*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Ian Bremmer: I årevis har Nordkorea truet med at drukne Sydkorea, USA og Japan i et hav af ild

Den dag, hvor Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er i stand til at affyre et atommissil mod USA, er rykket meget tættere på.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un (billedet), er spået til at blive den amerikanske præsident Donald Trumps største udenrigspolitiske udfordring. Arkivfoto: Wong Maye-E/AP

Hvis man skal prøve at blive klog på, hvor tæt situationen i Nordkorea er på at eksplodere, består udfordringen i at finde ud af, hvilke udtalelser man skal tage alvorligt, og hvilke man ikke skal. I årevis har ledere af verdens eneste kommunistiske familiedynasti truet med at drukne Sydkorea, USA og Japan i et hav af ild. Tidligere amerikanske præsidenter har blot trukket på skuldrene over disse trusler og i stedet arbejdet bag kulisserne for at finde sikre metoder til at øge presset på regimet.

Men der er sket et skifte, og det betyder, at verden skal til at spidse ører. To vigtige ting har ændret sig: For det første er USA’s præsident, Donald Trump, mindre villig end hans forgængere til at håndtere situationen stilfærdigt. Han har valgt en tilgang, der omfatter krigsskibe og trusler om at ”håndtere” Nordkorea med eller uden hjælp fra kineserne. Trump har også sagt, at han er villig til at mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Afhængigt af, hvad der kom til at ske på dette hypotetiske møde, ville udfaldet enten være forhandlinger, der fører til et forlig eller en øget sandsynlighed for krig.

Sanktioner mod Nordkorea ændrer ikke noget, fordi lederskabet ikke betaler nogen pris for de strabadser, det påfører det nordkoreanske folk.

For det andet, og hvis ret skal være ret, er der brug for Donald Trumps mere slagkraftige respons. Satellitbilleder viser, at Nordkorea har gjort væsentlige fremskridt i de senere år i arbejdet med at udvikle interkontinentale, ballistiske missiler. Nordkorea har også arbejdet på at udvikle atomsprænghoveder, der kan sættes på missilerne. Det er forklaringen på, at Barack Obama, den tidligere amerikanske præsident, har advaret Donald Trump om, at Nordkorea sandsynligvis bliver hans største udenrigspolitiske udfordring. Det er sin sag at forhandle med en uberegnelig diktator, men det bliver ikke nemmere af, at diktatoren har mulighed for at teste modstandernes forsvarssystemer ved at sende missiler mod deres største byer. Spørgsmålet er, om afskrækkelse i form af gensidig sikret ødelæggelse vil holde Kim Jong-un tilbage. Det ved man først med sikkerhed, når der ikke længere er nogen vej tilbage.

Donald Trumps valgmuligheder er ikke bedre end Barack Obamas. Sanktioner mod Nordkorea ændrer ikke noget, fordi lederskabet ikke betaler nogen pris for de strabadser, det påfører det nordkoreanske folk. Samtidig vil sanktioner blot understøtte Kim Jong-uns fortælling om, at folk udefra er ude på at tilintetgøre landets befolkning. Kina, der frygter, at en koreansk krise vil sende syge og sultende flygtninge over grænsen til Kina, vil sandsynligvis ikke tilbyde ret meget hjælp.

Når det er sagt, er der mange dygtige folk omkring præsident Trump. De vil gøre det klart for ham, at han ikke kan gennemføre et ultra-risikabelt overraskelsesangreb, før alle andre muligheder er udtømt. Donald Trumps dramatiske advarsler er stadig primært rettet mod Kina, for man håber, at det får den kinesiske præsident Xi Jinping til at hjælpe med at øge presset på Nordkorea. Samtidig forsøger Donald Trump at forsikre Sydkorea og Japan om, at han forstår alvoren af den voksende trussel. Men hans seneste udtalelser om, at Sydkorea skal betale mere til sit forsvar og genforhandle sin handelsaftale med USA, hjælper ikke ligefrem. Den amerikanske præsident håber muligvis, at den hårde linje vil skabe tvivl og endda så splid blandt lederne i Nordkorea. Indtil videre er Nordkoreas missilteknologi ikke så langt fremme i udviklingen, at verden befinder sig i farezonen, og Donald Trump har ingen planer om at indlede en krig.

Men ud over bekymringerne for en åben konflikt, er der andre vigtige risikofaktorer at tage højde for.

Lad os antage, at følgende drømmescenarie udspiller sig: Nordkorea bliver udsat for et kup, der fører til et fredeligt styre. Kina træder til for at sikre kontrollen med Nordkoreas atomvåben og -materiel, og den kinesiske regering indvilliger i en plan om at genforene Nord- og Sydkorea. Det nordkoreanske kollaps kan potentielt efterlade mere end 25 millioner mennesker uden et land. Oven i det er der spørgsmålet om, hvem der skal betale for genforeningen af de to lande. Prognoser indikerer, at en genforening vil blive dyrere end Tysklands genforening. Da Berlinmuren faldt i 1989, var den østtyske befolkning blot en fjerdedel af Vesttysklands, og indkomsten pr. indbygger var omkring en tredjedel af, hvad den var i Vesttyskland. Og selv om Vesttyskland og Østtyskland havde været adskilt af jerntæppet, var der gode handelsforbindelser mellem de to lande. Det har Nord- og Sydkorea ikke.

Hvis man skal skabe noget, der bare minder om velstand og trivsel, vil et forenet Korea få brug for en årlig milliardindsprøjtning, og der skal investeres i infrastruktur, uddannelse og landbrug igennem flere årtier. Man må også overveje, hvor let det bliver for de millioner af desorienterede nordkoreanere, som man samler op fra redningsbådene i deres isolerede land, at finde arbejde i en af verdens førende teknologinationer. Og hvad vil der ske med disse mennesker, hvis de ikke kan finde arbejde?

Det er vigtigt, at verden får fundet et svar på disse spørgsmål, før Kim Jong-un bliver i stand til at affyre et atommissil mod USA. Den dag er rykket meget tættere på. Tættere end nogen uden for Nordkorea ønsker.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Jeg har ondt af Prins Henrik

Victor Boysen
Det er synd for de kongelige, at de ingen rettigheder har. Lad os slippe dem fri.

Blog: Vi må gøre op med krævementaliteten

Maria Bille Høeg
Vores ekstremt omfattende velfærdsstat har den slagside, at det personlige ansvar er ved at lide en stille kvælningsdød.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her