*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Valget i Frankrig afslører en ny politisk skillelinje

Mens den vigtigste politiske skillelinje i Frankrig førhen havde med statens størrelse at gøre, har den nye politiske skillelinje ikke noget at gøre med økonomi overhovedet. Den har at gøre med forskellige syn på selve Frankrigs identitet.

Emmanuel Macron skal nu finde udveje og løsninger for de mange mennesker, der afviser hans ”åbne” politik og hans midt søgende visioner. Foto: Christophe Ena/AP

Tro mod ånden fra 1789 er de revolutionære franskmænd et skridt foran alle andre. I søndags blev Frankrig det første store vestlige land, der ved et valg kasserede den centrum-højre/centrum-venstre-politiske partistruktur, der har domineret europæisk politik siden Anden Verdenskrig.

Hverken Emmanuel Macron eller Marine Le Pen – de to kandidater, der løb med sejren efter første valgrunde ved det franske præsidentvalg – tilhører det gamle gauche (venstre, red.) eller det gamle droite (højre, red.). Ingen af dem vil have en større parlamentsgruppe bag deres politiske program. Som præsident vil ingen af dem repræsentere en fortsættelse af status quo.

Hvis den vigtigste politiske skillelinje – i Frankrig såvel som næsten alle andre steder – engang havde med statens størrelse at gøre, har den nye politiske skillelinje reelt ikke noget at gøre med økonomi overhovedet. Den har at gøre med forskellige syn på selve Frankrigs identitet.

Marine Le Pen, der bedst beskrives som nationalsocialist, vil fjerne Frankrig fra internationale institutioner, herunder både EU og Nato, spærre grænser, begrænse samhandel og indføre en halvmarxistisk statsdomineret samfundsøkonomi. Hendes vælgere er pessimistiske, hvad nutiden angår, og længes efter et anderledes Frankrig.

Der er mange, der i forvirring over den nye politiske skillelinje vil afholde sig fra at stemme.

Hendes vigtigste allierede i udlandet er Ruslands præsident, Vladimir Putin, hvis penge var med til at finansiere hendes valgkamp, men på det seneste har USA’s præsident, Donald Trump, også ytret sig positivt om hende. Hendes parti, Front National, har været en del af fransk politik i årtier og har været historisk højrøstet i sin modstand mod indvandring.

Emmanuel Macron, hvis spritnye bevægelse, En Marche – det kan oversættes med på vej eller undervejs – repræsenterer det spritnye radikale centrum. Han afviser politisk branding: »Ærlighed tvinger mig til at sige, at jeg ikke er socialist,« har han udtalt, selv om han har siddet i en socialistisk regering.

Han bekender sig til markedskræfterne, men siger, at han tror på »kollektiv solidaritet«. Hans vælgere er mere optimistiske med hensyn til fremtiden, de går ind for EU, de er for, at Frankrig skal være en del af resten af det europæiske kontinent og omverdenen: »I er fransk håbs nye ansigt,« sagde han til dem under sin sejrstale på valgaftenen.

Selv om Emmanuel Macron går ind for stærke ydre grænser i EU, udviser han ingen særlig modvilje mod indvandrere. Den udenlandske politiker, som han har størst lighed med, er den unge Tony Blair, som også samlede en centrumkoalition, selv om den ikke blev kaldt sådan dengang.

I den forstand har anden runde af præsidentvalget i Frankrig en klar dagsorden: åben versus lukket, integrationistisk versus isolationistisk, fremtid versus fortid.

Til forskel fra sin far, som fik 18 pct. af stemmerne i anden valgrunde ved præsidentvalget i 2002, ventes Marine Le Pen at få et bedre, ja måske et langt bedre resultat ved anden valgrunde den 7. maj. Selv om hun nu ligger langt efter Emmanuel Macron, kan man ikke udelukke, at hun vinder ved et slumpetræf.

Der er en del af det gamle venstre – inklusive dem, der stemte på trotskisten Jean-Luc Mélenchon – der støtter hendes modstand, hvad handel, bankvæsen og internationale institutioner angår; der er en del af det gamle højre, herunder dem, der stemte på François Fillon, der foretrækker hendes demonstrative opbakning til »traditionelle værdier«.

Der er mange, der i forvirring over den nye politiske skillelinje vil afholde sig fra at stemme. Den smædekampagne, der nu vil blive Emmanuel Macron til del – støttet af Rusland, det gamle højre og Trump-venlige bloggere, kommentatorer og lignende – bliver uden sidestykke i henseende til ondskabsfuldhed. Den kunne meget vel få folk til helt at lade være med at stemme.

Uanset resultatet forsvinder Marine Le Pen og hendes parti ikke. Hun og partiet står for nogle følelser, som er virkelige, som findes i hvert eneste vestlige land, og som nu bedst bekæmpes åbent, punkt for punkt, argument for argument – for de udgør en stor og ægte trussel mod det liberale demokrati, som vi kender det.

Selv om Front National har fascistiske rødder – blandt partiets grundlæggere var personer, der sympatiserede med Vichystyret – nytter det ikke noget at afvise hendes kandidatur på den baggrund.

Opgaven for Emmanuel Macron og dem, der nu vil gøre, som han gør, bliver at finde udveje og løsninger for de mange mennesker, der afviser hans »åbne« politik og hans midtsøgende visioner.

Skabe sikkerhed for de frygtsomme; sikkerhed for dem, der føler sig truet af f.eks. indvandring eller arbejdsløshed; skabe drivkraft i stillestående økonomier.

I søndags opfordrede Marine Le Pen franske »patrioter« til, at de skulle støtte hende i anden valgrunde. Derfor skal Emmanuel Macron definere nye former for patriotisme og nye former for solidaritet for dem i Frankrig, der på en og samme tid vil være franskmænd og tage verden til sig.

Anne Applebaum er kommentator ved The Washington Post.
© The Washington Post

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: De borgerligt-liberales tunnelsyn

Morten Uhrskov Jensen
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien.

Blog: Socialunion, nej tak!

Morten Løkkegaard
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak!
Annonce
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her