*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Heksekedlen i Mellemøsten

En dag vil Israel fortryde, at det ikke sikrede sig fred, mens tid var.

Per Stig Møller er fhv. udenrigsminister og folketingsmedlem (K).

Mellemøsten er en heksekedel, hvis giftige dampe spredes i alle retninger. Når den en dag damper af, vil vi se et betydeligt styrket Iran og et svækket Saudi-Arabien. I Syrien kommer præsident Assad til at sidde på iranske bajonetter. I Libanon forstærkes Hizbollahs indflydelse. Irak vil følge Irans interesser. Det sunnitiske Saudi-Arabien vil være indkredset af det shiitiske Iran, og Golflandene vil frygte, at Bahrain får et shiitisk oprør som i Yemen. Det er med god grund, at de sunni-arabiske lande længe har opfattet Iran som hovedfjenden. Derfor ønskede de egentlig også striden med Israel ude af verden.

I februar 2002 tilbød Saudi-Arabien Israel fred og anerkendelse, hvis det lod palæstinenserne få deres egen stat ved siden af Israel. Straks herefter angreb Hamas Israel, der svarede voldsomt igen, og så var det slut med de fredsbestræbelser. Sådan gik det også, da præsident Bush troede, han kunne få skabt freden med de to stater senest i januar 2009, men lige netop derfor smed Hamas i juleugen 2008 raketter ind i Israel, der som forudset svarede voldsomt igen og ved januarvalget udskiftede tilhængerne af tostatsløsningen med dens modstander Netanyahu.

En køreplan for fred

Det var et fast mønster, og selv om Danmark i 2002 havde været med til at udforme den Køreplan for Fred, der skulle munde ud i tostatsløsningen, begyndte jeg at tvivle på den. For den ville blive kortsluttet af Hamas, der var støttet af Syrien og Iran, men hvis Syrien kunne få Golanhøjderne tilbage fra Israel, ville det have en egeninteresse i en fred med Israel og ingen interesse i at støtte Hamas.

I februar 2002 tilbød Saudi-Arabien Israel fred og anerkendelse, hvis det lod palæstinenserne få deres egen stat ved siden af Israel. Straks herefter angreb Hamas Israel, der svarede voldsomt igen, og så var det slut med de fredsbestræbelser.

I stedet for at starte den mellemøstlige fredsproces med freden mellem Israel og palæstinenserne burde man derfor afprøve muligheden for en særlig syrisk-israelsk fred, hvorefter freden med Libanon og tostatsløsningen ville følge efter, fordi de sunni-arabiske lande i den situation ville holde Hamas nede. De ønskede jo at få afsluttet problemet Israel for at koncentrere sig om problemet Iran.

Det viste sig, at Syrien var indstillet på en sådan fred, fordi den ville medføre, at sanktionerne mod Syrien ville blive ophævet, hvorved dets økonomi ville blive forbedret og arbejdsløsheden falde. Det var også nødvendigt, hvis Assads styre skulle overleve, for der var allerede dengang uroligheder rundt om i landet. De var fremkaldt af tørken, som havde sendt tusinder af fallerede sunnibønder til de større byers slumkvarterer, hvor de ligesom de arbejdsløse unge levede for lud og koldt vand. »Islamisterne står bag disse uroligheder, og de finansieres af Saudi-Arabien,« sagde Assad og bedyrede sin fredsvilje, da jeg drøftede fredsmulighederne med ham.

Holger K.: Alle andre steder i verden ville man kalde den israelske fremfærd for ”etnisk udrensning”

Fik han ikke skabt fremgang, forudså han, at der ville komme en islamistisk bølge, som ville skylle ham væk, men den ville skylle videre til os. Kort efter havde jeg møde med den kristne, libanesiske præsidentkandidat Harb. Han forudså en islamistisk bølge, der ville skylle dem alle bort og ende oppe hos os. Det var ikke bare en syg konspirationsteori i Assads hoved, men en trussel, der blev til virkelighed.

Diskrete forhandlinger

Der kom diskrete fredsforhandlinger i gang mellem syrerne og israelerne i Tyrkiet, men de blev afbrudt, da Erdogan i 2009 offentligt fordømte Israel. Derefter ville Israel ikke forhandle i Tyrkiet, men det sagde USA, at det skulle. Så var det slut både med de forhandlinger og med Israels tillid til USA, der meldte sig ud af Mellemøsten. Men var de lykkedes, var Irans indflydelse blevet stækket, Syrien havde undgået den forfærdelige borgerkrig, Rusland ville være holdt ude, freden mellem Israel og Palæstina ville have haft en chance, og den islamistiske bølge var fladet ud. Og en dag vil Israel fortryde, at det ikke sikrede sig fred, mens tid var; thi når Iran dominerer dets naboer, Syrien, Libanon og Gaza, vil der være dækket op til en ny mellemøstkrig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Ingen etnisk udrensning
Ole Groth-Andersen, Hareskovhvilevej 8, Værløse
»Alle andre steder ville man kalde den israelske fremfærd for etnisk udrensning,« skriver Holger K. Nielsen i JP 22/2.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce

Blog: Tabuet i mine trusser

Annika Smith
For få uger siden løj jeg en skotte lige op i ansigtet på grund af ting, der foregik i mit underliv. Det gør jeg ikke igen.

Blog: Mobilisering i yderområderne

Finn Slumstrup
Udkantsdanmark erkender stadig stærkere, at samarbejde er nødvendigt.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her