*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Slut med militære demokratimissioner

Når den sidste vestlige soldat snart forlader Afghanistan – og vi nøjes med i ny og næ at kyle nogle store bomber af sted mod terroristlejre – bør vi spørge os selv, om vi vandt eller tabte.

Over de seneste 15 år er mange af vore soldater faldet på slagmarkerne, og endnu flere lider under traumer. Vor status som krigsførende nation er ikke ny. Men det nye er, at vore kampe nu foregår tusindvis af kilometer væk, og at vi ikke er der for at forsvare vort fædreland, men at vi er der for menneskerettigheder og for demokrati.

Og smukt lyder det jo, men er det en retning, vi skal fortsætte: At være med ofte i stammekrige eller religiøse opgør, som ikke vedrører os, og hvor vi ikke aner, om det er de rigtige, vi støtter.

Tag nu Afghanistan. Efter 9/11 var ingen i tvivl om, at musketereden skulle træde i kraft: Vor allierede var blevet angrebet – med udspring i Afghanistan. Danmark måtte yde et bidrag, hvilket vi med god grund gjorde. Men at vore folk skulle blive derude i et dusin år i noget nær en stillingskrig, og at dagsordenen for vores intervention allerede efter et års tid blev ændret – dér var det, at det gik galt.

Nu var det ikke et spørgsmål om, at fjenden skulle have bank. Nej, nu skulle der indføres demokrati og menneskerettigheder. Selvfølgelig fuldstændig umuligt at gennemføre – alene af den årsag, at et kæmpeflertal af afghanere foragter begge dele.

At der så var en del snu lokale, som fandt ud af, at der var penge i at sige de to ord demokrati og menneskerettigheder, og at vi stadig begejstret punger ud, når trylleordene bliver nævnt, er en anden sag og alene et bevis på, at de kloge narrer de mindre kloge.

Hvis det er sharialov, de vil have, så fint med mig. Ethvert folk har de tyranner, det fortjener.

Nu ender det med, at Taliban igen overtager magten – for bevægelsen er nemlig utrolig populær i landet, idet den siger det, som 90 pct. af afghanerne gerne vil høre. Når Taliban får tilhængere, så er lokkemaden sharialoven. Den er der rigtigt salg i derude. Og vi i den vestlige verden ser måbende til – fatter ikke en lyd af det hele – og sender så nogle flere penge til dem, der siger trylleordene. Nej, vi forstår ikke afghanerne. Vi tror, de tænker som os. Det gør de ikke.

Og når den sidste vestlige soldat snart forlader Afghanistan – og vi nøjes med i ny og næ at kyle nogle store bomber af sted mod terroristlejre, bør vi spørge os selv, om vi vandt eller tabte. Et underligt spørgsmål? Joh, men dette er jo helt reelt at spørge: Er det overhovedet i vor tid tilladt at gå i krig med det formål at vinde? Ja, jeg kan i hvert fald ikke se for mig den stolte danske hær på sejrsmarch gennem Strøget i København, hvor titusinder hylder dem.

Sådan noget gør vi bare ikke i Danmark. Det kunne jo let gøre vore fjender vrede. Vi kan på den anden side heller ikke erklære os som tabere. Nej, så hellere gå lidt stille med det hele – og så få sådan en slags uafgjort.

Muligvis hjem til straf og vanære

Pænt af os, men lur mig, om ikke Taliban alligevel arrangerer sejrsmarcher, uanset hvad vi så finder på. De betragter os i øvrigt som svage og uduelige, mens de selv skjuler sig blandt kvinder og børn. De ved nemlig, at skulle det ske, at danske soldater under kampen kommer til at ramme civile, vil de efterfølgende blive slæbt igennem forhør hos juristerne i forsvarets auditørkorps – og muligvis hjem til straf og vanære. Det siges i øvrigt, at vore soldater er mere bange for auditørkorpset end for fjenden.

Måske lyder jeg gammeldags, men jeg holder altså på, at formålet med at deltage i krig er at besejre fjenden og vinde krigen. Og jeg har svært ved at kapere, at vores svar på 9/11 nu på 15. år er at poste milliarder af kroner ind i korrupte quislinge i Afghanistan med det angivelige formål at indføre vestligt demokrati.

I stedet bør vi lade afghanerne få fred til at styre deres land, som de finder bedst, så længe de ikke generer os. Og hvis det er sharialov, de vil have, så fint med mig. Ethvert folk har de tyranner, det fortjener.Vi må til at tænke sådan på ny. Og jeg siger bevidst ”på ny” – for sådan var jo vor politik for ikke så længe siden – hvor det ikke var en opgave for vort militær at bedrive demokratimission i andre lande. Formålet for vort forsvar var at forsvare kongerigets territorium – og så i øvrigt være rede, hvis nogle af vore partnere skulle blive angrebet af usselrygge. Vi må tilbage til det med det kommende forsvarsforlig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Måske går det bare ad helvede til

Rune Toftegaard Selsing
Tilbederne af Fremskridtet forstår ikke, hvorfor deres multikulturelle eksperiment er gået galt.

Blog: Grib din fjerboa, kys din kæreste, og vær stolt!

Erik Winther Paisley
PRIDE: Vi skal ikke acceptere, at ens sociale status, selvrespekt og respekt fra andre afhænger af, at man ikke træder udenfor. Alle bøsser skal være pridebøsser, hvis de ellers tør og kan.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her