*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Fred i Libyen er afgørende for Europas sikkerhed og stabilitet

Europa bør gøre fred og stabilisering i Libyen til en central prioritet i sin udenrigspolitik. Det er forudsætningen for at håndtere migrationsudfordringen og den lurende trussel fra jihadismen i Sahel og Nordafrika.

Krigen mod Islamisk Stat i Libyen (her i Sirte) vil sandsynligvis øge risikoen for, at Libyen bliver tilflugtssted for IS-krigere, som kan true Europa. Arkivfoto: Manu Brabo/AP

Seks år efter Natos intervention i Libyen truer interne konflikter med at øge terrortruslen mod Europa drastisk, at få endnu flere migranter til at søge mod Europa og at fravriste Vesten yderligere indflydelse i regional politik.

Vi kender mønsteret alt for godt fra andre kriser i Mellemøsten: Interventionen i Irak i 2003 lagde ikke blot kimen til terrorgruppen Islamisk Stat. Den kastede også Irak ud i en langstrakt borgerkrig, der drev millioner på flugt og stik imod hensigten styrkede Irans position i regionen.

I Syrien, hvor vi undlod at intervenere, har den langstrakte borgerkrig ligeledes øget terrortruslen mod Vesten og lagt grunden for Efterkrigstidens største flygtningekrise, og Iran, Rusland og Hizbollah har vundet terræn. Krisen i Libyen rummer elementer, der minder om både Syrien og Irak. Efter at have spillet en afgørende rolle i den militære kampagne, der bragte Gaddafis regime til fald, har det internationale samfund fejlet. Vi har undladt at engagere os helhjertet i stabiliseringen og genopbygningen af landet og dets politiske institutioner. Som i Irak har vi påtaget os en afgørende rolle med at tvinge en magtændring igennem. Og som i Syrien har vi undladt at intervenere tilstrækkeligt massivt til at kunne styre retningen efter Gaddafi – og konsekvenserne er graverende.

Den nuværende krig mod Islamisk Stat i Syrien og Irak vil med en vis sandsynlighed øge risikoen for, at Libyen bliver tilflugtssted for IS-krigere, som meget vel kan true Europa.

For Europa er Libyen blevet et af hovedproblemerne i forsøget på at kontrollere migration. Under Gaddafi-regimet (1969-2011) ”importerede” Libyen afrikanske migranter, og landets olieformuer gjorde det muligt for det lille land med syv millioner indbyggere at beskæftige millioner af migrantarbejdere.

Som en del af samarbejdet med Italien forpligtede Gaddafi-regimet sig i 2008 til at kontrollere antallet af migranter imod Europa. Med kollapset af den libyske stat har private mafialignende netværk overtaget kontrollen med migrantruterne med det formål at udnytte eller brandbeskatte migranterne på deres vej op gennem Sahara og Libyen. Migranterne berøves, udnyttes som slaver eller dynges sammen i hangarer og kastes ud i overfyldte nødhjælpsbåde på en uhyre farefuld tur over Middelhavet. Selv om flere end 11.500 mennesker har mistet livet på Middelhavet siden 2011, fortsætter strømmen af migranter og flygtninge.

Siden Gaddafis fald har Libyen udviklet sig til et regionalt samlingspunkt for jihadistiske grupper, som har ødelagt turistindustrien i Sahara og store dele af Sahel-området. Jihadisterne har frataget nogle af verdens fattigste stater som f.eks. Niger og Mali en væsentlig kilde til indtjening. Og med oprettelsen af en afdeling af Islamisk Stat i Sirte i det nordlige Libyen mellem 2014 og 2016 er terrortruslen væsentligt forværret.

Den nuværende krig mod Islamisk Stat i Syrien og Irak vil med en vis sandsynlighed øge risikoen for, at Libyen bliver tilflugtssted for IS-krigere, som meget vel kan true Europa.

Som en tredje konsekvens af tomrummet efter interventionen i 2011 har Libyen udviklet sig til en betændt arena, hvor internationale aktører søger at vinde indflydelse. Ud over regionale mellemøstlige magter som Egypten og De Forenede Arabiske Emirater har navnlig Rusland forsøgt at erobre en rolle i kampen om magtbalancen i Libyen.

Under Gaddafi var Libyen Ruslands hovedallierede i Nordafrika, og Rusland har derfor haft relativt let ved at vinde fodfæste blandt de Gaddafi-tro elementer i libysk politik – som f.eks. gruppen omkring den såkaldte general Haftar, der med egyptisk støtte har erobret en stor del af det østlige Libyen. Dette udgør et alvorligt tilbageslag for Nato-landene.

Vedvarende rygter siger, at russiske tropper er aktive på grænsen mellem Egypten og Libyen, og det er langtfra utænkeligt, at Rusland vil forsøge at gøre general Haftar til Libyens kommende leder. Ruslands ageren kan dog bidrage til at eskalere konflikten om Libyens fremtid mellem Mellemøstens regionale stormagter. Qatar og Tyrkiet har siden 2011 støttet aktører i bl.a. hovedstaden Tripoli imod netop Haftar.

Europa og Danmark bør derfor gøre fred og stabilisering i Libyen til en central prioritet i deres udenrigspolitik. Det er forudsætningen for at håndtere migrationsudfordringen og den lurende trussel fra jihadismen i Sahel og Nordafrika.

Vi bør naturligvis fortsætte støtten til den svækkede, men internationalt anerkendte regering i Tripoli. Vi må arbejde på at samle de fredelige civile aktører, der i øjeblikket har svært ved at knytte bånd på tværs af Libyens lokale og etniske skæl. Og så bør vi sikre, at Libyen forbliver en stærk samarbejdspartner med Europa – til trods for ouverturerne fra Rusland. Vinduet til at gøre dette står endnu åbent – men ikke så længe.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her