*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

EU skal indgå aftaler med de nordafrikanske lande om flygtningestrømmen

Italien kan ikke længere håndtere menneskefloden af flygtninge/migranter.

Foto: Jacob Ehrbahn

Fra 2011 til 2016 kom 630.000 flygtninge og migranter til Italien over Middelhavet. Strømmen bliver stadig stærkere. I år er ankommet 86.000 til Italien, primært via Libyen. Langt overvejende unge mænd fra Vestafrika – langt de fleste økonomiske migranter. De bliver samlet op fra synkende gummibåde tæt på Libyen og transporteret til Italien. Man forventer, at tallet når op på 200.000 ved årets udgang. På bare tre dage i juli ankom 6.500.

Italien har vist en forbløffende hjælpsomhed, næstekærlighed og solidaritet. Men nu er selv Italien ved at bukke under og har råbt vagt i gevær. Senest på EU’s udenrigsministermøde i denne uge. De italienske havne og sydlige byer er så overbelastede, at Italien ikke længere kan håndtere denne menneskeflod. Derfor har EU fremlagt en plan til at hjælpe Italien med denne overmenneskelige opgave af logistisk, økonomisk og ikke mindst politisk karakter.

EU’s plan indebærer bl.a. yderligere penge til at hjælpe med at underbringe og behandle migranterne i Italien. Langt stærkere bistand til lande, hvor migranterne kommer fra, er tillige påkrævet, så de unge ser en interesse i at blive hjemme. EU vil også styrke den libyske kystvagt for at dæmme op for de både, som menneskesmuglerne sender af sted. Italien påpeger også, at Italien er klart forfordelt i forhold til den aftale, EU indgik med Tyrkiet for at lukke Balkan-ruten: Tyrkiet har modtaget langt større beløb, 6 mia. euro mod 153 mio. euro til Italien.

Vores formålsløse krig mod stammelandet Libyen, som Italien var meget imod, skabte det kaos, som Italien nu lider så meget under.

EU’s indenrigsministre drøftede planen på et møde i Tallinn. Til min store glæde støttede Inger Støjberg planen i hovedtræk. Danmark bør naturligvis hjælpe og støtte Italien. Der gives kun fælles EU-løsninger på dette migrationsproblem. National enegang er ingen brugbar udvej. Østrig har sendt 750 soldater og fire pansrede mandskabsvogne til Tyrol, hvor de lige nu er på standby. Men kommer migranterne ind i Østrig fra Italien, hvad skal soldaterne så gøre?

Jeg oplevede gennem fem år på nærmeste hold migrationskrisen i Italien. Fra syd bevæger de unge afrikanske mænd sig op igennem landet og dominerer pladser og torve, også i norditalienske byer. Parmas bymidte var sidste sommer sort af unge mænd, der blot sad på jorden, talte sammen, hørte musik, tjekkede telefonen og ikke gjorde nogen fortræd.

Men som mange i Parma følte jeg mig utryg, da jeg besøgte byen og boede i centrum. Nu er jeg jo en nordeuropæisk, rationel protestant og ikke en sydeuropæisk katolik. Men selv italienerne kan nå smertegrænsen. Tænk, hvordan borgerne i f.eks. Vejle eller Horsens ville reagere, hvis byens pladser var fulde af unge mænd fra Afrika. De skal væk, ville kravet være, som vi kræver i forhold til romaerne.

Langt de fleste af de tilkomne er ikke flygtninge. De søger blot et bedre liv. Så en sådan reaktion er helt naturlig. Den har intet at gøre med racisme. Men racismekortet bliver trukket af mange. Af eksempelvis gode venner i London, som har deres på det tørre. Jeg foreslog derefter, at de kunne huse 10 afrikanske unge mænd i deres rummelige velhavervilla. Stemningen blev lidt anstrengt ved middagsbordet.

Hvordan stopper vi disse migrationsstrømme af fattige, men ikke politisk forfulgte eller udsatte? Vi må lave handler med denne verdens djævle. Italien lavede aftaler med Libyens diktator Gaddafi og hindrede den eksodus fra Nordafrika til Europa, som vi nu ser.

Vores formålsløse krig mod stammelandet Libyen, som Italien var meget imod, skabte det kaos, som frontlinjelandet Italien nu lider så meget under. Landet truer nu med at lukke sine havne for ikkeitalienske fartøjer, der har migranter om bord.

Ruten over Middelhavet har tidligere gået fra Marokko til De Kanariske Øer. Mange druknede på vejen. Den rute blev lukket med en aftale mellem Marokko, Mauretanien, Senegal og Spanien. Lignende aftaler må og skal EU indgå med de nordafrikanske lande, først og fremmest med smertensbarnet Libyen.

Også Danmark har et direkte medansvar for, at Libyen kommer på fode igen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her