*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Vi er tættere på et amerikansk angreb på Nordkorea

Kan truslen om en amerikansk intervention få Kina til at skride til handling?

Nordkorea fortsætter ufortrødent sine prøveaffyringer af inter kontinentale missiler. Arkivfoto: Korean Central News Agency/AP

Det var intuitivt rigtigt af præsident Trump at gøre gældende, at Kina burde træde til og være med til at løse Nordkorea-problemet. En fredelig løsning er umulig uden hjælp fra den anden betydelige aktør i Østasien.

Efterhånden som Donald Trump nærmer sig grænsen for en militær konfrontation med Nordkorea, er han nødt til at holde fast i den første intuitive fornemmelse – og ikke lade sig tvinge til at gøre noget, der kan ligne en hård kurs, men som ville stille samtlige aktører i en dårligere position.

Mønstret har ikke rigtigt ændret sig siden Koreakrigen i 1950: Nordkoreas aggressive handlinger afføder en reaktion fra USA og derefter en almen krig, der hærger den koreanske halvø. Konflikten går i hårdknude, og omkostningerne er store.

I de første måneder efter at være tiltrådt som præsident var Trump bevidst om, at det var nødvendigt at få Nordkoreas våbenprogram indstillet gennem forhandling. Han er imidlertid blevet presset i retning af en militær løsning, fordi Kim Jong-un hensynsløst fortsætter missilafprøvningerne – trods Kinas bestræbelser på at holde den impulsive unge leder i skak.

Krigsfeberen stiger som i senatsmedlem Lindsey Grahams kommentar 1/8 om, at en konflikt er »uundgåelig«, medmindre Nordkorea indstiller sine prøveaffyringer.

Hvad er en klog politik? Selv mens Trump gradvist øger presset, burde han stille og roligt anspore Kina til at tage teten, hvad en diplomatisk løsning angår. Han burde blive ved med at lade Kina forstå, at det ville skade Kinas økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser, dersom USA blev tvunget til at tackle Nordkorea-problemet selv – militært.

Lad mig foreslå Kina noget: Kina burde invitere de andre nøgleaktører – USA, Japan, Sydkorea, eventuelt Rusland – til møde i New York, når FN holder generalforsamling, for at drøfte, hvordan Nordkorea-problemet kan løses. Modellen skulle være P5+1-gruppen, som stod for drøftelserne om det iranske atomprogram.

Dengang var Kina iagttager; denne gang skulle Kina være vært. Xi Jinpings globale status ville blive højnet frem mod den partikongres, der finder sted til efteråret, og som kommer til at forme hans fremtid som præsident.

Rusland lader også til at være parat til at hjælpe i Nordkorea-spørgsmålet, som det var tilfældet med Iran – fordi russiske interesser bliver skadet af en uberegnelig stat, der har kernevåben.

For tre måneder siden var Trump klar til personligt diplomati i Nordkorea-spørgsmålet, med opbakning fra Kina. Den 1. maj virkede det, som om han allerede var på vej (til Kim Jong-un, red.), da han sagde: »Hvis det var hensigtsmæssigt for mig at mødes med ham, ville jeg absolut gøre det, det ville være mig en ære.«

Hvis man ser bort fra sproget, var det intuitivt rigtigt. Nu føler Trump sig brændt af, fordi kineserne ikke kunne standse Nordkoreas missilafprøvninger, og det amerikanske styre vil have Xi Jinping til at træde i karakter.

Der var en snert af personligt forræderi i Trumps tweets forleden: »Jeg er meget skuffet over Kina. (...) De gør intet for os mht. Nordkorea, men lader det blive ved snakken.«

På grund af Trumps vrede mod Kina er handel igen kommet på bordet. USA er i færd med at forberede skrappe handelssanktioner mod kinesiske stålproducenter og måske også mod adskillige store internetfirmaer.

Kilder fortæller, at en aftale, som handelsminister Wilbur Ross udarbejdede i den forgangne måned, blev torpederet af præsidenten, hvilket ydmygede kineserne og Ross, men sendte et budskab om, at Trump mener det alvorligt, når han kræver Kinas hjælp i Nordkorea-spørgsmålet for at være fleksibel på handelsområdet.

Den amerikanske stillehavskommando er ved at belave sig på en militær løsning. Forsvarsminister James Mattis ved imidlertid bedre end nogen, at en militær konflikt ville være en katastrofe. Hvis USA angriber først, ville det medføre risiko for, at hundredtusinder af koreanere og japanere (og amerikanere i Seoul) døde, om end det ville medføre beskeden risiko for selve USA.

Det kan godt være, at det ville appellere til nogle politikere i Kongressen, men det ville vække vrede i resten af verden. Det ville også gøre det problem, som spredning af kernevåben udgør, til et lovløst område, hvor der gribes til ensidig handling.

Det ville skade amerikanske interesser.

Også Kina ved, at vejen frem kan være farlig. Kinas FN-ambassadør, Liu Jieyi, sagde i juli: »I øjeblikket er spændingerne store, og vi så gerne en nedtrapning. (…) Hvis spændingerne kun tager til, (…) kommer det hele ud af kontrol på et tidspunkt, og følgerne bliver katastrofale.«

Kinas statsdrevne medier bliver også ved med at kritisere Nordkorea skarpt.

Rusland lader også til at være parat til at hjælpe i Nordkorea-spørgsmålet, som det var tilfældet med Iran – fordi russiske interesser bliver skadet af en uberegnelig stat, der har kernevåben.

Trump har mulighed for at sadle om udenrigspolitisk i skyggen af Nordkorea-krisen. Den russiske præsident, Vladimir Putin, har overreageret og er blevet afvist med sanktioner fra Kongressen i USA. Kim Jong-un har overreageret med sine utrættelige missilafprøvninger.

Xi Jinping har overreageret ved at love mere, end han har ydet i henseende til at sætte Nordkorea stolen for døren.

Omverdenen er begyndt at frygte, at Trump vil drage i krig. Det er måske sandhedens øjeblik for Kina, da kineserne går med til at udvirke en af de win-win-løsninger, som Xi Jinping altid taler om.

© The Washington Post

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Måske går det bare ad helvede til

Rune Toftegaard Selsing
Tilbederne af Fremskridtet forstår ikke, hvorfor deres multikulturelle eksperiment er gået galt.

Blog: Grib din fjerboa, kys din kæreste, og vær stolt!

Erik Winther Paisley
PRIDE: Vi skal ikke acceptere, at ens sociale status, selvrespekt og respekt fra andre afhænger af, at man ikke træder udenfor. Alle bøsser skal være pridebøsser, hvis de ellers tør og kan.

Kommentar Opløs hele DR, og skab noget tidssvarende

DR er en unaturlig konstruktion, hvor bemanding og pengemængde ser ud til at være omvendt proportional med kvaliteten.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her