*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Dette er årsagerne til, at ufaglærte forbliver ufaglærte

Selvom jeg er ufaglært, betyder det ikke, at jeg ikke har prøvet at få en uddannelse.

Inden længe skal regeringen, Dansk industri og Lønmodtagernes organisation mødes og forhandle en ny trepartsaftale på plads. Det er her, der er potentiale for store, samfundsmæssige forandringer. Denne gang står den i efteruddannelsens tegn og det glæder mig! For man skal efterhånden være både døv og blind for ikke at have hørt eller læst de dystre tal. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der i 2025 mangle 70.000 håndværkere og andre faglærte. Til gengæld vil der være 65.000 for mange ufaglærte.

På papiret synes løsningen enkel: ufaglærte bør blive faglærte. Det er jeg for så vidt enig i. Men som ufaglært lagerarbejder står det mig også klart, at handlingen reelt set ikke er så simpel.

At jeg fortsat er ufaglært er ingen andres skyld end min egen og jeg synger ingen klagesang. Men hvis vi for alvor skal overkomme udfordringen og ruste det arbejdende Danmark til fremtiden, er det bydende nødvendigt, at de tre forhandlingsparter alle forstår, at selv hvor der er vilje kan vejen være svær at betræde. Derfor har jeg fem bud på de væsentligste årsager til, at ufaglærte i dag forbliver ufaglærte, de bør tage med ind i forhandlingslokalet.

Mangel på lærepladser

Selvom jeg er ufaglært, betyder det ikke, at jeg ikke har prøvet at få en uddannelse. Faktisk har jeg prøvet at få flere forskellige.

Efter folkeskolen tog jeg handelsskolens grunduddannelse og skulle derfra i lære. Jeg fik såmænd en læreplads som salgsassistent i et rejsebureau. Men uheldet bød, at jeg blev afskediget, dagen inden de første 3 måneder var gået, da virksomheden blev solgt fra. Det fik mig til at skifte retning. Men også her oplevede jeg at løbe panden mod muren: Jeg tog IT-fagteknikernes grundforløb, men fandt ikke en læreplads. Det samme skete, da jeg tog tømrernes grundforløb. Og snedkernes.

Skal ufaglærte blive faglærte, kommer vi ikke udenom økonomien som betydende faktor.

Det er i dag over et årti siden, men lærepladser er stadig noget, mange kun drømmer om. Jeg kan simpelthen ikke forstå, når erhvervslivet råber på kvalificeret arbejdskraft, men ikke udviser samme interesse, når det kommer til at tage elever i lære. Det er jo her, fremtidens arbejdere skal formes. Fagbladet 3F kunne i september sidste år berette om 14.822 elever, der manglede en praktikplads. Det er en stigning på 17 procent i forhold til året før.

En af de store årsager til, at ufaglærte i dag forbliver ufaglærte, er altså manglen på lærepladser. Skal vi tænke langsigtet og styrke Danmark, så er vi nødt til at finde svar på det problem.

Økonomi

En anden årsag, vi ikke kommer udenom, er økonomien.

Da jeg ikke længere vidste, hvad jeg skulle uddanne mig til, valgte jeg at gå ud som ufaglært på arbejdsmarkedet for at få lidt ro i hovedet. Jeg lavede en aftale med min daværende kæreste (nu kone), at jeg ville hente gode penge hjem, så kunne hun finde sin uddannelse og gøre den færdig. Idéen var, at vi kunne bytte roller, når hun var færdiguddannet. Hvad ingen af os kunne forudse, var at hun under sin uddannelse blev så syg, at en førtidspension var eneste udvej. Hendes indkomst er i dag betragteligt lavere, end vi regnede med dengang. Og i vores fælles økonomi er der ikke plads til, at jeg kan læse på SU-støtte.

Der er nemlig rigtig langt at springe fra en arbejderindtægt til en SU. Hvis man så oven i købet er husejer og har børn, er det noget nær umuligt. Det er rigtigt, at der er visse uddannelser, man kan modtage dagpenge på. Men det er kun, hvis man bliver afskediget. Hvis man er i et job, man føler sig usikker på og derfor gerne vil uddanne sig videre, er det væsentlig sværere.

Skal ufaglærte blive faglærte, kommer vi ikke udenom økonomien som betydende faktor. Et forslag kunne derfor være at gøre det muligt at gå direkte som ufaglært arbejder i job til en uddannelse på 100 pct. dagpengesats.

Modstand fra erhvervslivet

Som en tredje årsag kommer en svær, men alligevel vigtig faktor, når det kommer til opkvalificering af ufaglærte i arbejde. Er arbejdspladsen villig til at investere?

Vi skal have et endnu mere rummeligt uddannelsessystem. Ikke bare for børnene, men også for de voksne.

Jeg er tillidsmand for mine kolleger på lageret.  Derfor har jeg kontakt til andre tillidsmænd i et stort netværk, og de fortæller ofte om dem selv og deres kollegaer, der gerne vil uddanne sig eller opkvalificere sig. Men de møder modstand fra ledelsen. Det kan være i form af, at der ikke blive givet lov til at tage af sted på grund af travlhed. Og skal jeg være helt ærlig, har jeg også før ytret ønske om bestemte lagerrelevante kurser, men fået beskeden tilbage, at det ikke er i virksomhedens interesse.

Om man som ufaglært i første omgang har mulighed for at uddanne sig videre hænger naturligvis i første omgang sammen med, om man får lov. At en virksomhed har travlt og dermed ikke kan undvære arbejderen, giver selvfølgelig mening – set ud fra den enkelte virksomheds perspektiv. Men hvis vi skal løse den fælles udfordring, at vi om få år har alt for mange ufaglærte, så bliver vi nødt til at tænke langsigtet og gøre det muligt for ufaglærte at uddanne sig bredt set. Derfor bør erhvervslivet også være mere positivt indstillet på at løse dette problem.

"Skolebænks-eksem"

Det er naivt at tro, at alle "bare" kan tage en uddannelse. I hvert fald i den form den består i, i dag. Jeg er helt med på at uddannelsessystemet er kommet langt, men der er stadig nogle, der vælger uddannelsen fra, fordi de ikke kan overskue det. Jeg har to kolleger, der ikke duer til at sidde på en skolebænk. Ironisk nok har de begge en uddannelse, men det er alene, fordi der var nogen, der tog dem i hånden og hjalp dem igennem uddannelsen. Begge har sagt til mig, at de ikke kunne drømme om at tage en uddannelse i dag. Og det til trods for, at deres uddannelse er forældet.

Selvom det jo langsigtet giver mening at uddanne sig, føles det på kort sigt enormt usikkert.

Det er individuelt, hvilke metoder der får den enkelte igennem en uddannelse, ligesom det er individuelt, hvilke udfordringer den enkelte har. Er det ordblindhed, talblindhed eller koncentrationsbesvær? Uanset hvad, kan det for den enkelte være svært at snakke om. Vi skal have et endnu mere rummeligt uddannelsessystem. Ikke bare for børnene, men også for de voksne. I stedet for at vejlederen antager, at alle som udgangspunkt kan tage en uddannelse, bør vedkommende snarere antage, at ingen kan tage en uddannelse! På den måde kan vejlederen begynde at grave sig frem til, om den ufaglærte har nogle udfordringer, der kræver særlige hensyn. 

Frygt

Den sidste, men bestemt ikke mindste årsag, er frygten. Når først en frygt har sat sig, er det ofte en overvindelse at komme af med den igen.

Jeg er nervøs ved tanken om at skulle uddanne mig og måske starte forfra i forhold til anciennitet og nye omgivelser. Det er den ene side af frygten. Den anden side er. at jeg er bange for at uddanne mig til arbejdsløshed. Med bl.a. en halveret dagpenge periode og et kontanthjælpsloft, er der ikke langt til bunden af samfundet. Som alle andre er det et sats, man tager. Men når man har et job i dag og i morgen, kan frygten for at falde godt holde mig tilbage. Fordi man falder så langt. Jeg vil godt slutte mig til koret af mennesker, der ønsker et trygt sikkerhedsnet. Selvom det jo langsigtet giver mening at uddanne sig, føles det på kort sigt enormt usikkert. Og det gør springet til faglært demotiverende.

Der er ingen tvivl fra min side om, at det er den enkelte ufaglærte, der bærer det største ansvar for at blive uddannet. Men der ligger også en samfundsinteresse, der gør det til et medansvar. Nogle af ovenstående punkter kan man lovgive sig ud af. Eller få skrevet ind i en overenskomst. Andre punkter kan man italesætte og belyse, så det ikke bliver tabuiseret.

Det er min påstand, at hvis bare et af ovenstående punkter dominerer for meget i den ufaglærtes liv, vil vedkommende ikke komme videre. For mit vedkommende var det i første omgang mangel på en læreplads. Nu er det økonomien og frygten, der forhindrer mig. Jeg tror, at langt de fleste ufaglærte gerne vil have en uddannelse. Jeg ved, jeg vil. Og rækker samfundet hånden ud, skal jeg nok tage imod. Disse tanker ønsker jeg, at regeringen, DI og LO tager med ind i lokalet, når de endnu engang sætter sig ved forhandlingsbordet i forsøget på at styrke det arbejdende Danmark.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce

Blog: 80 mia. kr. er prisen for inkompetente og uduelige politikere

Rune Lund
Det er en gigantisk skandale, at SKAT nu ser ud til at blive nødt til at kaste en hvid pind efter 80 mia. kr., hvoraf størstedelen for længst burde have ligget i statskassen. Det gør kravet om en kommissionsundersøgelse af skandalerne i SKAT, der kan placere et politisk ansvar, endnu mere aktuelt.

Blog: Damebladsstof er eksistentialisme

Rune Toftegaard Selsing
Damebladsstoffet fortæller bedre end noget andet i avisen, hvad det vil sige at være menneske i dag.

Blog: En tølper

David Trads
Debatten må gerne være hård, men jeg accepterer ikke at blive kaldt landsforræder.

Debat: Investorer vil også forbedre verden

Thomas Ravn-Pedersen, Verdens Bedste Nyheder | Karoline Rahbek, Verdens Bedste Nyheder
Business as usual er ikke en valgmulighed i et længere og miljømæssigt perspektiv.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her