*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Theresa Mays økonomiske selvmål

Den britiske regering vil især bremse indvandringen af arbejdere i de lavere lønklasser. Dette opgør med udenlandske arbejdstagere vil betyde, at konkurrenceevnen for vigtige britiske industrier svækkes.

På trods af valgresultatet forsøger Theresa May at indgå en flertalsaftale. Tegning: Niels Bo Bojesen

For nylig blev et nyt papir fra den britiske regering lækket. Det viser, hvordan premierminister Theresa Mays regering stiller sig i spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft efter brexit. May lægger op til et markant opgør med den frie bevægelighed af arbejdskraft, som er en grundsten i EU’s indre marked.

Opgøret er ikke i sig selv overraskende, da det flugter med tidligere udtalelser fra May, men man forundres nok en gang over, at det kan være populært at påføre den britiske økonomi så stor (selv)skade, som forslaget vil medføre.

Den britiske økonomi er nemlig dybt afhængig af udenlandsk arbejdskraft, og EU-arbejdstagere i Storbritannien har – ligesom i Danmark – været en økonomisk overskudsforretning.

Det fremgår, at den britiske regering især vil bremse indvandringen af arbejdere i de lavere lønklasser.

Målet er, at antallet af årlige immigranter fra EU skal reduceres fra det nuværende niveau på knap 200.000 til noget, der kan opgøres i titusinder. Dette vil dog ikke styrke den britiske økonomi. Tværtimod vil dette opgør med udenlandske arbejdstagere betyde, at konkurrenceevnen for vigtige britiske industrier svækkes.

Allerede i november sidste år rapporterede briternes landbrugsorganisation, NFU, om store problemer. Industrien kunne kun skaffe to tredjedele af de medarbejdere, som var nødvendige i forbindelse med høsten af sensommerafgrøder som kartofler, blomkål og majroer.

I sidste uge stod det så klart, at der mangler mere end 15.000 frugtplukkere i Storbritannien. Og brexit er ikke engang sket endnu.

Problemet tilskrives i høj grad, at østeuropæere, som typisk påtager sig sæsonarbejde, bliver væk. Den ofte fremmedfjendske debat om brexit har fået østeuropæerne til at føle sig uvelkomne i Storbritannien.

Derudover har pundets fald gjort det sværere for briterne at tiltrække arbejdskraft, fordi værdien af den løn, der bliver tjent i pund, nu er reduceret med omkring en femtedel i resten af EU.

Og det er ikke kun i landbrugssektoren, at brexit gør ondt. I det hårdt pressede britiske sundhedsvæsen er man nervøs for, om den andel på ca. 10 pct. af sundhedspersonalet, der kommer fra andre EU-lande, kan fastholde deres opholdstilladelse. Der er nemlig stor mangel på sygeplejersker, læger og øvrige medarbejdere i Storbritannien.

Som det meste af den vestlige verden er det britiske samfund også karakteriseret af en aldrende befolkning.

Det vil i de kommende år sætte samfundsøkonomien under pres, da den arbejdsdygtige del af befolkningen falder, og flere ældre vil belaste den britiske omsorgs- og sundhedssektor.

Disse udfordringer forstærkes yderligere, hvis Mays regering reducerer muligheden for at tiltrække den arbejdskraft, som det britiske samfund har stærkt brug for, hvis det skal opretholde sin velfærd og velstand.

Paradoksalt nok har den britiske regering med May i spidsen fået malet sig op i et hjørne. Hun præsenterede brexit som en mulighed for at skabe et Global Britain, men det lækkede dokument er blot det seneste eksempel på, at der nærmere er tale om et Little England.

Det vil gøre ondt på den britiske økonomi, der det seneste kvartal kun voksede halvt så meget som økonomien i eurozonen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her