*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Set fra Europa: Konflikter pibler frem, når de store farer er overstået

Mange ting i verden trænger til at blive løst, men de overskygges af de helt store problemer.

Staten Jugoslavien forsvandt i en borgerkrig efter Murens fald. På dette billede fra 1991 skal en jugoslavisk tank være med til at skabe fred mellem serbere og kroater. Det mislykkedes, i dag har vi jo både Kroatien og Serbien. Arkivfoto: Michel Euler/AP

BERLIN — Da Muren faldt, og det sovjetiske imperium brød sammen, var der mange, som håbede, at alt blev idel lykke. I stedet brød helvede løs i Jugoslavien, der efter en voldsom krig gik i opløsning. Også andre steder i verden var der konflikter fra Nagorno-Karabakh til Moldova, for ikke at tale om folkemordet i Rwanda.

En amerikansk forsvarspolitiker sammenlignede dengang tidligere kommunistiske områder med en mand, der havde været døden nær. Man havde fokuseret på den alvorlige lidelse, men da den livstruende fare var overstået, fik man øje på alskens andre skavanker – en brækket tå, en forstuvet arm, udslæt her og der og så videre.

Sådan var det med Østeuropa og det forhenværende Sovjetunionen, forklarede han. Det kommunistiske diktatur havde udgjort den største belastning. Da det var overstået, piblede etniske og andre konflikter frem.

De færreste problemer forsvinder, når man ikke befatter sig med dem.

De havde været der hele tiden, men var blevet holdt nede af statsmagten eller blegnede i forhold til den kommunistiske misere. I samme øjeblik, den forsvandt, kom det andet.

Kommunismen er svær at antræffe i dag, i hvert fald formelt, om end tænkemåden fra dengang er vendt tilbage en del steder. Til gengæld er verden optaget af to-tre store udfordringer, eller problemer, som det hed i gamle dage. Terror, flygtningekrise og en mærkelig præsident i Det Hvide Hus.

Det betyder, at en række andre forhold bevæger sig under radaren, selv om de hver især kan betegnes som alvorlige. I flæng kan nævnes:

Polen: Et af EU’s store medlemslande lader hånt om retsstatslige principper, alsidighed i de offentlige medier og en demokratisk, politisk kultur, hvor modstandere ikke stemples som fjender.

Ungarn: Et andet EU-medlem, hvor nationalistiske paroler – her med antisemitiske undertoner – har vundet indpas. Som Polen ynder Ungarn at fremstille EU som noget nær djævlen selv, skønt begge lande ville være ilde stedt uden milliarderne, der hvert år tilflyder dem fra Bruxelles.

Ukraine: Konflikten i den østlige del af landet fortsætter. I Kiev synes præsident Porosjenkos kamp mod korruption at tabe pusten efter forslag om også at undersøge statschefens egen økonomi.

Moldova: Den tidligere sovjetrepublik er splittet mellem en europa- og en ruslandsvenlig del af befolkningen. Transnistrien i øst har løsrevet sig, om end den smalle stribe land ikke er internationalt anerkendt. Moldova kan ende som fejlslået stat.

Israel: Det eneste fungerende demokrati i Mellemøsten er øjensynlig ikke villig til forhandlinger om fremtiden med palæstinenserne i øjeblikket. En lov fra sidste år gør det vanskeligere for ikkeregeringsorganisationer at arbejde i landet.

Der er også konflikter fjernt fra Europa. Skærmydslerne mellem Indien og Kina er et eksempel. En grænsekonflikt mellem de to stormagter kan eksplodere efter håndgemæng og stenkastning. Den seneste episode indtraf ved Indiens grænse til Tibet. Landene udkæmpede en grænsekrig i 1962, og der er frygt for, at spændingerne igen kan komme ud af kontrol.

Listen kan fortsættes – en præsident i Filippinerne, der vil tage livet af alle, som har med narkotika at gøre, en borgerkrig i Yemen med kraftige, saudiarabiske fingeraftryk og en katastrofal tørke omkring Tchad-søen i Afrika.

Der er næppe flere kriser, end der plejer at være, måske er der ligefrem færre. Den Kolde Krig, som man kendte den indtil 1989, er væk, og de autoritære typer, der er tilbage, har vanskeligere ved at skjule deres misgerninger.

Men det er ikke optimalt, at der ikke rigtig er nogen til at tage sig af de kriser, som faktisk udspiller sig rundtom på kloden.

Warszawa og Budapest har indtil nu kunnet skalte og valte efter forgodtbefindende, de regerendes tilgang til politik i øjeblikket ligner til forveksling kommunisternes i gamle dage. Ukraine-konflikten skvulper videre. Moldova vakler på kanten af afgrunden. Israel udfordrer sine venner.

Det hele trænger sig i baggrunden, fordi terroren, flygtningene og Donald Trump er rigeligt at håndtere. Men de færreste problemer forsvinder, når man ikke befatter sig med dem. De bliver, og når de helt store knaster en dag er ordnet eller har ordnet sig selv, dukker de op igen. Medmindre man selvfølgelig prøver at løse dem inden – hen ad vejen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Stem Enhedslisten ind – og skattely ud

Rune Lund
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr.

Blog: Detektor er venstreorienteret propaganda

Rune Toftegaard Selsing
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok.

Blog: Fem borgerlige pejlemærker for fremtiden København

Jens-Kristian Lütken
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning
Annonce
Annonce
Analyse: Det skal du holde øje med på valgaftenen
Hvilke partier sætter sig på de 31 stole i byrådssalen i Aarhus Kommune i de kommende fire år? Og hvor mange partier skal der til, for at sætte sig på flertallet? Når det spørgsmål er besvaret, begynder spillet om posterne for alvor på Aarhus Rådhus. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her