*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Landbrugets forurening skal reduceres

Brancheforeningen Landbrug & Fødevarer kører i øjeblikket en skræmmekampagne, fordi landbruget skal reducere ammoniakforureningen frem mod 2020. Direktør Morten Høyer følger op i JP 1/4 ved at hævde, at det var helt urealistisk, da Danmark i 2012 forpligtede sig til at reducere ammoniakforureningen med 24 pct. i 2020 sammenholdt med forureningen i 2005.

Hvis man ikke kender til sagen, så lyder det jo også ganske uretfærdigt. Men med til historien hører, at dansk landbrug allerede i 2012 havde reduceret ammoniakforureningen med 14 pct. i forhold til 2005. Og med de allerede planlagte projekter havde landbruget i 2013 reduceret med 17 pct. Dvs. den nettoreduktion, Danmark skulle levere på syv år mellem 2013 og 2020, var kun 7 pct. svarende til den reduktion, der blev leveret på blot fire år fra 2009 til 2013. De datidige fremskrivninger viste da også, at Danmark automatisk nåede 2020-målet.

Men så stoppede landbruget med at investere i miljøteknologi. Til trods for at erhvervet vidste, at det i 2020 skulle reducere ammoniakforureningen yderligere. Derfor klinger det hult, når Morten Høyer blot skriver, at den seneste fremskrivning fra DCE viser, at landbruget ikke når målet, medmindre det foretager ”urealistisk store investeringer i miljøteknologi på meget kort tid”. Den eneste grund til tidspresset er, at erhvervet i 2013 drastisk skar ned på investeringerne i miljøteknologi. Landbruget ligger, som det har redt.

Endelig fremhæver Morten Høyer, at ammoniakreduktionerne koster 5.000 arbejdspladser og 2,6 mia. kr. Men dette bygger på, at landbruget skærer ned på antallet af dyr frem for at indføre miljøteknologi. Desuden glemmer Morten Høyer at nævne, at de arbejdspladser, der i yderste konsekvens kunne tabes i landbruget, vindes i andre sektorer, hvor værdiskabelsen kan være mindst lige så stor.

Det er beskrevet i årsrapporten om økonomi og miljø fra De Økonomiske Råd i 2017. I denne rapport foreslås desuden afgifter på landbrugets ammoniakforurening, der hvert år koster Danmark 2,7 mia. kr. grundet øget sygdom og død hos danskerne. Der dræbes nemlig væsentlig flere danskere af ammoniakforurening, end der dræbes i trafikulykker.

Landbruget bør selv tage ansvar for forureningen ligesom andre danske erhverv. Heldigvis kan forureningen let og billigt nedbringes ved at anvende miljøteknologi, f.eks. gylleforsuring, biogas m.v. Men landbrugets ringe reduktion siden 2013 viser tydeligt, at der mangler tilskyndelse til at nedbringe forureningen. En afgift vil selvfølgelig ændre dette.

Men Det Økologiske Råd forslår i stedet, at der indføres målrettet teknologistøtte til reduktion af forureningen. Støtten skal finansieres af et gebyr på ammoniakforurening fra 2018. Derved motiveres landbruget dobbelt til at indføre miljøteknologi, så Danmark kan leve op til vores internationale FN- og EU-forpligtelser.

Afslutningsvis skal nævnes, at Danmark ifølge EU’s NEC-direktiv slet ikke skal reducere forureningen med ammoniak fra 2020 til 2030, hvorimod de resterende EU lande i gennemsnit skal reducere 13 pct. i denne periode. Så i disse år favoriseres dansk landbrug efter alle kunstens regler.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce

Blog: VLAK-regeringen vakler - en VIRK-regering vil virke

Jens Kindberg
Radikales hede drømme om samarbejde med blå blok med Kristian Jensen i front er ikke helt tossede.

Blog: Den franske tragedie

Morten Uhrskov Jensen
Elitens svigt af eget folk i Frankrig er skræmmende læsning.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her