*

Dette er et international debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

En bedre fremtid for økonomien

Den australske ambassadør for Danmark, Norge og Island, Damien Miller, ser på det kommende G20-topmøde i Brisbane, og hvorfor G20-topmødet er vigtigt for Danmark.

Australien og Danmark har begge en åben og konkurrencedygtig økonomi og er stærke fortalere for fri handel. Den gensidige handel vokser støt: Danmarks eksport til Australien er fordoblet siden 2004; over 100 danske virksomheder har investeret i Australien, og et stigende antal studerende og turister rejser i begge retninger.

Australien er vært for lederne af verdens største økonomier på dette års G20-topmøde i Brisbane 15/11 og 16/11. Danmark er repræsenteret på topmødet ved EU, og danske virksomheder har været involveret i hele optakten.

Australien ser G20-topmødet som en katalysator for ny vækst, job og økonomisk modstandsdygtighed. Som G20-formand har vores centrale punkt på dagsordenen været at opnå en samlet vækst for G20-landene på mere end 2 pct. over business as usual inden 2018. Hvert medlem af G20 har udarbejdet sin egen vækststrategi, som tilsammen omfatter næsten 1.000 specifikke tiltag. Såfremt dette opnås, betyder det et bidrag på godt 10 billioner kr. til det globale bruttonationalprodukt, som vil generere millioner af nye job.

G20 fokuserer den fælles indsats på fem hovedområder: at fremme investering i infrastruktur, styrke internationale finansielle institutioner, slå ned på skatteunddragelse, fremme samhandel samt at øge kvinders og unges deltagelse i økonomien.

En kritisk del af indsatsen

Investering i infrastruktur er en kritisk del af indsatsen – det bidrager til at accelerere vækst og forøge produktiviteten. G20-landene er blevet enige om et ”Global Infrastructure Initiative”, som går ud på at matche eventuelle investorer med projekter via en fælles projektdatabase.

G20 er fokuseret på at forbedre verdensøkonomiens modstandskraft for at undgå en gentagelse af de omstændigheder, der førte til den globale finanskrise. Og der er i G20 gjort væsentlige fremskridt med hensyn til at styrke de finansielle institutioner.

G20-landene arbejder på at levere praktiske metoder til at identificere skatteunddragelse – et vigtigt punkt for Danmark og Australien. Disse skal sikre, at det internationale skattesystem holder trit med teknologien og nye forretningsmetoder, så de enkelte regeringer får deres retmæssige skatteindtægt til at opretholde landets serviceniveau. G20 er ved at udvikle en plan for udveksling af information mellem skattemyndighederne for at identificere og fange skatteunddragere.

En stærk drivkraft

Samhandel er en stærk drivkraft til økonomisk vækst. Australien har bedt G20-medlemmerne i deres ”Brisbane Action Plan” om at komme med forslag til, hvordan man kan fjerne barrierer for samhandel samt liberalisere arbejdsgange for derved at sikre et større flow af varer gennem de globale værdikæder. G20-landene er besluttet på at øge kvinders og unges deltagelse i økonomien, og både Danmark og Australien spiller en ledende rolle i at styrke denne gruppe. G20 arbejder mod at reducere forskellen i deltagelse mellem mænd og kvinder i G20-landene med 25 pct. inden 2025. Alt dette er udtryk for store fremskridt. Dog står vi over for en stadig udfordrende global økonomisk tilstand, der truer med at underminere vores bestræbelser.

G20 er det rette forum til at styre den globale økonomi tilbage på rette spor samt til at skabe stærk, bæredygtig og velafbalanceret økonomisk vækst. Da medlemslandene repræsenterer 85 pct. af verdensøkonomien, vil vores handlinger kunne mærkes over hele kloden.

Australien gør sin del ved at rette op på landets økonomi og er ved at ændre forbrugsmønstret fra kortsigtet forbrug til vækstfremmende investering. Vi reducerer omkostningerne ved at drive forretning og åbner vores handelsgrænser yderligere.

Ved at samarbejde om nye og bedre arbejdspladser, udvide samhandelen på internationalt plan og opbygge den infrastruktur, der er brug for i dette århundrede, vil vi skabe en bedre fremtid for Australien, Danmark og verdensøkonomien.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Jeg har ondt af Prins Henrik

Victor Boysen
Det er synd for de kongelige, at de ingen rettigheder har. Lad os slippe dem fri.

Blog: Vi må gøre op med krævementaliteten

Maria Bille Høeg
Vores ekstremt omfattende velfærdsstat har den slagside, at det personlige ansvar er ved at lide en stille kvælningsdød.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her