*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Desperation og kemiske brandsår er dagligdag på Middelhavet

Det er så nemt at kritisere hjælpeorganisationer for at redde liv på havet.

Læger uden Grænser i aktion på Middelhavet for at hjælpe flygtninge. Foto: Mohammad Ghannam/Læger uden Grænser

Jeg har som sygeplejerske hjulpet med at redde mange desperate mennesker, der stod til at lide druknedøden.

Jeg glemmer aldrig den 5. oktober sidste år: Det er mørkt, og der er ret høje bølger, da de italienske myndigheder beder Læger uden Grænsers redningsskib om at redde båd nummer to inden for få timer. Da vi nærmer os, hører vi desperate råb og skrig og kan se, at de fleste nødstedte ligger i det kolde vand.

Vi redder omkring 120 mennesker om bord. De skriger, græder og hulker, og der er en gennemtrængende lugt af benzin. Vores læge kommer med en lille dreng i armene, flår drengens tøj af og placerer ham under en bruser. Drengen har kemiske brandsår på store dele af kroppen, efter at benzin fra den ødelagte gummibåd har blandet sig med det saltvand, som de har ligget i.

Vi står pludselig med det, man kalder en ”mass casualty incident”, hvor vi er nødt til at prioritere benhårdt.

Vi er kun tre medicinske medarbejdere til 120 personer, hvoraf rigtig mange har kemiske brandsår og er blevet farligt afkølede i vandet. Min hud på kinder og arme brænder mere og mere, fordi jeg også får blandingen af benzin og saltvand på huden.

En af de værst tilskadekomne er en gravid ung kvinde, der har haft hovedet under vandet og har fået benzin ned i lungerne. Det lykkes os at genoplive hende to gange, men vi har ikke mulighed for at give behandling med respirator på båden. Hun dør.

Den italienske kystvagt ankommer med en båd og evakuerer flere andre svært tilskadekomne. Mange andres brandsår kan vi håndtere, vi lægger drop og giver væske- og smertebehandling. Mange andre får vi givet tørt tøj, varme, mad og drikke, hvilket er altafgørende for at kunne redde dem.

Det, der forfærder mig, er, at kritikerne af de her redningsaktioner så koldblodigt kan argumentere for, at lader man blot disse mennesker drukne – ja, så vil folk holde op med at flygte mod Europa.

Intet faktuelt tyder på det. Da EU’s redningsaktion Mare Nostrum blev indstillet i efteråret 2014, og der kun var ganske få redningsskibe på havet, blev mennesker ved med at flygte over havet. Og drukne. Da over 1.000 på et tidspunkt var druknet på mindre end en uge, satte EU sit redningsarbejde i gang igen.

Jeg tror heller ikke på, at mennesker holder op med at flygte over havet, hvis redningsaktionerne standser. Jeg har været vidne til de her menneskers desperation. Nogle af dem har ikke nødvendigvis haft Europa i sigte, da de flygtede fra deres hjemland. Men efter at have været udsat for slavelignende forhold eller tortur, trusler og voldtægter i Libyen ser de måske ingen anden udvej.

Andre er stålsatte på at komme væk. Som en bestemt familie jeg talte med. Faderen var fra Libyen, moderen fra Sudan. Blandede ægteskaber er ildeset i Libyen, og forældrene vidste, at deres fire børn var i fare.

I Libyen er der stor fare for, at børn af blandede ægteskaber bliver kidnappet. Betaler forældrene ikke løsesummen, oplever man, at børnenes afhuggede hoveder bliver leveret tilbage til forældrene i en plasticpose. Det er så brutalt, som noget kan blive.

Det er klart, at hjælpeindsatsen på Middelhavet kun er et plaster på et stort åbent sår. Hvis man virkelig vil gøre noget ved problemet, er det i de fattige og krigshærgede lande i Afrika og i Afghanistan og Syrien, at der skal ske noget.

En løsning kræver, at familier, unge mennesker og børn, der bliver sendt af sted af deres forældre, ser en mulighed for at overleve og mere end det: at de ser en mulighed for at undgå tortur, forfølgelse og ekstrem fattigdom.

Det har nok lange udsigter, og indtil det måske sker, vil der sandsynligvis være nødstedte på Middelhavet. Foreløbig ser vi os nødsaget til at hjælpe til, for EU og den italienske kystvagt har ikke sat nok ressourcer ind for at kunne redde alle.

Men det er Italien, der koordinerer alle redningsaktioner, og som også instruerer Læger uden Grænser i, hvor vores næste redningsaktion skal foregå. Vi har selvsagt ingen kontakt med menneskesmuglere – og vi kan kun have foragt tilovers for deres indtjening på andres ulykke.

Læger uden Grænsers eneste grund til at hjælpe nødstedte på Middelhavet er at redde menneskeliv. Det gør vi i krigszoner rundtomkring i verden, og det gør vi på Middelhavet.

Jeg ville ønske, at det slet ikke var nødvendigt for os at være til stede på Middelhavet. Det optimale ville være at finde en politisk løsning, som er både holdbar og menneskelig. Men indtil det forhåbentlig sker, kan jeg som sygeplejerske ikke stå med hænderne i lommen og se på, at mennesker drukner.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her