*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Kernevælgerne elsker, når Trump fremsætter provokerende udtalelser

De klapper i hænderne, fordi der lyder et ramaskrig hos modstanderne.

Donald Trump blev tiljublet i december, efter at han var blevet valgt som ny præsident, men inden han fysisk indtog Det Hvide Hus. Arkivfoto: Brynn Anderson/AP

Det kinesiske styre, der er en sand mester i propaganda, lader til at have fået øjnene op for en Sun Tzu-opskrift (en militær strategi, red.) på at tøjle systemkritik på nettet: Den bedste strategi er ikke nødvendigvis at konfrontere kritikere direkte, men at give dem en falsk tryghedsfornemmelse eller distrahere dem med en strøm af gode nyheder.

Denne interessante påstand fremføres i en nylig artikel i American Political Science Review, der er et amerikansk tidsskrift for politisk videnskab. Artiklens overskrift er: ”How the Chinese Government Fabricates Social Media Posts for Strategic Distraction, not Engaged Argument” (”Hvordan det kinesiske styre producerer opslag på de sociale medier med henblik på strategisk distraktion og ikke en engageret meningsudveksling”, red.).

På baggrund af en lang række data underbygger artiklen en enkel tese om livet i internetalderen: Det nytter ikke altid at gøre kendsgerninger gældende; modstand får ofte blot folk til at stritte endnu mere imod.

Undersøgelsen, der ligger til grund for artiklen, omfatter Kina, men konklusionen er relevant for USA i Donald Trump-tiden. Som jeg skrev for ca. et år siden, lader Trumps tilhængere somme tider til at være uimodtagelige for faktabaserede argumenter.

Hvad er så læren af denne samfundsvidenskabelige forskning? Hvis et politisk narrativ gentages ofte nok og bliver støttet af et kor af ivrige fortalere, er det meget svært at tilbagevise direkte.

Trumps bagland er i alt væsentligt blevet ved med at støtte ham, siden han blev indsat som præsident, trods hans manglende resultater på lovgivningsfronten og hans impulsive, måske uetiske handlinger. Hvordan kan det være?

Den pågældende undersøgelse beskæftiger sig med samme mysterium, som adfærdsforskeren Christopher Graves gjorde. Han sammenfattede begrænsningerne ved saglige og nøgterne argumenter i en artikel i oktober 2016 i det amerikanske tidsskrift Harvard Business Review, der ikke mindst skriver om ledelse og organisation.

Artiklens overskrift var: ”When Saying Something Nice Is the Only Way to Change Someone’s Mind” (”Når det at sige noget pænt er den eneste måde, hvorpå man kan ændre en persons opfattelse”, red.). Det har Trumps kritikere ikke lært. Trump fremsætter provokerende udtalelser, der lyder et ramaskrig hos modstanderne, og hans kernevælgere klapper i hænderne. Den fastlåste situation fortsætter.

Lad os rette blikket mod Kina igen. Landet frembyder et internetmysterium, der blev gransket af Gary King fra Harvard University, Jennifer Pan fra Stanford University og Margaret Roberts fra University of California i San Diego. Paradokset er, at Kina formentlig kan opvise den frodigste aktivitet på de sociale medier i hele verden, men at landets autoritære styre samtidig frygter modstand. Så hvordan bevarer magthaverne magten?

De tre amerikanske forskere satte sig for at efterprøve den populære teori om, at det kinesiske styre har en hær på over en million internetkommentatorer til at bekæmpe kritik af styret. Dette formodede tankepoliti betegnes ofte ”50c”, fordi iagttagere troede, at den enkelte medarbejder fik et lille beløb for hvert opslag, der støttede partilinjen og tog til genmæle mod udenlandske kritikere.

For at finde ud af, hvordan systemet virkede, studerede forskerne 43.757 opslag fra 50c-kommentatorer, der i 2014 blev hacket fra internetpropagandakontoret i Zhanggong i Jiangxi-provinsen i det sydøstlige Kina. Næsten alle kom fra personer, der arbejdede i statslige kontorer (og der var ikke tegn på, at de fik betaling for noget som helst, og da slet ikke 50 c. pr. opslag).

Deres opslag tog brat til i omfang på årsdage for demonstrationer eller andre dage, da det kunne komme til kritik i befolkningen, og det gjorde det klart, at de var veltilrettelagte.

Det overraskende var, at opslagene ikke var polemiske. Der var snarere tale om intetsigende partiskriverier. Ca. 80 pct. af opslagene var ukritisk rosende om statslige aktiviteter, 14 pct. var upolemisk ros eller upolemiske forslag, og næsten ingen var direkte angreb. Andre eksempler fra nettet gav lignende resultater.

Den kinesiske regel, konkluderede de amerikanske forskere, lød, at man ikke skal give sig i kast med kontroversielle emner. Kun når der var risiko for kollektiv aktion, greb styret direkte ind. Det var, som om partiagitatorerne tilpassede den berømte påmindelse fra den respekterede strateg Sun Tzu, der levede i det sjette århundrede før Kristus: »Den største kunst i krig består i at overvinde fjenden uden kamp.«

Forskerne kom med en afsluttende bemærkning, der er relevant i disse tider, da informationsoperationer er blevet et felt for både hemmelige operationer (demonstreret af den russiske regerings hacking af valget i USA i 2016) og indenlandsk kontrol: »Det virker normalt langt bedre at lægge en strid bag sig eller skifte emne end at begynde at diskutere og gøre nogen gal i skralden.«

Hvad sker der, hvis vi ignorerer den regel og angriber vore politiske modstandere direkte? Valget i 2016 og dets efterdønninger frembyder måske et klassisk eksempel herpå – tegn på noget forkert kan virke overbevisende, hvis de bekræfter ens forudfattede mening, men ikke hvis de udfordrer denne centrale forudindtagethed.

Christopher Graves henviste til dette, at noget kan få den modsatte virkning af den tilsigtede. Denne konsekvens blev forklaret i et essay fra 2011 af journalisten David McRaney: »Når ens dybeste overbevisning bliver udfordret af modstridende kendsgerninger, befæstes ens opfattelse.«

Hvad er så læren af denne samfundsvidenskabelige forskning? Hvis et politisk narrativ gentages ofte nok og bliver støttet af et kor af ivrige fortalere, er det meget svært at tilbagevise direkte. At forsøge med det gode kan være langt mere effektivt end at råbe op; det kan give et bedre resultat at lægge kendsgerninger frem lidt efter lidt end at præsentere dem i form af en sand byge.

Eller for at citere Sun Tzu igen: »Reglen er, at man ikke skal belejre muromkransede byer, hvis det kan undgås.«

© The Washington Post

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Naser Khaders facebookvanvid virker - desværre

Christian Rabjerg Madsen
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her