*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Kommentar: Hvorfor jubler ingen feminister over, at Frankrig kunne få en kvindelig præsident?

Måske er det, fordi hun er fra det forkerte parti.

Front Nationals leder, Marine Le Pen, har mulighed for at blive Frankrigs første kvindelige præsident. Foto: AP

BERLIN — Det tyske nyhedsmagasin Die Zeit har netop haft et enkelt spørgsmål på forsiden: Hvordan kan det være, at ingen feminist jubler over, at Frankrig havde rimelige chancer for at få sin første, kvindelige præsident?

Forklaringen er vel, at Marine Le Pen, som søndag trods alt ventes at tabe til Emmanuel Macron, er fra Front National. Det er et højreekstremt parti med en ubehagelig fortid og et ikke videre tillidsvækkende syn på fremtiden.

Man bliver alligevel en smule forvirret, for feminister har længe kæmpet for flere kvinder i høje embeder, såvel i det offentlige som det private. Nogle går endda ind for kvindekvoter. Det er jo en ærlig sag, men synes at afspejle, at kønnet i første omgang er vigtigere end alt andet, eksempelvis kvalifikationer og synspunkter. Det blev senest fremført under præsidentvalget i USA – den demokratiske kandidat Hillary Clinton talte om at smadre »glasloftet«, der angiveligt hindrer en kvinde i at nå Det Hvide Hus som andet end medfølgende hustru.

Heller ikke Margaret Thatcher udløste jubel hos mange feminister, da hun tiltrådte 1979.

Er det så ikke godt, at loftet kunne blive brudt i Paris? Nej, det er det åbenbart ikke. Christine Lagarde, den charmerende og engelskkyndige direktør for Den Internationale Valutafond, ville sikkert have været o.k., men Le Pen er det ikke. Der er forskel på kvinder, hvilket ikke er nyt, der er jo også forskel på mænd, men erkendelsen, som er banal, har måske til en vis grad været fortrængt i kvindekampen.

Kvinder som stats- og regeringschefer er fortsat i mindretal, men der har været en række. Sirimavo Bandaranaike (Sri Lanka), Indira Gandhi (Indien), Golda Meir (Israel), Margaret Thatcher (Storbritannien) og Benazir Bhutto (Pakistan), for at nævne nogle stykker. Helle Thorning-Schmidt kom relativt sent til i Danmark. Ingen af de nævnte vil blive husket for at regere på en for kvinder særlig måde, hvad den end skulle være. Hos nogle spillede familieforbindelser en rolle, for andre, især Thatcher, var det ren og skær dygtighed. Alle var hårde nysere, hvad der jo er en fordel i det job, nogle tog det ikke så tungt med demokrati og retsstat. De var kort sagt hverken værre eller bedre end mænd, men det samlede billede blev nok mere spraglet, for en forsamling, hvor kun ét køn er repræsenteret, har det med at være kedelig.

På et såkaldt kvindetopmøde for en halv snes dage siden i Berlin samledes man fra hele verden. Der var et panel på 11 kvinder, herunder forbundskansler Angela Merkel og præsident Trumps datter Ivanka. De færreste var folkevalgte. De drøftede, hvordan man kunne fremme kvinder ikke mindst i udviklingslande. Uden for protesterede kvinder mod amerikaneren. ”Dump Fräulein Trump” lød en plakattekst. Det hjalp åbenbart ikke, at hun var kvinde.

Det gav heller ikke Hillary Clinton en større bonus. 53 pct. af hvide, kvindelige vælgere satte kryds ved Donald Trump. Er de idioter eller mandschauvinister? Kan man være en kvindelig mandschauvinist? Eller idiot?

Er Clinton, Le Pen og Ivanka Trump udtryk for, at kvinder ikke gider lade sig anbringe i kønsopdelte afdelinger, lige så lidt som mænd? For ikke mange år siden blev det argumenteret, at Thorning-Schmidt blev kritiseret for personlige ting som påklædning og tasker, fordi hun var kvinde. Ingen kunne åbenbart huske Foreningen til Gert Petersens forskønnelse, der skulle gøre den nu afdøde SF-formand mere præsentabel. Heller ikke nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen kan siges at have nydt en beskyttet tilværelse i forbindelse med offentliggørelse af bilag om habitter og underbenklæder. Også to andre (mandlige) SF’eres kortvarige indsats som udenrigsministre udløste kommentarer om deres ekvipering.

Selv om Le Pen altså ikke er værd at støtte for feminister, har det formentlig været medvirkende for hendes relativt store opbakning, at hun er en kvinde, og at Front National ikke længere tegnes af hendes nu 88-årige far.

Det må være en hård nød at knække for nogle af hendes kvindelige modstandere: Ja, kønnet betyder åbenbart noget politisk, og en kvinde kan gøre en positiv forskel for et parti, set med dets egne øjne. Men hvad gør man, hvis det er det forkerte parti? På den anden side: Heller ikke Thatcher udløste jubel hos mange feminister, da hun tiltrådte 1979. Så måske er der ikke meget nyt under solen. Køn betyder ikke alverden. Eller sagde man noget forkert?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Er højreorienterede fordomsfulde?

Morten Uhrskov Jensen
Næ, mennesker, som de er flest, har kun fordomme, hvis de ikke har andet at gå efter.

Blog: At være eller ikke at være udlændingeminister

Josephine Fock
Hele sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks har været fyldt af spin, løgn og lovbrud. Vores demokrati fortjener ministre, der taler sandt og agerer efter lovens regler.

"Helmut Kohl Plads" i Danmark? Ja, danskerne skylder ham meget

Lykke Friis
Kohl var den største tyske kansler i moderne tid og har en stor del af æren for, at Danmark ikke længere står over for et altoverskyggende ”tysk spørgsmål”.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her