*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Set fra Europa: Det er ikke kun udefra, at Storbritannien for tiden virker let antændeligt

Brexit-postyret og et valg, som er gået galt for premierministeren, fyrer op under en ubehagelig stemning.

Michael Kuttner, korrespondent på Jyllands-Posten.
BERLIN — Harriet Harman er britisk politiks svar på Ritt Bjerregaard. En engageret, ofte polemisk figur i det socialdemokratiske Labour, der også har haft sine bilagssager og er nået frem i omtrent forreste række. Helt til tops er hun aldrig kommet med undtagelse af de perioder, hvor hun har vikarieret som partiformand.

For ikke længe siden skrev hun sine erindringer, og i den anledning deltog hun i en BBC-udsendelse. Der var en venlig, nærmest kammeratlig vært og et positivt publikum, der stillede velvillige spørgsmål. På et tidspunkt fortalte hun om en tildragelse, der lå noget tilbage, og hvor hun åbenbart ikke havde fået sin vilje.

»Jeg hader torierne,« sagde hun med henvisning til de britiske konservative.

Så vidt man kunne høre, blev det sagt uden antydningen af et smil, og studieværten fulgte ikke op med et spørgsmål om, hvorfor hun egentlig hadede sine modstandere. Det blev heller ikke rejst af andre tilstedeværende.

Den politiske tone – og debatniveauet hos dele af befolkningen – har været i nedadgående retning i rum tid i bl.a. Europa og USA. Storbritannien er et udmærket, afgrænset laboratorium for iagttagelse af derouten. Den er næret af en stribe eksplosive, politiske hændelser.

Over dem alle står brexit, altså briternes udtrædelse af EU vedtaget ved en folkeafstemning; brexit ophidser gemytterne, navnlig blandt fortalerne synes der at være ekstremt nationalistiske elementer.

Der er også valget i forsommeren, som endte med en ydmygelse for premierminister Theresa May, og der er en intern krig i regeringen og det konservative parti.

Det interessante er, at det åbenbart betragtes som nedsættende at afbilde regeringschefen som jøde.

Det har for et øjeblik fået en lignende ballade hos Labour til at træde i baggrunden.

Det er ikke kun udefra, at Storbritannien for tiden virker let antændelig. I det britiske ugemagasin The Economist kan man læse, at politikere af alle kulører frygter for deres sikkerhed. For et år siden blev Jo Cox, et Labour-medlem af parlamentet, myrdet af en ekstremist på højrefløjen. Selv BBC’s politiske redaktør siges at være under særlig beskyttelse.

Nu er politik ikke damete med blødt brød, som Ritt Bjerregaard engang sagde. Det gælder også for Storbritannien. Winston Churchill, den store statsmand, har beskrevet, hvordan en Labour-modstander, Aneurin Bevan, kiggede på ham i parlamentet med øjne fulde af »det uforsonlige hads flammer«. Bevans mål resten af livet var »udslettelsen af det konservative parti«, fremgår det af en ny biografi om Churchill.

Sidstnævnte tog heller ikke med fløjlshandsker om oppositionen. Ved valget i 1945 sagde han, at Labour ville have brug for »et slags Gestapo« til gennemføring af sit program.

Labour vandt alligevel, og Churchills hustru fik ret i, at det havde været en usædvanlig dum bemærkning.

Godt 70 år senere er følelserne ikke blevet mildere. Labour-tilhængere i Bristol har foldet et banner ud, der viser den konservative May med davidsstjerne som øreringe, fortæller The Economist. Det interessante er, at det åbenbart betragtes som nedsættende at afbilde regeringschefen som jøde.

I Storbritannien, hedder det, er det den ekstreme venstrefløj, der er værst og voldeligst, mens det i USA er den ekstreme højrefløj. I hvert land vil selv mere moderate på de to sider formentlig pege fingre ad hinanden.

Hvis man skærer indpakningen væk, sidder man tilbage med en kvinde som Harriet Harman, der nok burde kunne fortælle noget interessant om sit liv. Hun har været medlem af parlamentet gennem 35 år.

Hun betegner sig selv som feminist, så hvordan så hun f.eks. på Margaret Thatcher, den konservative premierminister 1979-1990? Hvad synes hun om sin partiformand Jeremy Corbyn, der har prist typer som Fidel Castro og Hugo Chávez, den ene mere autoritær end den anden?

Hvad man husker hende for fra radioudsendelsen, er derimod oplysningen om, at hun hader torierne. Det er sådan noget, man venter at høre fra en Donald Trump eller Recep Tayyip Erdogan. Det er også den slags, der er med til at fyre op under andre giftige kommentarer i blogs og de såkaldte sociale medier.

Had avler mere had, og om man er socialdemokrat, konservativ eller rødhåret spiller i den forbindelse ingen rolle. Men synd er det.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Naser Khaders facebookvanvid virker - desværre

Christian Rabjerg Madsen
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her