*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Nye tider for europæiske og transatlantiske relationer

Trumps manglende bekræftelse af USA’s fortsatte klima-, sikkerheds- og handelspolitiske internationalisme bekymrer Europa.

Kristian Søby er seniorforsker ved Institut for Militære Studier, Københavns Universitet.

Så kom USA’s præsident Donald Trump til Europa. Besøget i Nato og EU i Bruxelles og ved G7-mødet på Sicilien viste en præsident, der levede op til de europæiske bekymringer. Ingen betingelsesløs amerikansk opbakning til Nato og ingen fælles udtalelse efter G7mødet.

Trumps manglende bekræftelse af USA’s fortsatte klima-, sikkerheds- og handelspolitiske internationalisme bekymrer Europa. Tysklands kansler, Angela Merkel, bemærkede, at tiden, hvor man (læs tyskere og europæere) kan stole på andre (læs USA), er ovre. Det indikerer nye tider for europæiske og transatlantiske relationer. Spørgsmålet er, hvordan de nye tider håndteres.

Som altid når Trump gør noget, er det en mediehistorie, der får sit eget liv. Denne gang håndtrykket med den franske præsident Macron, der fastholdt Trumps hånd, så det udviklede sig til en tvekamp, hvor Trump tilsyneladende til sidst kæmpede for at få sin hånd igen.

Håndtrykkets sociale anatomi illustrerer fint, hvordan europæiske ledere har forsøgt at håndtere Trump. Et håndtryk er en social konvention, der kan udtrykke mange forskellige ting. Et håndtryk kan bekræfte en handel eller en aftale, det kan bevise gensidig anerkendelse og tillid. Men samtidig viser et fast håndtryk styrke, ligesom en svag drejning i håndledet, så ens hånd er øverst, kan signalere dominans.

At tre håndtryk med tre så tætte amerikanske allierede kan indeholde så forskellige politiske signaler, udtrykker i sig selv transatlantiske relationer under forandring.

Normalt er politiske ledere enige om, hvordan begivenheden ”et håndtryk” skal foregå, og det er klart koreograferet. For Trump er det improviseret, og derfor er den symbolske politiske kamp tydelig. I forskellige lederes håndtryk med Trump kan man læse i hvert fald tre forskellige europæiske strategier.

Angela Merkel har det svært med Trump – og omvendt. Det viste det manglede håndtryk ved deres første møde. Det tysk-amerikanske forhold er, som håndtrykssituationen, bøvlet og akavet. Politisk og personligt er Trump Merkels antitese. Tysk villighed til at påtage sig internationalt lederskab, som også mange amerikanere længe har efterlyst, påtager Merkel sig i stigende grad som en konsekvens af, og i opposition til, Trump. Der tegner sig således en potentiel europæisk modpol, også til USA, centreret om Tysklands lederskab.

Anderledes er det med Emmanuel Macrons håndtryk. Det udviklede sig, som nævnt, til en styrkeprøve. Macron sendte tre signaler med sit håndtryk. For det første viste han fransk initiativ. For det andet sendte han et signal om at ville fastholde USA – man kan så selv tolke, om det er fortsat amerikansk internationalt engagement eller de menneskerettigheder, som både Frankrig og USA mener at stå fadder til, som Macron vil fastholde Trump på. For det tredje sendte håndtrykket et signal om fransk styrke. Det er Frankrig, der har styrken til at fastholde USA, og dermed viste Macron Trump, at Frankrig er en både uundværlig og uomgængelig partner for USA.

Endelig er der statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) håndtryk. Det viste også initiativ. Herudover var det langt mere imødekommende. Lars Løkke viste en vilje til at søge Trumps hånd, og igennem det signal i håndtrykket bekræftede Løkke Danmarks tætte forhold til USA og sin vilje til at vise tillid til Trump. Samtidig indikerede han pragmatisk dansk opbakning til Trump. Danmark er villig til at tage det, som det kommer, og få det bedste ud af det.

At tre håndtryk med tre så tætte amerikanske allierede kan indeholde så forskellige politiske signaler, udtrykker i sig selv transatlantiske relationer under forandring. Europa eksperimenterer med, hvordan de forandringer kan håndteres.

Men håndtryk med Trump gør det ikke alene. Hvis Merkel mener, man ikke længere kan stole på amerikanerne som garant for europæisk sikkerhed, skal der gives mange nye håndslag i Europa – og mellem europæere. De håndslag skal udtrykke ny tillid og anerkendelse, bekræfte nye aftaler, samt ikke mindst signalere styrke. Det er høje krav til europæiske politikere, der de sidste knap 70 år har haft en fast amerikansk hånd at holde fast i.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Hvis man ikke vil have på munden, så må man lukke den 

Erik Winther Paisley
Hverken homoseksuelle til priden, politiske aktivister eller provokunstnere skal undskylde for at have behov for politibeskyttelse.
Annonce
Annonce
Biler
Test: Høj Peugeot i fin form med mindste motor
Vi tester Peugeot 3008, som vi sammenligner i versionerne med de to mindste motorer - en benzinmotor på 130 hk og en dieselmotor på 120 hk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her