*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Foregangslande over hele verden siger nej til plasticfrås

Hvad har Californien, Rwanda og Marokko til fælles? De har droppet plasticposerne.

Hovedstaden i Indien, New Delhi, indførte i begyndelsen af 2017 et forbud mod engangsplastic, som Indien er storforbruger af, for at få styr på de mange tons plastaffald, som flyder i byens gader eller – som her – i et udtørret flodleje. Foto: AP

Plastic er genialt. Det er et ekstremt fleksibelt og holdbart materiale. Vores forbrug af det er derimod alt andet end holdbart. Mere end otte millioner tons plastic bliver hvert år udledt i havet.

Det svarer til, at der hvert eneste minut bliver dumpet en lastbil med plastic i verdenshavene. Dette forventes at blive fordoblet i løbet af de næste 10 år. Hvis trenden fortsætter, vil der i år 2050 være mere plastic i verdenshavene end fisk, og ifølge FN er plasticforurening i havene »en fælles bekymring for menneskeheden«.

I takt med omlægningen til vedvarende energi er der også behov for nye alternativer til plastic.

Det er blevet populært at udskifte de klassiske engangskarklude med hjemmestrikkede, genanvendelige klude, og smarte drikkedunke til postevand er blevet et hipt alternativ til at betale 20 kr. for en engangsflaske. Produktionen af plastic er eksploderet i løbet af de seneste 50 år – fra 15 millioner tons i 1964 til 311 millioner tons i 2014, og plasticmisbruget er tydeligvis noget, der ligger mange forbrugere på sinde – måske fordi det er så synlig en kilde til forurening.

En strandet hval med 30 kilo plastic i maven taler til vores dårlige samvittighed. Verden har fået et plasticproblem, og løsningen er groft sagt to ting: at forhindre mere plastic, både det synlige og usynlige, i at havne i naturen og at fjerne den plastic, der allerede flyder rundt.

Begge dele kræver både innovation og politisk vilje på et helt andet niveau, end vi har set hidtil. Men nye, ambitiøse plasticforbud over hele verden tyder på, at den politiske vilje til forandring er på vej op.

Effektive forbud

Samme dag, som USA’s befolkning stemte Donald Trump ind i Det Hvide Hus, vedtog delstaten Californien et anderledes progressivt tiltag, nemlig et forbud mod de fleste typer af engangsplasticposer. USA er vel at mærke verdens største forbruger af plasticposer. Men det er ikke kun nogle af verdens rigeste lande, der har taget vigtige skridt i kampen mod de mange millioner papirstynde plasticposer, man ofte ser danse i vinden. Allerede før Californiens grønne beslutning var Marokko på banen med et forbud mod både produktion og brug af plasticposer, der trådte i kraft den 1. juli sidste år. Marokko er verdens næststørste forbruger af plasticposer med 900 poser pr. person om året. Og helt tilbage i 2008 forbød Rwanda, der er et af verdens fattigste lande, engangsplasticposer.

Poserne udgjorde en sundhedstrussel mod befolkning og miljø, fordi de sjældent bliver genbrugt, men i stedet stopper kloaksystemerne eller bliver brændt sammen med andet affald, hvilket udløser giftige dampe i luften. Næste udfordring for Rwanda er at bekæmpe det betydelige sorte marked for plasticposer, som forbuddet har medført.

Spiseligt bestik

Forbud og regulering er ikke de eneste tiltag i retning af et mere bæredygtigt forhold til plastic. Forskere, virksomheder og iværksættere verden over afprøver hele tiden nye idéer og alternativer.

Den kun 22-årige hollandske miljøforkæmper Boyan Slat har fået både priser og vild medieopmærksomhed – og kritik for at være urealistisk – med sin nærmest Ole Opfinder-agtige kæmpestøvsuger, der skal indfange de enorme mængder plastic, der allerede søber rundt i havene. Projektet hedder Ocean Cleanup og har crowdfundet over 2 mio. dollars til forskning og udvikling af den færdige prototype, der efter planen skal sættes i søen i år. Målet er, at den færdige maskine for alvor går i gang med at støvsuge havene for plastic i år 2020.

En anden interessant løsning er fremstillingen af bioplast, der er en 100 pct. komposterbar, plantebaseret plastic.

Almindelig plastic bliver fremstillet af olie og gas, hvilket betyder, at den type plastic kun har gang på jord, så længe vi fortsætter med at hive olie og gas op af jorden.

I takt med omlægningen til vedvarende energi er der altså også behov for nye alternativer til plastic. Der går endnu nogle år, før for eksempel fødevarer pakket ind i nedbrydelig emballage bliver en del af en almindelig hverdag. Hvad der til gengæld hurtigt kan blive hverdagskost – helt bogstaveligt – for et stigende antal indere, er spiseligt bestik.

Hovedstaden i Indien, New Delhi, indførte i starten af 2017 et forbud mod engangsplastic, som Indien ellers er storforbruger af. Så nu kommer der måske ekstra fart i omsætningen hos det indiske firma Bakeys, der siden 2011 har produceret spiseligt engangsbestik lavet af sorghum-mel. Og herhjemme er Carlsberg ved at udvikle en nedbrydelig flaske lavet af bæredygtige træfibre.

Plasticforbud, plasticstøvsugere og planteplastic er selvfølgelig kun skridt på vejen til at tackle udfordringerne med vores vilde forbrug, men det er vigtige skridt på vejen til den antiplasticrevolution, vores planet har brug for.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce

Blog: VLAK-regeringen vakler - en VIRK-regering vil virke

Jens Kindberg
Radikales hede drømme om samarbejde med blå blok med Kristian Jensen i front er ikke helt tossede.

Blog: Den franske tragedie

Morten Uhrskov Jensen
Elitens svigt af eget folk i Frankrig er skræmmende læsning.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her