*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Set fra Europa: Hvem sagde, at Trump ikke bevirker noget positivt?

Den amerikanske præsident har åbenbart fået Polen til igen at nærme sig Tyskland.

Michael Kuttner, korrespondent på Jyllands-Posten.
BERLIN — Man kan sige meget om Donald Trump, men den nye amerikanske præsidents største fortjeneste er måske, at han har fået europæere til at rykke mere sammen.

Jovist, der er fortsat uenighed på kryds og tværs i EU. På en sikkerhedskonference i München forleden kom Polens udenrigsminister Witold Waszczykowski op at toppes med EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans; førstnævnte var utilfreds med, at Polen kritiseres for at blokere afgørelser fra forfatningsdomstolen, der går den nationalkonservative regering imod.

Med Trumps forvirrende meldinger ser Polen sig om efter nære allierede igen, lader det til.

Ellers er polakkerne blevet nærmest tamme over for det vestlige Europa, som indtil for nogle måneder siden var noget af det værste, styret i Warszawa kunne forestille sig. Mest opsigtsvækkende – og noget overset i offentligheden – er Polens nye tilnærmelse til Tyskland.

De to nationers historie har været fuld af problemer gennem århundreder, for at sige det mildt.

Under Anden Verdenskrig delte Nazityskland og Rusland landet mellem sig. Den største koncentrationslejr – Auschwitz – stod på et område, som før og efter hørte til Polen.

Først omkring Murens fald, da liberale modstandsfolk overtog magten fra kommunisterne, indledtes et egentligt venskabeligt forhold mellem tyskere og polakker.

De nationalkonservative med partiet PiS’ leder Jaroslaw Kaczynski i spidsen var imod denne forsoning. De beskyldte Tyskland for stadig at nære stormagtsdrømme. Forbundskansler Angela Merkel blev anset for at være en mellemting mellem Bismarck – der var med til at samle Tyskland i 1871 – og Hitler, som stod for et af historiens største folkemord.

PiS er nu ved roret i Warszawa for anden gang, og flygtningekrisen har ikke gjort forholdet mere varmt.

Men siden valget af Trump er tonen fra Warszawa blevet betydeligt blødere over for Berlin. Først håbede man på bedre tider med amerikanerne, fordi præsidenten næppe i modsætning til sin forgænger vil anfægte Polens håndtering af retsstaten. Men Trumps kaotiske udmeldinger om bl.a. Nato har åbenbart udløst en vis grublen hos Kaczynski.

Der var plads til smil, da den tyske kansler Angela Merkel mødtes med Polens premierminister Beata Szydlo i Warszawa den 7. februar. Arkivfoto: Alik Keplicz/AP

For nogle uger siden sagde han i et interview i Frankfurter Allgemeine Zeitung, at han håbede, at Merkel ville vinde valget i Tyskland i september. Det var i sig selv pudsigt, fordi det kunne tolkes som en indblanding i Tysklands indre anliggender – en aktivitet, som Kaczynski altid afviser, når det er Polen, der er tale om.

Det interessante var imidlertid, at han i det hele taget havde meget godt at sige om Tyskland, mens han inddrog EU, Storbritannien og vestlige, finansielle kræfter i alskens sammensværgelsesteorier.

Samme dag modtog premierminister Beata Szydlo – som plejer at gøre, hvad han siger – Merkel usædvanlig hjerteligt i Warszawa. Der var kindkys, generte smil og udveksling af fornavne.

For Polen er Nato en livsforsikring over for Rusland, som man stadig ikke har den store fidus til. Med Trumps forvirrende meldinger, også om EU, ser man sig om efter nære allierede igen, lader det til. Og man husker, at Merkel i modsætning til andre tyske og europæiske politikere altid har holdt sig tilbage med offentlig kritik af Kaczynski.

Berlins tankegang har åbenbart været, at polakkerne nok skal komme tilbage, når de har brug for det. Hvilket har vist sig at være rigtigt. Desuden varer intet evigt – heller ikke en polsk regering – har man nok ræsonneret.

Kaczynski kaldte det »positivt«, at Tyskland har sendt soldater til Natos østflanke, bl.a. Baltikum, for at sende et signal til russerne om at holde fingrene væk. Den slags kommentarer ville have været utænkelige for et par år siden.

Polens ændrede holdning er allerede noteret af Tysklands nye udenrigsminister Sigmar Gabriel. Han taler om »en dramatisk forandring af situationen«, som »giver mig mod«.

Gabriel, der udtalte sig i Frankfurter Allgemeine i et tiltrædelsesinterview, begik i øvrigt den samme fejl som mange andre tyske politikere. Rusland, sagde han, er »vor nabo, om vi vil det eller ej«. Men Tyskland og Rusland er ikke naboer. Polen, Ukraine, Hviderusland og en del småstater ligger imellem. Men det er en anden historie.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her