat. I forhold til det krav har omverdenen indtil nu vendt det blinde øje til. Ingen ønsker at ændre de grænser, som Frankrig og England tegnede efter Første Verdenskrig. Men det er ikke holdbart i længden.

Dels forsvinder ønsket om en egen stat ikke, fordi der visse steder er udviklet et vidtstrakt selvstyre, dels har det vist sig, at kurderne har været den uden sammenligning mest stabile og kompetente samarbejdspartner i kampen imod Islamisk Stat.

Da IS rykkede frem og indtog Mosul i 2014, tog de irakiske styrker benene på nakken. De var på ingen måde i stand til at modstå presset, og det lykkedes IS at konsolidere sig. IS fortsatte fremmarchen og nærmede sig den kurdiske hovedstad Erbil og ret beset også Bagdad. Hvad de irakiske regeringsstyrker ikke kunne håndtere, klarede de kurdiske tropper – med god hjælp fra amerikansk (og dansk) luftstøtte.

Tilsvarende i Syrien. Det var kurderne, som i det nordlige Syrien holdt IS stangen, og de er i dag en fuldstændig afgørende faktor i befrielsen af Raqqa – og den endelige nedkæmpelse af IS’ regulære hær. Igen med støtte fra amerikanske kampfly. Med andre ord: Uden samarbejdet med kurderne kunne vi ikke have besejret IS militært.

Nu får man ikke altid løn som forskyldt – og det slet ikke i international magtpolitik. Det måtte præsidenten for de irakiske kurdere, Massoud Barzani, erkende, da han den 27. september udskrev folkeafstemning om kurdisk selvstændighed i Irak.

Han havde satset på støtte fra USA og Tyrkiet – også selv om han inddrog de områder omkring det olierige Kirkuk, som de kurdiske styrker i ly af krigen imod IS havde besat.

Men USA holdt fingrene væk, og Tyrkiet skiftede hest i en overraskende alliance med Iran. Ingen af de to lande ønsker en kurdisk stat i deres baghave. Der blev lagt op til en militær konfrontation om Kirkuk, men i sidste øjeblik trak Barzani i land. Den fremtidige status for Kirkuk skal stadig forhandles, og selvstændigheden er sat på standby.

Mange har sat spørgsmålstegn ved visdommen i at satse på en folkeafstemning i en situation, hvor alliancerne er tvivlsomme, og hvor man risikerer at puste til en borgerkrig. Kurderne så det anderledes: Hvis vi ikke kan få selvstændighed nu, hvornår kan vi så?

Spørgsmålet er relevant. Det er ikke rimeligt, at kurderne til evig tid skal være kastebold mellem andre landes magtinteresser. Slutspillet om kampen imod IS i Irak og Syrien er i fuld gang, og vi står over for en fase, hvor der skal træffes politiske beslutninger om fremtiden i de to lande.

Det er svært at forestille sig, at alt skal være som før. Ikke mindst i Syrien, hvor Assad tilsyneladende har vundet, men hvor hans brutalitet har skabt så dybe sår, at han næppe vil få legitimitet til at regere hele landet.

Rusland og Iran har skubbet Vesten ud på et sidespor i den militære konflikt, men vi har stadig mulighed for at påvirke den fremtidige politiske arkitektur i den fase, der indledes nu.

Her må vi ikke glemme kurderne. Vi skylder dem.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Befolkningsudskiftning

Morten Uhrskov Jensen
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej?

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.

Blog: Et pudseløjerligt valg

Morten Uhrskov Jensen
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her