*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

USA er større end Trump-regeringen

Kampen mod klimaforandringerne illustrerer bl.a. den magt, som amerikanske delstater har.

Et par dage efter at Trump underkendte Paris-aftalen om klima, tog Kinas præsident, Xi Jinping, imod Californiens guvernør, Jerry Brown, i Folkets Store Sal med den form for pomp og pragt, som normalt er forbeholdt statsoverhoveder. De to politiske ledere drøftede derefter klimapolitik. Arkivfoto: Li Xueren/AP

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at mange lande ifølge en ny undersøgelse fra den amerikanske meningsmålings- og analyseorganisation Pew Research Center ikke har høje tanker om den amerikanske præsident, Donald Trump. Undersøgelsen, der omfatter 37 lande, viser, at andelen af dem, der har tillid til den amerikanske præsident, er faldet fra 64 pct. hen imod slutningen af Barack Obamas tid som præsident til kun 22 pct. under Trump.

Ca. 62 pct. mener, at Trump er »farlig«, og 74 pct. har »ingen tillid« til ham. Mindre end hver tredje støtter hans forsøg på at forhindre borgere fra visse lande med muslimsk flertal i at rejse til USA. Og mindre end hver femte går ind for hans handels- og klimapolitik.

Den dalende opbakning er mest markant blandt en række af USA’s nærmeste allierede. Fra 2015 til 2017 faldt andelen af dem, der havde »tillid til, at den amerikanske præsident ville gøre det rigtige i henseende til verdensanliggender«, fra 66 til 24 pct. i Japan, fra 76 til 22 pct. i Canada, fra 83 til 14 pct. i Frankrig og fra 73 til 11 pct. i Tyskland.

Fra 2015 til 2017 faldt andelen af dem, der havde »tillid til, at den amerikanske præsident ville gøre det rigtige i henseende til verdensanliggender«, fra 66 til 24 pct. i Japan, fra 76 til 22 pct. i Canada, fra 83 til 14 pct. i Frankrig og fra 73 til 11 pct. i Tyskland.

I andre lande ved man imidlertid godt på officielt plan, at man ikke blot kan ignorere eller isolere USA. Det er stadig det eneste land, der kan udstrække politisk, økonomisk og militær indflydelse til hver eneste afkrog i verden. Der er stadig en lang række internationale problemer og udfordringer, der påkalder sig støtte fra USA for ikke at sige regulær ledelse fra USA’s side.

Den gode nyhed for dem, der ønsker USA inddraget noget mere, er det decentraliserede amerikanske forbundssystem. Delstatsguvernører og borgmestre fra de store byer har ganske omfattende magtbeføjelser med hensyn til at vedtage og håndhæve love, der ikke eksisterer på forbundsplan, selv når disse love kolliderer med præsidentens ønsker.

Den største uoverensstemmelse mellem Republikanerne på landsplan, som nu har flertal i både Det Hvide Hus og i de to kamre i Kongressen, og republikanske lokalpolitikere har med indvandringspolitikken at gøre.

Trump har – hidtil uden held – forsøgt at nedlægge forbud mod indvandring fra adskillige lande med muslimsk flertal. For mange år siden indførte lokalstyret mange steder imidlertid ”fristatus” for illegale indvandrere, og sådan er det stadig. ”Fribyer” afviser at samarbejde om at håndhæve føderale indvandringslove og begrænser den lokale ordensmagts mulighed for at spørge ind til enkeltpersoners indvandringsstatus.

Ifølge nonprofitorganisationen Center for Immigration Studies, som går ind for en mere restriktiv indvandringspolitik, har ca. 300 byer, regioner eller delstater en eller anden form for fristatuspolitik. Hvad angår spørgsmål om ægteskab mellem to personer af samme køn, legalisering af stoffer, ja, endog stemmeret, varierer lovene fra delstat til delstat.

Amerikanske delstater, ja, selv USA’s største byer, har reel økonomisk indflydelse. Californiens økonomi (bnp) er større end Frankrigs eller Indiens. Texas’ er større end Canadas eller Sydkoreas. Delstaten New Yorks økonomi er større end Ruslands eller Mexicos. Delstaten Georgias økonomi er større end Nigerias – Nigeria tegner sig for den største økonomi i Afrika.

Los Angeles’ økonomi er større end Tyrkiets, og Chicagos er større end Sveriges. I delstaterne hersker en række vidt forskellige holdninger til Donald Trump, og i nogle af dem stiller offentligheden krav om, at der fastsættes en uafhængig udenrigspolitik. Borgmestre og guvernører, ikke mindst i delstater hvor Trump er yderst upopulær, kan score politiske point ved at følge deres egen dagsorden. De kan også gavne deres delstater og byer ved at tiltrække flere investeringer, flere udenlandske studerende og flere turister.

Der er intet, der bedre end klimaforandringer illustrerer den magt, som amerikanske delstater har til at følge deres egen dagsorden. Her er der tale om et problem uden grænser, som man kan gøre noget ved, uden at USA er med. USA er det land, der efter Kina udleder flest drivhusgasser.

Et par dage efter at Trump vendte den klimaaftale, der blev indgået i Paris for to år siden (Paris-aftalen), ryggen, tog Kinas præsident, Xi Jinping, imod Californiens guvernør, Jerry Brown, i Folkets Store Sal med den form for pomp og pragt, som normalt er forbeholdt statsoverhoveder. De to politiske ledere drøftede derefter klimapolitik.

»Californien er et foregangsland (med hensyn til at sætte ind over for klimaforandringer, red.); Kina er et foregangsland,« sagde Jerry Brown på et pressemøde, som blev dækket tæt af Kinas statskontrollerede medier.

Californien har oprettet en børs, hvor virksomheder kan købe og sælge tilladelser til at udlede drivhusgasser. Det er en politik, der ikke just hilses med begejstring på forbundsplan. Jerry Brown, som har lovet at opstille ambitiøse mål for udledning af drivhusgasser i Californien, uanset hvad Trump siger, undertegnede efterfølgende aftaler om teknologisk udvikling af ren energi med lokale kinesiske embedsmænd.

Canada, der som land er langt mere afhængigt af USA’s økonomi end Kina, er ved at gå over til en lignende måde at tiltrække lokale amerikanske embedsmænds interesse på. De første forsøg på at appellere til Trump strandede, da præsidenten begyndte at gøre ophævelser over uretfærdig canadisk handelspraksis.

Uden at provokere den amerikanske præsident unødigt er embedsmænd i Justin Trudeaus regering siden hen begyndt at drage fordel af i forvejen tætte forbindelser mellem canadiske provinser og amerikanske delstater.

Dagen efter at Trump gav meddelelse om sin beslutning om at lade USA trække sig fra Paris-aftalen – det skete med en påmindelse om, at han »var valgt til at repræsentere borgerne i Pittsburgh, ikke dem i Paris« – holdt Canadas transportminister et møde om klimaforandringspolitik med borgmesteren i Pittsburgh.

Ontario slutter sig inden så længe til Quebec i et samarbejde med Californien om handel med tilladelse til udslip af drivhusgasser. Dertil kommer, at forbundsregeringen i Canada er ved at knytte kontakt til embedsmænd i Florida, Texas, Michigan, New York og andre amerikanske delstater. »USA er større end (Trump-)regeringen,« sagde Canadas miljøminister forleden. Det har hun ret i.

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at andre lande, især amerikanske allierede, etablerer politisk og kommerciel forbindelse med amerikanske delstater og byer. Trump-regeringens politik over for omverdenen, der ofte er afvisende og siger, at USA skal komme i første række, har imidlertid givet disse bånd en langt mere presserende karakter.

Den amerikanske præsident har stor magt, især hvad udenrigspolitikken angår. Flere lande er imidlertid ved at få øjnene op for den potentielle fordel i at udnytte USA’s decentraliserede struktur til at opnå det, de ønsker. Og de vil opleve, at et voksende antal amerikanske guvernører og borgmestre venter på at byde dem velkommen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Naser Khaders facebookvanvid virker - desværre

Christian Rabjerg Madsen
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her