*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Trumps stille topdiplomat satser på Kina og Rusland

USA’s udenrigminister, Rex Tillerson, vil samarbejde med Kina om at løse Nordkorea-krisen, mens ordnede forhold i Syrien og Ukraine skal sikres med Ruslands hjælp.

Udenrigsminister Rex Tillerson virker til at være uinteresseret i at høste anerkendelse. Arkivfoto:Jacquelyn Martin/AP

Udenrigsminister Rex Tillerson har ofte været den stille på præsident Donald Trumps udenrigspolitiske hold. Noget tyder dog på, at han uden for rampelyset er ved at udarbejde en bred strategi, hvis formål er at samarbejde med Kina om at løse Nordkorea-krisen og med Rusland om at skabe stabile forhold i Syrien og Ukraine.

Tillersons måde at arbejde på er baseret på personligt diplomati, på direkte kontakt med kinesiske og russiske topledere og på kontakt med Nordkorea ad uofficielle kanaler. Centralt står strategiske overvejelser om, at komplicerede regionale problemer kan løses effektivt, hvis USA diskret formår at håndtere sit forhold til den kinesiske præsident, Xi Jinping, og den russiske præsident, Vladimir Putin – og give disse politiske ledere mulighed for at få anerkendelse for vellykkede resultater.

Tillerson er tilsyneladende uanfægtet af kritik af, at han har været dårlig til at kommunikere og af den senere tids tale om uoverensstemmelser med præsident Trump. Han er ikke ligefrem arrogant, men som tidligere direktør i olieselskabet ExxonMobil behøver han ikke at tjene penge eller skabe sig venner i toneangivende politiske kredse – og han er klart af den opfattelse, at han har langt vigtigere ting at foretage sig end at kommunikere med pressen.

Det virker, som om Tillerson har bevaret et samarbejde med Trump, selv om han tydeligt tog afstand fra præsidentens kontroversielle udtalelser efter urolighederne i Charlottesville. Selv om Trump ikke var begejstret for Tillersons reaktion i første instans, forlyder det, at han endte med at have det OK med den.

Tillersons måde at arbejde på er baseret på personligt diplomati, på direkte kontakt med kinesiske og russiske topledere og på kontakt med Nordkorea ad uofficielle kanaler.

Nordkorea-krisen er det bedste eksempel på Tillersons diplomati. Uanset de bombastiske tweets fra Trump har kernen i amerikansk politik været et forsøg på at samarbejde med Kina om at få sat en stopper for Nordkoreas fremfærd på kernevåbenområdet ved hjælp af forhandlinger. Tillerson har ladet antyde, at USA er parat til at føre direkte forhandlinger med Kim Jong-uns styre – måske inden så længe, hvis Nordkorea udviser tilbageholdenhed. Tillerson vil have Kina til at stå bag Kim Jong-un ved forhandlingsbordet – klar til at vride halsen om på ham.

Trods Nordkoreas krigeriske retorik har repræsentanter for det nordkoreanske styre udvist interesse i at forhandle og har spurgt ind til USA’s holdning. Men Kim Jong-un har handlet uberegneligt og forvirrende: Da det viste sig, at nordkoreanerne ønskede anerkendelse for ikke at sende missiler mod Guam, kom Tillerson med en sådan offentlig udtalelse. Det affærdigede Nordkorea hensynsløst ved temmelig besynderligt at følge op med yderligere tre prøveaffyringer af våben.

Nogle iagttagere betragter Nordkoreas iver efter at prøveaffyre våben som et forsøg på at skabe den stærkest mulige position før forhandlinger.

Tillerson viste, at han mente det alvorligt med forhandlinger med Nordkorea under et besøg ved den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea i marts. Han pegede på et bord i et FN-kontor på stedet og sagde, at »måske får vi brug for det igen«, hvis der indledes forhandlinger.

Den kinesisk-amerikanske strategiske dialog om Nordkorea har været langt mere intens, end landene vil indrømme. De har drøftet en fælles indsats for at skabe stabile forhold på Den Koreanske Halvø, bl.a. forholdsregler fra kinesisk side på at sikre atomvåben, dersom det nordkoreanske styre skulle bryde sammen.

Drivkraften bag Tillersons Kina-politik er, at grundprincipperne i det kinesisk-amerikanske forhold har ændret sig, i takt med at Kina er blevet et stærkere og mere selvsikkert land. Budskabet til Kina er, at præsident Xis indsats i henseende til at dæmpe Nordkorea-krisen kommer til at forme det kinesisk-amerikanske forhold i det næste halve århundrede.

Også i henseende til Rusland kører Tillerson på trods nye sanktioner mod russerne. Han har kendt præsident Putin siden 1999 og betragter ham som en oprigtig, om end undertiden herskesyg politisk leder. Selv om det russisk-amerikanske forhold er præget af vanskeligheder for tiden, mener Tillerson, at han i det stille gør fremskridt i spørgsmålet om hhv. Ukraine og Syrien.

Hvad Ukraine angår, støtter Tillerson Ruslands forslag om at udsende fredsbevarende FN-styrker med det formål at holde øje med ukrainske, hævder Putin, angreb på russiskstøttede styrker i det østlige Ukraine. Udsendelse af FN-styrker kunne bidrage til at få Minsk-aftalen (Minsk II-aftalen mellem Tyskland, Frankrig, Ukraine og Rusland i regi af OSCE, red.) realiseret, om også Putin fik anerkendelse og den ukrainske præsident, Petro Poroshenko, kritik.

For så vidt angår Syrien, har Tillerson advaret Putin om, at den reelle fare for russiske interesser frembydes af voksende iransk indflydelse i landet, især fordi Bashar Assads styre har generhvervet kontrollen med Deir al-Zor i det østlige Syrien. Med henblik på at dæmme op for iranerne går Tillerson ind for, at De Syriske Demokratiske Styrker, som støttes af USA, foretager en hurtig manøvre for at erobre floddalen ved Eufrats nedre løb.

Præsident Trumps frembrusende, til tider aggressive fremfærd og Tillersons tilbageholdenhed er ikke ligefrem en indlysende kombination, og mange iagttagere har næret tvivl om, hvorvidt samarbejdet kunne vare ved. Men Tillerson lader sig tilsyneladende ikke slå ud – og han tweeter. Når Trump fremsætter en disruptiv bemærkning, virker det, som om Tillerson opfatter det som et led i politik – og funderer over, hvordan han kan drage fordel af det.

Det kan godt være, at Tillerson er den mindst offentlige topdiplomat i moderne amerikansk historie, men det er tilsyneladende et bevidst valg. Målt med det politiske parnas’ alen er han ejendommeligt uinteresseret i at høste anerkendelse.

© The Washington Post

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Legalisering af hash fjerner ikke bandeproblemet

Jens-Kristian Lütken
Det er hamrende naivt at tro, at hårdkogte kriminelle vil stoppe deres kriminelle aktiviteter, hvis indtægtsgrundlaget for hashsalget forsvinder på grund af en legalisering.

Blog: Venstre sikrer rimelighed i den fri bevægelighed

Morten Løkkegaard
EU og det indre marked er som helhed en stor gevinst for Danmark, dansk økonomi er til gavn for både vækst og velstand.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her