*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Set fra Europa: Engang var de systemkritikere. Nu er der åbenbart noget, der trækker ved kommunismen

Retsstat er vigtigere end demokrati – især for lande, der ikke er ved målet endnu, mener erfarne folk.

Michael Kuttner, korrespondent på Jyllands-Posten.
BERLIN — Demokrati er jo en god ting, men er der noget, som er vigtigere – ikke mindst for lande, som ikke er ved målet endnu?

Ja, siger erfarne politikere og embedsmænd: retsstaten.

For nogle år siden talte den, der skriver disse linjer, med Egon Bahr, som var nærmeste medarbejder for Tysklands forbundskansler Willy Brandt gennem det meste af dennes karriere. Brandt var kansler omkring 1970, og begge er døde nu. Men hvad Bahr sagde i den forbindelse er langtidsholdbart.

Polske og ungarske ledere var imod kommunismen før Murens fald. Men der er åbenbart noget fra den tid, der trækker.

Man spurgte ham, om det var naivt at tro, at Rusland bliver et demokrati af vestligt tilsnit. Bahr svarede, kort fortalt, med et ja. Hvad man skal sigte imod er retsstaten, for det er her, et rimeligt samfund begynder, erklærede han.

»Sydafrika var ikke et demokrati i apartheidtiden, men det var en retsstat. Ellers ville Mandela, der senere blev præsident, ikke have overlevet. Det tyske kejserrige var som bekendt ikke et demokrati, men det var en retsstat. Det er det første, store skridt, som Rusland må tage. Det ville være nok for mig, at det bliver en retsstat inden for overskuelig tid, hvis det kan bekæmpe korruptionen, og hvis det bliver muligt at udvikle noget af en flerpartistat.«

For et par måneder siden mødte man René Nyberg, Finlands tidligere ambassadør i Moskva. Han sagde det samme. Demokrati, ytringsfrihed og markedsøkonomi var da vigtige, medgav han, men retsstaten er så at sige grundlaget for det hele.

Retsstatslighed betyder, at et land er styret af en lovgivning, som er vedtaget af folkevalgte. Domstolene er uafhængige af den udøvende magt, altså regeringen. Det er desuden kendetegnende for en retsstat, at der er ytrings- og forsamlingsfrihed. Ruslands parlamentsvalg i september var, sagde internationale observatører, mere transparent end tidligere, og især den centrale kommission, som organiserede projektet, fik pæne ord med på vejen.

Men længere ude i geledderne var der partiske embedsmænd ved urnerne, grundlæggende rettigheder som debat og borgerligt engagement var indskrænket, og der var direkte valgsvindel, hed det fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der havde sendt iagttagerne.

Valget var altså i et vist omfang demokratisk, og Rusland havde formelt inviteret folkene fra OSCE, hvilket er et fremskridt. Men så længe oppositionspolitikere, journalister og andre skydes ned på åben gade, uden der sker alverden, og landet regeres af typer, der andetsteds ville blive regnet som kriminelle, kan man ikke tale om en retsstat.

Det samme kan siges om Tyrkiet. Her er præsident Recep Tayyip Erdogan demokratisk valgt, men har de sidste par år stampet retsstaten i stumper og stykker. Presse- og ytringsfriheden er ophævet, og kritikere eller politiske modstandere betragtes som terrorister og anholdes. Domstolene er Erdogans forlængede arm.

Recep Tayyip Erdogan. Foto: Basin Bulbul/Presidential Press Service, Pool Photo via AP

Næste måned er der folkeafstemning om en forfatningsreform, som ville give ham næsten fuldkommen magt. Lignende forhold gælder i bl.a. Hviderusland og visse centralasiatiske republikker.

Polen og Ungarn er mere grumsede. De er i EU, der med de såkaldte Københavnskriterier forpligter medlemmer til markedsøkonomi, demokrati og retsstat. Lederne fra begge lande var modstandere af kommunismen inden Murens fald. Men der er åbenbart noget fra den tid, der trækker.

Formanden for det polske regeringsparti Jaroslaw Kaczynski er gode venner med den ungarske premierminister Viktor Orban, der kommer ualmindeligt godt ud af det med Ruslands præsident Vladimir Putin. Orban har ligefrem erklæret, at et »illiberalt« samfund er vejen frem.

Man må sige, at han – og Kaczynski – viser, hvordan det skal gøres. Forfatningsdomstole søges omdannet, så de tjener de politiske herrer frem for loven og den brede befolkning. Ellers blokeres de. Dialog med modstandere finder næsten ikke sted, tvært imod latterliggøres de.

Det var ikke lige, hvad vesteuropæerne forestillede sig, da de bød østeuropæerne inden for i unionen. Rusland og Tyrkiet står udenfor, grænserne er klare. Men hvad med de grumsede?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Når love er demokratiske
Arild Ejsing, Allerød
I JP 10/6 påstår Elvir Pelesêvic, at loven ikke er lige for alle, som om love, hvis opgave jo netop er at skille bukkene fra fårene, havde den mulighed.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Måske går det bare ad helvede til

Rune Toftegaard Selsing
Tilbederne af Fremskridtet forstår ikke, hvorfor deres multikulturelle eksperiment er gået galt.

Blog: Grib din fjerboa, kys din kæreste, og vær stolt!

Erik Winther Paisley
PRIDE: Vi skal ikke acceptere, at ens sociale status, selvrespekt og respekt fra andre afhænger af, at man ikke træder udenfor. Alle bøsser skal være pridebøsser, hvis de ellers tør og kan.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her