Nordkoreas rationelle trussel med atomvåbnene

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

USA og Sydkorea holder i disse dage en månedlang fælles militærøvelse for at kunne svare igen på en nordkoreansk aggression. Sådan en øvelse holder de to lande hvert år, men denne gang er den større og finder sted i en mere tilspidset situation end tidligere, efter at Nordkorea igen har testet en atombombe. Helt som forventet og i tråd med tidligere reaktioner har den nordkoreanske ledelse udtalt sig stærkt mod øvelsen og truet med militær magt, hvis USA og Sydkorea overtræder en ikke nærmere beskrevet linje. Denne gang har Nordkorea ovenikøbet truet med at anvende atombomber og ”forvandle Sydkorea og New York til brændende aske”.

Nordkoreas argumentation for at have et atomvåbenprogram og ikke mindst den nordkoreanske ledelses offensive retorik om brug af atombomber kan synes irrationel og nærmest paranoid, især fordi den ikke følger de normale internationale spilleregler. Men der er faktisk elementer af rationalitet og fornuft i den måde, Nordkorea opfører sig på.

Tager man udgangspunkt i, at det nordkoreanske styre føler sig presset af især USA, og at styret kun har én ven, Kina, der heller ikke er alt for begejstret for den nordkoreanske ledelse, så er det måske forståeligt, at styret – i et forsøg på at fastholde magten og undgå udefrakommende indgriben – benytter sig af alle de strå, det kan klamre sig til. Og her har atombomberne en central rolle at spille: Intet land med atombomber er nogensinde blevet angrebet af andre lande, og samtidigt rykker et land med atomvåben op i en særlig liga, hvor kun få andre lande er. Det betyder prestige, magt og indflydelse. I hvert fald i det nordkoreanske ønskescenarie.

Derfor følger ledelsen benhårdt en konfrontatorisk udenrigspolitik, der går helt til grænsen af, hvordan stater normalt opfører sig i det internationale system. Formålet er at udstille sig selv som uberegnelig og dermed forstærke de militære truslers effekter på omverdenen i forståelsen af, at ”truslerne måske ikke er sandsynlige, men med Nordkorea ved man aldrig rigtigt ...”. Og det har virket.

Når det lykkes for Nordkorea at gennemføre den offensive udenrigspolitik, hænger det sammen med USA og Kinas indbyrdes forhold. Nordkorea er placeret lige midt i magttomrummet mellem USA’s og Kinas regionale ambitioner i Det Østkinesiske Hav og de forskellige regler, de to lande mener skal gælde i det internationale samfund.

Den nordkoreanske ledelse forsøger derfor konstant at holde konfliktpotentialet mellem USA og Kina i kog ved at true Sydkorea og Japan militært, for begge lande er USA’s nære allierede. Det får helt forventeligt USA til at øge den militære støtte til landene, hvilket lige så automatisk bringer Kina på banen, der ikke ønsker, at Sydkorea og Japan – og dermed USA – øger deres magt og indflydelse i regionen. Derfor skal en del af Nordkoreas udmeldinger forstås i en større ramme, som Nordkorea er helt bevidst om.

Hel- og halvhjertede sanktioner

Samtidigt har ingen lande lyst til at stå i spidsen for en humanitær mission i Nordkorea og dermed tage ansvar for udvikling og demokratisering af et land, der er så forarmet, for det vil koste en dyrt og skabe enorme flygtningestrømme. Det er de hel- og halvhjertede sanktioner mod Nordkorea et tydeligt eksempel på. Helhjertede fordi et nogenlunde enigt sikkerhedsråd i FN har iværksat et sanktionsregime mod Nordkorea, halvhjertet fordi det ikke rigtigt rammer ledelsen, og fordi det alligevel lykkes Nordkorea at få adgang til det, landet behøver for at kunne fortsætte sit atomvåbenprogram.

Derfor har den nordkoreanske ledelse frie hænder til at begå overgreb på sin egen befolkning og kan samtidigt med en vis ret beskylde omverdenen for alle fortrædelighederne. Og det budskab sælger den nordkoreanske ledelse dygtigt til sin egen befolkning gennem propaganda og indoktrinering, der så til gengæld samler sig om ledelsen som svar på sanktionerne. Det giver også befolkningen en forståelse for, at den nordkoreanske ledelse er nødt til at fremstille prestigefyldte atomvåben, da omverdenen vil Nordkorea ondt, selv om det yderligere skulle forarme landet.

Mod Nordkoreas atomvåbenprogram kan det internationale samfund reelt kun gøre to ting: enten fortsætte den nuværende kurs med at påføre landet forskellige sanktioner eller gribe ind og ændre styret med magt. Den første mulighed kan give håb om, at den nordkoreanske ledelse til sidst opgiver sit atomvåbenprogram. Det er imidlertid en ret tidskrævende proces, og det lader ikke til, at den nordkoreanske ledelse er kørt træt endnu, ligesom det ikke lader til, at sanktionerne har en større effekt, så længe Kina tillader handel over grænsen.

Handlingslammelse

Den anden mulighed kan nok hurtigt fjerne Nordkoreas politiske ledelse, men det vil skabe en endnu mere kaotisk situation i landet med en kollapset centraladministration og et enormt behov for nødhjælp til følge. Desuden ville det forudsætte, at USA og Kina blev enige om den løsning, hvilket ikke er særligt sandsynligt. Alt i alt er det internationale samfund derfor relativt handlingslammet mht. at få Nordkorea til at opgive sit atomvåbenprogram.

Den nordkoreanske ledelse har dygtigt udnyttet den fastlåste situation mellem USA og Kina til at bevare magten i landet og ikke mindst isolere landet yderligere, så befolkningen holdes uvidende om egen desperate situation og dermed ikke udgør en fare for at starte et ”nordkoreansk forår”. Heldigvis for omverdenen har Nordkorea ingen fordele ved at anvende et atomvåben i en konflikt, og det ved den nordkoreanske ledelse. Det vil endegyldigt få Kina til at afbryde sin mere eller mindre direkte støtte til regimet, hvorefter landet hurtigt vil kollapse.

Så selv om den nordkoreanske ledelse er svær at blive klog på, handler den faktisk rationelt og benytter de politiske værktøjer, den har til rådighed. Prisen er et forarmet land og en befolkning i stor nød. I mellemtiden går USA og Kina rundt om den varme grød – og Nordkoreas ledelse kan fortsætte sit atomvåbenprogram og true omverdenen.