*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Man bliver altså ”wannabe tidehvervsk” af at tænke selv

Tidehverv er blevet bladet, hvor man får at vide, hvad man skal, så man ikke behøver bære ansvaret selv.

Jeg er »wannabe tidehvervsk« skrev redaktøren af Tidehverv i et debatindlæg i JP 11/5, der var skudt lysår over al saglighed. I stedet for at opfordre mig til at læse de sidste 20 år af bladet Tidehverv, burde Agnete Raahauge (AR) gøre sig den ulejlighed at læse, hvad jeg faktisk mener, i stedet for at løbe med sladder. Men det gør hun altså ikke. Og bum, så blev jeg da endegyldigt smidt ud af (foreningen eller partiet?) Tidehverv uden at vide, at man kunne være medlem.

Det kunne man i hvert fald ikke dengang, da Tidehverv begyndte i 1926 som et sommermøde og et blad. Det plejer Krarup’erne og resten af slænget sjovt nok også altid at fremhæve, når de bliver skudt i skoene, at Tidehverv er blevet et politisk, teologisk og åndeligt holdningsfællesskab. De gamle tidehvervsfolk sagde ellers, at det drejer sig om en væsentlig saglig debat. Det hører til klassisk tradition at gå hårdt til hinanden, men at stå inde for egne synspunkter. Derfor har jeg bare forbeholdt mig retten til at tænke selv, sige det højt og stå ved det. Det, troede jeg, var meningen med Tidehverv. Jeg har derfor heller aldrig talt på vegne af Tidehverv eller nogen af Krarup’erne. Ja, der er faktisk slet ingen grund til at blive så sur.

Men pudsigt nok taler AR og de andre partisoldater, som om Tidehverv er blevet et politbureau, der ser fjender overalt. En topstyret bevægelse, en lukket forening for ligesindede, det gode småborgerlige selskab og de helliges samfund, som kun udgiverkredsen af Tidehverv har himmerigsnøglerne til. Så meget for en fri debat. Men nu er jeg altså blevet afsløret som den trojanske hest i Tidehverv og anklaget for undergravende virksomhed. Og der er allerede bebudet, at de skriver spalte op og ned om forræderiet i juninummeret af Tidehverv. Det er nærmest en ære.

Nu er jeg altså blevet afsløret som den trojanske hest i Tidehverv og anklaget for undergravende virksomhed.

Og det bliver nok et dobbeltnummer, for anklagerne er mange. Jeg gør mig bl.a. skyldig i sædernes forfald og den komplette ansvarsforflygtigelse, der drager andre med i faldet. Jeg vil opløse alle hjemmene og ægteskaberne. Afskaffe ansvaret og næsten. Og vie homoseksuelle. Det er jo samfundsomstyrtende virksomhed, fordi samfundet bygger på det såkaldt hellige kristne ægteskab, der er et »forpligtende familiestiftende forhold mellem mand og kvinde«. (JP 11/5). Bare ærgerligt, hvis du er homoseksuel, frivillig eller ufrivillig barnløs eller har fået få børn i en anden konstruktion end ægteskabet. Gud var nemlig konservativ. Derfor indrettede han en bestemt samfundsorden, inden mennesket begyndte at spise æbler og være lidenskabelige.

Ja, stierne er blevet smalle i Tidehverv. Så smalle, at AR kan sidde og opregne et dyds- og lastekatalog, så hun kan holde et vågent øje med, hvem der lever ansvarligt, og hvem der burde skamme sig. I den (nye) tidehvervske teologi, hvad det så er, bliver ansvaret altså til en objektiv formynderisk størrelse, man kan kræve af andre. Det står i diametral modsætning til den gamle tidehvervsmand Kristoffer Olesen Larsen, der med Kierkegaard siger: »Ansvar er altsaa ikke noget, som jeg saadan har; jeg har det kun, idet jeg overtager det; det er ikke, men bliver til: Jeg er ikke den ansvarlige, men bliver det stadig paa ny, idet jeg frit vælger at være det.« Ansvaret bliver altså kun til i det øjeblik, jeg overtager ansvaret og tager det på mig. Derfor »drejer det sig ikke om en ”objektiv” sandhed; for betragtningen er ansvaret simpelthen ikke til.« (Fra K. Olesen Larsens ”At være menneske”).

Hvis man siger til et menneske, hvad ansvaret indebærer, da har man samtidig frakendt det menneske sit ansvar. Hvad AR og de andre pæne mennesker betragter som ansvarligt, er altså ikke andet end ydre påtaget småborgerlighed, tom snak eller med AR’s egen formulering: et ”mundsvejr”. Ansvaret er netop at skulle selv! Tidehverv er blevet bladet, hvor man får at vide, hvad man skal, så man ikke behøver bære ansvaret selv.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Grænseforening uden Grænser

Mikael Jalving
Grænseforeningen fremstår i dag som en vækkelsesbevægelse for menneskerettigheder, minoriteter og asylindvandring.

Blog: Diskrimineres sorte amerikanere af politiet?

Morten Uhrskov Jensen
Nej, er det korte svar. Ikke når man ser på tallene.

Blog: En bonderøv taler ud

Annika Smith
Jeg er ikke et dumt svin. Altså ikke nødvendigvis
Annonce
Annonce
Biler
Se flere
TV: Store- og lillesøster taler i telefon sammen to gange om dagen
Susanne Hvass Aalders på 68 år er storesøster til Ulla Ranum på 65. Selv om deres liv har udviklet sig meget forskelligt, er de tæt knyttet til hinanden og taler sammen i telefon mindst et par gange hver dag. De mener begge, at deres nære relation blev grundlagt i barndomshjemmet i Randers. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her