*

International debat

Transitland for migranter til Europa

Sahel-regionen er et slaraffenland for menneskesmuglere, og Mali har fået øget strategisk betydning for Danmark.

Hotel Radisson i Bamako, hoved staden i Mali, blev ramt af et terrorangreb den 20. november 2015, som al-Qaeda skulle stå bag. På billedet hjælper lokale militærfolk et gidsel i sikkerhed. Arkivfoto: Harouna Traore/AP

Mali er hjemsted for den sagnomspundne by Timbuktu, en tuareg-by ved Niger-floden i nord, der i århundreder var et blomstrende centrum for handel og viden og kendt fra bl.a. Tintin. Mali er også kendt i hele verden for sin musik og internationale musikfestival i ørkenen, den imponerende moské i Djenné, der er verdens største bygning af ler, sin langstrakte ørken og maliernes særlige gæstfrihed.

Men det tidligere så populære turistland har de seneste år været kastet ud i en ødelæggende krise med væbnet oprør, terrorgrupper og et delvist sammenbrud af statslige strukturer, der har sat en effektiv stopper for turisme og økonomisk udvikling. Krisen har samtidig afsløret dybe brudflader i det bundfattige maliske samfund.

Transitland for migranter

Udviklingen i Mali har konsekvenser, der rækker langt ud over Sahel-regionens porøse grænser. Især efter Libyens sammenbrud er der skabt et øget spillerum for oprørere, terrorgrupper og organiseret grænseoverskridende kriminalitet hen over de svage stater i Sahel-landene.

AMBASSADØRENS KRYSTALKUGLE
  • I den kommende tid vil en række af Danmarks ambassadører give deres bud på, hvad vi kan vente os af 2016.
  • De vil se tilbage og frem og identificere tendenser og udviklinger, som vi skal være opmærksomme på i det kommende år.

Kriminelle grupper har ikke været sene til at etablere nye smuglerruter for især narkotika og mennesker fra den vestafrikanske region gennem Mali over Algeriet og Libyen til Europa. Mali er blevet et transitland for migranter til Europa og Sahel et ”slaraffenland” for menneskesmuglere. Derved har Mali fået øget strategisk betydning, også for Danmark.

Aftale med oprørsgrupper

2015 var året, da den maliske regering og de væbnede oprørsgrupper fra den nordlige del af Mali efter en langtrukken forhandlingsproces indgik en fredsaftale. Tilløbet havde været langt og i løbet af foråret skiftedes de forskellige parter til at tage et skridt frem og to tilbage, før en endelig aftale kom på plads den 20. juni 2015.

Aftalen skal ikke blot gøre ende på den væbnede konflikt, der har tvunget Mali i knæ siden 2012, hvor en tuareg-opstand banede vejen for, at voldelige islamistiske grupper tog kontrol med den nordlige del af landet, samtidig med at der skete et militærkup i hovedstaden Bamako. Aftalen skal også tage fat om nogle af de grundlæggende årsager til konflikten såsom svage sikkerhedsstyrker, ulighed og eksklusion af store dele af befolkningen.

Lige så vigtigt skal fredsaftalen sætte gang i en omfattende forsoningsproces. Der er i Mali en historisk kløft mellem det tæt befolkede syd og det utilgængelige og tyndt befolkede nord, som har været årsag til flere tuareg-opstande siden uafhængigheden i 1960. Aftalen opstiller klare mål for, hvordan Mali skal arbejde for fred og sikkerhed, forsoning og udvikling.

Stadig alvorlige knaster

2016 vil derfor kunne blive året, hvor det maliske folk kan begynde at høste frugterne af aftalen i form af øget fred og stabilitet og adgang til basale ydelser såsom elektricitet, vand og skolegang. Men selv efter underskrivelsen af fredsaftalen er der stadig alvorlige knaster, der gør fredsprocessen vanskelig.

Kort efter underskrivelsen udbrød der på ny kampe mellem de væbnede grupper, og det internationale samfund arbejdede på højtryk for at bringe fredsprocessen tilbage på sporet. I sidste ende lykkedes det grupperne selv at indgå aftaler mellem sig. Det skabte fornyet håb om, at der eksisterer en vis vilje blandt de væbnede grupper i nord til at føre aftalen ud i livet og en fornyet tro på, at den egentlige gennemførelse kan begynde.

Organiserede kriminelle med kontrol over den lukrative smuglervirksomhed fortsætter med at bære ved til konflikten.

Langt størstedelen af fredsaftalens elementer skal imidlertid føres ud i livet af den maliske regering. Det gælder for eksempel bestræbelserne på at overføre mere magt og flere ressourcer til regionale og kommunale folkevalgte, forsoning mellem regeringen og de væbnede grupper, mellem nord og syd og mellem de forskellige befolkningsgrupper i nord. Det gælder også reform af sikkerhedsstyrkerne og opstart af udviklingsaktiviteter.

Udbredt korruption

Det er stadig – her seks måneder efter – et åbent spørgsmål, om regeringen reelt har til hensigt at påtage sig dette lederskab for reformer, der også vil betyde, at den traditionelle elite må afgive magt og ressourcer. Der er behov for at gøre op med en kultur af dårlig regeringsførelse og svage demokratiske institutioner.

Manglen på håndhævelse af retsstaten, den udbredte korruption og straffrihed har været ødelæggende for den sociale og nationale sammenhængskraft og skabt grobund for krisen. Selv om de væbnede oprørsgrupper lige nu synes at være på rette spor, kan de ikke forventes at lade sig afvæbne, førend de ser politiske og udviklingsmæssige resultater fra regeringen.

Hotel ramt af terrorangreb

I kulisserne står al-Qaeda-affilierede terrorgrupper, som åbent har erklæret, at de vil modarbejde fredsaftalen. Samtidig fortsætter organiserede kriminelle med kontrol over den lukrative smuglervirksomhed med at bære ved til konflikten. Disse negative kræfter – som også har tætte forbindelser til nogle af de andre aktører – står uden for fredsaftalen og har ikke interesse i en stabilisering af situationen, der vil åbne for en øget kontrol med deres illegale aktiviteter.

I den nordlige del af Mali er der næsten daglige angreb på maliske og internationale sikkerhedsstyrker og humanitære arbejdere. Også den sydlige del af landet rammes nu, hvilket vi senest så, da Hotel Radisson i Bamako blev ramt af et terrorangreb den 20. november.

På trods af fredsaftalens muligheder er freden altså langt fra sikret. Det internationale samfund – især nabolandene, Algeriet, FN og EU, herunder Danmark – har fra starten engageret sig stærkt i at finde politiske løsninger på krisen i en erkendelse af, at risikoen for yderligere udbredelse af væbnet konflikt, terror, kriminalitet og migration er stor.

Men man kan som bekendt kun trække hesten til vandtruget. Om den vil drikke – det bestemmer den selv. Meget står og falder således med det internationale samfunds fortsatte engagement og støtte til fredsprocessen, herunder pres på regeringen for at levere politisk lederskab.

Med forskellige interesser

”Det internationale samfund” spænder imidlertid over en række aktører med forskellige interesser i Mali. Der er en reel risiko for, at de sikkerhedspolitiske interesser leder til et alt for stort fokus på at få begrænset konflikten i stedet for at bidrage til at få løst de grundlæggende årsager, som skal hindre den cyklus af væbnede konflikter, der har karakteriseret Malis historie.

Derfor arbejder Danmark på at holde både det internationale samfund og de maliske aktørers fokus på opgaven: en bred og inklusive fred. Fredsaftalen er ikke perfekt, men den er et skridt på vejen og en mulighed, der skal gribes.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Jeg tager afstand som muslim, kvinde og rødhåret

Samira Nawa Amini
Det er uværdigt at udsætte sine medborgere for uretmæssig mistænkeliggørelse, og jeg er personligt en af dem, der bliver gal over dette tilbagevendende afstands-cirkus. Men ind til videre har vreden ikke hjulpet mig spor og debatten kører i ring år efter år. Så må jeg jo hellere i gang med at tage afstand.

Blog: Statsfinansieret morgenmad er et tåkrummende forslag

Camilla Schwalbe
Venstrefløjen går for langt, hvis staten skal til at sørge for morgenmad i Folkeskolen. Det personlige ansvar er en forudsætning for, at vores velfærdssamfund fungerer.

Blog: Jo, vi bør tilbyde morgenmad i alle landets grundskoler

Angela Brink
Blå blok skyder SF's forslag om morgenmad til alle skolebørn ned. Men det bør den ikke: Det er en fornuftig samfundsinvestering – ikke et indgreb i forældrenes råderet over børnenes kost.
Kommentarer
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her